Annonce
Vejle

Kendt tøjforretning i Vejle lukker

Tøjeksperten i Søndergade lukker til jul. Arkivfoto
Den 23. december 2019 bliver sidste åbningsdag for Tøjeksperten i gågaden.

Vejle: - Vi har desværre en sørgelig besked...

Sådan indledte Tøjeksperten i Søndergade 3 en besked på Facebook fredag formiddag. Tøjforretningen har sidste åbningsdag den 23. december.

- Jeg vil personligt gerne sige tak for de seneste fem år, jeg har haft butikken. Det har været en fed oplevelse, lyder det fra Casper Rasmussen, butikschef for Tøjeksperten i Søndergade.

Han oplyser, at personalet er orienteret om lukningen.

- Foruden mig er der på nuværende tidspunkt ansat en ekspedient på 30 timer og en skoledreng. De fortsætter frem til jul sammen med mig, siger Casper Rasmussen, der oplyser, at han selv er blevet tilbudt et andet job.

Ifølge avisens oplysninger er lukningen et spørgsmål om huslejens størrelse.

Det er PWT Group i Nordjylland, som har taget beslutningen om at lukke ned i Søndergade. Virksomheden ejer kæderne Tøjeksperten og Wagner.

I forbindelse med lukningsplanerne har PWT Group per 5. september bygget forretningen Wagner i Bryggen om til Tøjeksperten.

Tidligere har man også opkøbt og omdøbt forretningen Nr. 1 i Nørregade 1 på gågaden, så den nu hedder Tøjeksperten No. One.

Dermed vil der også fremover være tre Tøjeksperten i Vejle; i Vestergade, Nørregade og i Bryggen.

Frem til lukningen lillejuleaftensdag 2019 holder butikken i Søndergade udsalg.

- Efterårskollektionerne ligger klar på hylderne, lyder det fra Casper Rasmussen i Søndergade.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra distriktschefen i PWT Group, Tim Larsen.

(Opdateres)

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce