Annonce
Hedensted

Kassedame og alenemor: Jeg har ikke krammet min søn i to uger

Sandra Vind og hendes søn Benjamin må nøjes med at vinke til hinanden gennem vinduet. Sandra er alenemor, og hun kan ikke både passe sit arbejde og sønnen nu, hvor skolerne er lukket ned. Derfor bor Benjamin i en periode hos sin mormor. Foto: Mads Dalegaard
Benjamin på 10 bliver passet hos sin mormor, mens coronakrisen raser. Hans mor Sandra Vind tør ikke besøge dem, fordi hun er bange for at udsætte dem for smittefare.

Hedensted: - Jeg har så meget lyst til at løbe hen og kramme ham, men det må jeg ikke.

Sådan siger 28-årige Sandra Marianne Pedersen Vind, Hedensted, der ikke har set sin 10-årige søn Benjamin i 14 dage - og heller ikke kommer til det i de næste 14 dage.

Sandra arbejder som kassedame og har i den funktion mere travlt end nogensinde, og da hun også er alenemor, har hun ikke mulighed for selv at passe sin søn.

- Jeg synes, han er for lille til at være alene hjemme otte timer i træk dagligt, så han er kommet ud til min mor. Der har jeg også en stedfar og to brødre, så der er altid flere i huset, siger Sandra Vind.

Annonce
Nogle familier ser mere til hinanden under krisen, mens andre må nøjes med facetime og vinken på afstand. Det sidste gør sig gældende for Sandra Vind og hendes søn Benjamin. Foto: Mads Dalegaard

Bange for at smitte

Hendes stedfar er selvstændig tømrer, og hendes ældste bror er lærling i firmaet, mens hendes yngste bror går i skole, ligesom Benjamin. Moderen arbejder med at køre mad ud til ældre mennesker i Horsens Kommune - og deraf kommer problemet.

- Jeg er qua mit arbejde som kassedame i kontakt med mange mennesker hver dag, og selvom jeg tager en masse forholdsregler, er der selvfølgelig en risiko for at blive smittet. Derfor duer det ikke, at jeg er sammen med min mor - eller med min søn, så længe han er hos hende, siger Sandra Vind.

Da de lavede pasningsaftalen, forventede de, at perioden ville blive på 14 dage, men nu er den forlænget med yderligere 14 dage - og det kan blive endnu længere tid.

- Vi facetimer på telefonen, og han har det godt, men vi savner selvfølgelig hinanden. Hvis det bliver i endnu længere tid, må jeg prøve at få en aftale i stand på arbejdet, så han kan komme hjem. Men jeg håber virkelig, det ikke bliver nødvendigt, siger Sandra Vind.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce