Annonce
Børkop

Venstre og en sværm af pressefolk er på vej: Lokalt hotel tager det roligt

Comwell Kellers Park er i den kommende weekend vært for et stort politisk partis hovedbestyrelsesmøde, og det forventes at trække medier til i stor stil. Hoteldirektøren Frederik Jelstrup fortæller, at hotellet er klar til at være i midtpunkt. Arkivfoto
Comwell Kellers Park er i den kommende weekend vært for Venstres forretningsudvalg og hovedbestyrelse, der holder møder. Og dermed vil mediernes søgelys være rettet mod hotellet. Men på hotellet tages det med professionel ro.

Brejning: Det bliver ikke en weekend af de mere normale, når partiet Venstre fredag og lørdag holder møder på Hotel Comwell Kellers Park i Brejning.

Det må forventes, at det bliver en weekend, hvor pressen vil møde talstærkt op.

Men på hotellet i Brejning ser man weekenden an med professionel ro.

- Det er jo i bund og grund ikke noget, som vi ikke har prøvet før. Det er et selskab på cirka 100 mennesker, som ønsker at gøre brug af den service, vi tilbyder. Men det er da klart, at vi nok må forvente et presseopbud i Brejning, som vi ikke er vant til, men derfor er vores rolle ikke anderledes. Vi skal være gode værter for vores gæster, siger Frederik Jelstrup, der er hoteldirektør.

Annonce

Specielle møder

  • Egentlig er et forretningsudvalgsmøde og et hovedbestyrelsesmøde i et politisk parti ikke noget specielt, men da det er Venstre, som holder det, er det lige for tiden en politisk varm kartoffel.
  • For gennem sommeren har der været mange skriverier omkring fløjkrige, og der har været skrevet meget omkring Lars Løkke Rasmussens fremtid som formand og Kristians Jensens fremtid som næstformand.
  • Derfor er møderne, der holdes i Brejning, to møder, som hele den danske presse er interesseret i. I hvert fald den politiske del af pressen.
  • Fredag finder partiets forretningsudvalgsmøde sted, mens det lørdag er hovedbestyrelsen, der mødes.

Pressen ikke inviteret

Med gæster menes ikke pressen.

- Pressen er ikke inviteret. Jo, de må gerne booke et værelse og være gæst, som alle andre gæster, og i den kommende weekend er det kun vores gæster, der får adgang til hotellet. Man kan heller ikke lige komme ind fra gaden og købe en kop kaffe, som man ellers normalt kan, forklarer han.

Og der vil være regler på hotellet. Som der nu altid er.

- Privatlivets fred gælder selvfølgelig på vores hotel. Vi kan jo heller ikke normalt have fotografer til at rende rundt i eksempelvis vores spa-område, eller lade fremmede rende uønsket rundt blandt konferencedeltagere. Der er nogle spilleregler, og det er der jo ikke noget nyt i, siger han.

Tager forholdsregler

Hotel Comwell Kellers Park er vant til at have kendte gæster på besøg. Der har blandt andet været store internationale musikalske stjerner forbi, men hvem der gør brug af hotellet, er ikke noget, hotellet melder noget ud om. Det er en ting, der forbliver mellem gæst og hotel.

Denne gang er det dog anderledes. Vel snart alle, der følger med i dansk politik, ved, at Venstre skal holde møderne i den kommende weekend, og alle ved, hvor det skal foregå. Brejning, og det store hotel i Brejning, bliver placeret midt i mediernes søgelys.

- Det er en politisk weekend, hvor nogle bliver skuffet og andre glade, så jo, vi forventer, at pressen møder talstærkt op. Men vi tager det, som det kommer. Meget kan nå at ske inden weekenden, men når det er sagt, så tager vi da vores forholdsregler. Medarbejderne bliver klædt på til, hvad der skal ske, siger Frederik Jelstrup.

Og fortsætter:

- Vi skal selvfølgelig sørge for, at ingen kommer ind, som ikke er en forudbestilt gæst, men ellers skal vi jo ikke ændre vaner. Vi skal lave mad og betjene gæsterne på et vanligt højt niveau.

Comwell Kellers Park har plads til 250 konferencegæster, så der er plads nok til de cirka 100 fra Venstre, der møder op i den kommende weekend.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce