Annonce
Vejle

Kenneth fra Vejle afblæste DM i indefodbold i Horsens: 'Mit stævne er blevet kidnappet'

Slaget om DM i indefodbold skulle lørdag stå i Forum Horsens, men stævnet blev sendt til hjørne. Arkivfoto: Morten Stricker
Det er lidt, som om nogen har kidnappet mit stævne, siger arrangør, som trak bremsen i Horsens. Nye arrangører kører videre i Grenaa med en ny turnering med samme spillere.

Vejle: Et stort fodboldstævne, DM i indefodbold, blev ikke afviklet lørdag i Forum Horsens som planlagt.

I 11. time valgte arrangøren, Kenneth Wedmore Lund fra Vejle, at trække i håndbremsen og udskyde stævnet.

Stævnet har tidligere været arrangeret af et selskab i Grenaa, som i oktober blev taget under konkursbehandling. Siden overtog Kenneth Wedmore Lund fra Vejle licensen til turneringen, fordi han som leverandør af live-streaming havde penge til gode i konkursboet.

Han allierede sig herefter med et par erfarne stævnearrangører fra Horsens, som skulle stå for den praktiske del af afviklingen og samtidig overtage en del af ejerskabet.

Aftaler og kontrakter kom dog dårligt på plads, og det endte i stridigheder, som fik parterne til at splittes få dage før arrangementet, fortæller Kenneth Wedmore Lund, som på falderebet forsøgte at få aftaler på plads med en ny arrangør, dog uden held.

Flere andre omstændigheder spændte samtidig ben for afviklingen, og Kenneth Wedmore Lund så fredag morgen ikke anden udvej end at slå bremsen i, fortæller han.

- Jeg kan godt forstå, at folk er skuffede, og det er meget beklageligt. Men jeg trak bremsen for at være ansvarlig. Jeg var bekymret for at stå med 12 fodboldhold og 1000 tilskuere til noget, som ikke var planlagt færdigt, fordi jeg ikke stod med den del selv, forklarede han fredag til hsfo.dk.

Annonce
Jeg kan godt forstå, at folk er skuffede, og det er meget beklageligt. Men jeg trak bremsen for at være ansvarlig. Jeg var bekymret for at stå med 12 fodboldhold og 1000 tilskuere til noget, som ikke var planlagt færdigt.

Kenneth Wedmore Lund, Vejle

Billetkøberne sikret efter lovens regler

Kennet Wedmore Lund fastholdt, at han agtede at gennemføre stævnet, formentlig på et tidspunkt mellem vinterferien og påskeferien.

Og han forsikrede, at alle billetkøbere var sikret efter lovens regler, og at han ikke agter at snyde nogen, som det ellers blev blev indikeret af bekymrede billetkøbere på Facebook.

Senere fredag blev et nyt stævne annonceret til afvikling i Grenaa:

- Indoor Finals med Danmarks 12 bedste indefodboldhold afvikles lørdag den 18. januar i Grenaa Idrætscenter, lød det i et Facebook-opslag underskrevet af "Klaus, Henrik, Nikolaj og Daniel".

En af dem er Nikolaj Søjmark, erfarer Horsens Folkeblad, som har henvendt sig for en kommentar. Arrangørerne ønsker dog ikke at udtale sig til avisen, oplyser medarrangør Klaus Sindal.

På arrangementets Facebook-side lyder udmeldingen:

- Indoor Finals 2020 har intet med DM i indefodbold, indefodbold.dk, Kasper fra Macron eller Kenneth Wedmore Lund at gøre, og derfor kan man ikke komme ind til arrangementet i Grenaa med billetter købt til "DM i indefodbold - Forum Horsens".

Kræver en time out

Af kampprogrammet fra det to stævner fremgår det, at det er de samme 12 fodboldhold, der er listet som deltagere, og i adskillige Facebook-kommentarer fra fredag aften fremgår det også, at stævnet er flyttet fra Horsens til Grenaa.

- Det er lidt, som om nogen har kidnappet arrangementet. Som hvis de stjæler min firmabil med firmalogo og kører rundt i den i god mening, men det er stadig min firmabil, lød det lørdag morgen fra Kenneth Wedmore Lund, der ærgrede sig over udviklingen:

- Det er en forbandet situation for alle, og det er superfrustrerende. Jeg synes, det hele er løbet løbsk i en grad, som nu kræver en timeout, så nu kommer der ikke flere udmeldinger om arrangement fra vores side, og så må vi parter sammen finde ud af efterspillet, siger han.

Horsens Folkeblad har også været i kontakt med en af Kenneth Lunds samarbejdspartnere, Hussein Güler, men han ønsker ikke at udtale sig til avisen.

Det gælder også Kasper Jørgensen, som Kenneth Lund angiveligt har forsøgt at få en samarbejdsaftale i stand med i dagene op til arrangement.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce