Annonce
Sport

Kento Momota er tæt på endnu en stor triumf

Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Verdensetteren Kento Momota er klar til finalen ved World Tour-sæsonfinalen, hvor indoneser venter.

Den japanske badmintonstjerne Kento Momota er godt på vej mod at slutte året af med endnu en titel på badmintonsportens World Tour.

Lørdag formiddag dansk tid spillede verdensetteren sig i sæsonfinalens finale ved at slå Wang Tzu-Wei fra Taiwan. Lige som i sine tre kampe tidligere i turneringen vandt Momota i overbevisende stil, og han sejrede med 21-17, 21-12.

Dermed var deres semifinale marginalt mere lige end deres indbyrdes møde i gruppespillet i onsdags. Ikke desto mindre var Momotas sejr aldrig i fare.

I finalen skal han møde indoneseren Anthony Sinisuka Ginting, der i sin semifinale besejrede det kinesiske hjemmebanehåb Chen Long med 21-15, 21-15.

Momota har om nogen været spilleren, de øvrige herresinglespillere har skullet slå, hvis de har drømt om at vinde noget i 2019.

Japaneren har vundet otte turneringer på World Touren i 2019, og han er blevet asiatisk mester og verdensmester.

Danske Anders Antonsen er blandt de få spillere, der har slået Momota i 2019. Det gjorde danskeren i finalen i Indonesia Masters - den eneste finale Momota har tabt i år på World Touren.

De to mødtes også i sæsonfinalens indledende gruppespil. Her vandt Momota over Antonsen, men danskeren formåede at vinde et sæt over Momota, hvilket ingen andre spillere har præsteret i turneringen indtil videre.

Hverken Anders Antonsen eller Viktor Axelsen, der var i den modsatte gruppe, formåede at avancere til semifinalerne i sæsonfinalen, der spilles i Guangzhou.

Danmark har ikke været repræsenteret i andre kategorier end herresingle ved sæsonfinalen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Billund

Shell i Grindsted er åbnet igen

Annonce