Annonce
Vejle

Kattegatbro med tog kan aflive togforbindelse over fjorden

En togforbindelse på tværs af Vejle Fjord - enten som her via en bro, eller som tunnel - er stadig en del af regeringens infrastrukturplan gjorde transportminister Benny Engelbrecht (S) klart på et samråd tirsdag. Illustration fra VVM-redegørelsen
Transportminister Benny Engelbrecht (S) fastholder genvej over Vejle Fjord her og nu, men vil gerne genberegne projektet i forhold til broplaner fra Kalundborg til Aarhus
Annonce

Vejle: Togprojektet ved Vejle Fjord kan falde, hvis et flertal i Folketinget beslutter, at der skal anlægges en bro fra Kalundborgområdet til Aarhusområdet som rummer både bil og tog.

Det er en af konklusionerne efter et timelangt samråd i Folketingets Trafikudvalg tirsdag eftermiddag. Her stillede de lokale Venstre-politikere Christoffer Melson og Troels Lund Poulsen spørgsmål til transportminister Benny Engelbrecht (S).

Hvis der kommer togskinner på Kattegatforbindelsen, vil de rejsende kunne komme fra København til Aarhus på en time med toget, mens det vil tage to timer via Odense, selvom alle elementer i den såkaldte timemodel fra 2013 gennemføres som planlagt. Dermed forsvinder tidsbesparelsen, der er hovedargumentet for at gennemføre projektet ved Vejle Fjord.

- Det vil se på i forbindelse med de infrastrukturforhandlinger, regeringen indbyder til i efteråret, lød svaret fra ministeren på et spørgsmål fra en tredje deltager i samrådet, det konservative medlem af transportudvalget, Niels Flemming Hansen, fra Vejle.

Projektet der ikke vil dø

  • Forslaget om en jernbane-forbindelse på tværs af Vejle Fjord udspringer fra det politiske forlig om "Togfonden DK" mellem Socialdemokratiet, SF, Radikale, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der blev indgået i januar 2014 - en plan til knap 30 milliarder kroner. Her er timemodellen en del af projektet.
  • Som navnet antyder betyder timeplanen, at en tur mellem København og Aarhus skal klares på præcis to timer - en time fra København til Odense og igen en time fra Odense til Aarhus.
  • For at spare togtid genoplivede Trafikstyrelsen en snart 30 år gammel idé om en forbindelse over Vejle Fjord. Den kan skære cirka otte minutter af togturen og give hurtige tog mulighed for at overhale de langsomme.
  • Oprindelig var fokus på en bro, men i forbindelse med miljøundersøgelserne valgte Vejdirektoratet samtidig at vurdere konsekvenserne af en tunnel. Analysen viste, at der ikke var stor prisforskel på bro og tunnel.
  • Bro- eller tunnelplanerne til rundt regnet fem milliarder kroner kom ikke med blandt de projekter, der var prioriteret i første del af det omfattende anlægsarbejde, der blandt andet indeholder en opgradering af jernbanenettet på Vestfyn og elektrificering af nye strækninger.
  • Siden forliget har Dansk Folkeparti lagt afstand til planerne ved Vejle Fjord, og projektet var ikke en del af det infrastrukturforlig, som DF indgik med den daværende VLAK-regering i foråret 2019. Men siden er folketingsflertallet skiftet, og blandt andet regeringens støtteparti Enhedslisten holder markant fast i timemodellen fra det oprindelige forlig og dermed forbindelsen på tværs af fjorden
Annonce

Færre passagerer med toget

Allerede nu regnes der på Kattegatforbindelsen - også med tog. Det besluttede den tidligere regering - ifølge Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen for at komme Folketingets røde partier i møde:

- Vi satte foranalysen igang, selvom vi ved, at det bliver dyrt i forhold til en forbindelse med kun biler, sagde ordføreren under tirsdagens samråd.

Mens der var en vis imødekommenhed fra ministeren i forhold til at holde projektet op mod en Kattegatforbindelse, rokkede han sig ikke, når det gælder genberegninger af samfundsøkonomien i forhold til, at antallet af togpassagerer falder.

Det er et af hovedargumenterne fra de to lokale Venstrefolk, der er valgt i henholdsvis Vejle og Hedensted. Christoffer Melson og Troels Lund Poulsen har i årevis kæmpet for at få fjernet det fem milliarder kroner dyre projekt fra det danske infrastruktur-program.

På det seneste har de koncentreret sig om at få udarbejdet nye samfundsøkonomiske beregninger af projektet i lyset af de faldende passagertal. I 2018 kørte der 25 procent færre med toget i Vestdanmark. Dermed er passagertallet klart under det, der blev forudsat i de oprindelige beregninger for projektet.

Annonce

Hensyn til naboer

Men på det punkt var ministeren ikke imødekommende. Han henviste til, at faldet i 2018 blandt andet skyldtes de omfattende sporarbejder, der gjorde togdriften ustabil. Samtidigt argumenterede Benny Engelbrecht med, at investeringerne i togdriften skal ses i sammenhæng. Det er det samlede projekt, med baneudretninger, nye signaler og elektriske tog, der skal gøre toget til et attraktivt alternativ til bilen. Man kan ikke pille et enkelt element som forbindelsen over Vejle Fjord ud særskilt.

Det fastholder Troels Lund Poulsen og Christoffer Melson at man skal. Samtidigt ønsker de en hurtig afklaring af hensyn til de borgere, der bor i det område, hvor bro- eller tunnelprojektet er planlagt.

- De har svævet i uvished i syv år, lød det fra Christoffer Melson.

Hverken han eller Troels Lund Poulsen kunne lokke en dato for infrastrukturforhandlinger ud af ministeren. Det nærmeste man kom på samrådet var, at det vil ske til efteråret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce