Annonce
Vejle

Kapløbet er i gang: Martin Sikær går efter borgmesterposten

Socialdemokraten Martin Sikær havde æren af at lede valghandlingen på kommunens største valgsted, DGI Huset, ved sommerens folketingsvalg. Om to år står han måske øverst på stemmesedlen som borgmesterkandidat for sit parti ved byrådsvalget i november 2021. Arkivfoto: Mette Mørk
Den 47-årige socialdemokrat har som den første meddelt sit kandidatur til at blive sit partis spidskandidat ved valget i 2021.

Vejle: Efter 10 år i byrådet griber socialdemokraten Martin Sikær nu ud efter Vejle Kommunes højeste embede.

- Torsdag aften har jeg meddelt mit bagland, at jeg går efter at blive mit partis spidskandidat ved næste valg. Og dermed går jeg naturligvis efter borgmesterposten, siger den 47-årige politiker.

I starten af denne uge fastsatte de lokale socialdemokrater proceduren frem mod valget af spidskandidat i foråret. Men det er nu ikke lige præcis det, der har fået Martin Sikær til at annoncere sit kandidatur netop nu:

- Der er to år til valget. Så jeg føler, at det er nu, der skal meldes ud, siger Martin Sikær.

Annonce

Jeg er glad for timingen i forhold til mit kandidatur. Jeg mener, at Jytte Jensen-sagen tydeligt viser, at juristerne har fået for meget magt.

Martin Sikær

Tro på egne evner

Hvordan bedømmer du dine chancer for at blive spidskandidat og senere borgmester?

- Det, tror jeg selvfølgelig på, er muligt. Ellers ville jeg ikke stille op. Jeg har været 10 år i politik og kommer med godt 20 års ledelseserfaring, lyder det fra Martin Sikær, der privat er ejer og chef for cafeen Conradsog den tilhørende No 14 Vinbar ved Vejles strøg.

Hvis Martin Sikærs partikammerater peger på ham som spidskandidat i foråret, vil han sandsynligvis også overtage gruppeformandsposten. Den har den nuværende spidskandidat Søren Peschardt i dag, men der er en vis tradition for, at den politiker, der skal stå i spidsen i den kommende valgkamp, kommer til at lede gruppen.

Den opgave kræver samarbejdsevner - akkurat som en borgmesterpost senere vil gøre. Men også på det punkt er Martin Sikærs selvtillid i orden:

- Hvis man tror, det er svært at forene Dansk Folkeparti og SF i en politisk drøftelse, er det vand ved siden af at få en tjener og en kok til at mødes, lyder det fra Martin Sikær, når man spørger til hans evner i den sammenhæng.

Splittet byrådsgruppe

Meldingen fra det nuværende medlem af blandt andet økonomiudvalget kommer dagen efter, at den socialdemokratiske byrådsgruppe blev splittet i forbindelse med afstemningen om erstatning til incestramte Jytte Jensen:

Syv ud af 11 medlemmer stemte nej til at anke sagen til landsretten, mens fire støttede flertallets beslutning om, at den højere retsinstans skal høres.

Martin Sikær var blandt de syv, der ikke ville anke. Han har forståelse for, at de fire partifæller følge sig presset. Men han ser sig som forkæmper for en ny politisk kultur i Vejle Byråd.

På det seneste har han blandt andet opponeret over det, han føler, er et urimeligt pres fra kommunens jurister - blandt andet det store fokus på faren for erstatningsansvar for de enkelte politikere:

- Jeg er sikker på, at det fik stor betydning i onsdagens afstemning. Og det er forkert. Som socialdemokrat mener jeg, at man skal sætte mennesket før systemet. På den baggrund er jeg glad for timingen i forhold til mit kandidatur. Jeg mener, at Jytte Jensen-sagen tydeligt viser, at juristerne har fået for meget magt. Det skal ændres, siger Martin Sikær.

Foreløbig er han den eneste, der officielt har meldt sit kandidatur til formanden for kandidatudvalget, Anette Stenfeldt. Men hun er temmelig overbevist om, at flere vil komme på banen, inden fristen udløber 14. januar.

Partifællerne bestemmer

  • Fristen for at melde sig som kandidat til Socialdemokratiets bud på Vejles næste borgmester udløber 14. januar, hvis kandidaten er del af den nuværende byrådsgruppe.
  • Er det ikke tilfældet, er skæringsdatoen 6. januar, hvor vedkommende samtidig skal mønstre 25 stillere.
  • Når spidskandidatfeltet er klart efter 14. januar, får kandidaterne lejlighed til at præsentere sig selv over for partifællerne - blandt andet ved partiets nytårsbrunch 25. januar.
  • 9. marts er det så alvor. Her kan de knap 600 partimedlemmer i Vejle Kommune møde frem og stemme på en af kandidaterne i Bygningens store sal. Fristen for at melde sig ind i partiet er 27. februar ved midnat.
  • Lykkes det en enkelt at skaffe sig opbakning fra mere end to tredjedele af forsamlingen i Bygningen 9. marts, er vedkommende ny spidskandidat.
  • Er det ikke tilfældet, skal der gang i en urafstemingsprocedure blandt alle partimedlemmer. Her er en kandidat valgt, hvis det lykkes at få mere end 50 procent af de afgivne stemmer. Er der mere end to kandidater, og ingen opnår det nødvendige flertal, følger en ny urafstemning mellem de to, der fik flest stemmer ved første afstemning.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Nu må du købe fyrværkeri - men du skal vente lidt med at fyre det af

Annonce