Ketty mistede sin mand til ALS, nu har coronaen taget hendes kæreste: - Det er hårdt at vide, at han gik i døden alene

OPDATERET 30. APRIL KL. 13.40

Vi bragte i mandagsavisen artiklen "Ketty mistede sin mand – nu har corona taget hendes kæreste", hvori Ketty Hjøllund udtaler om sin kærestes dødsfald: - For mig er det en stor værdi, at ingen dør alene. Men det gjorde Jens.

En søn til hendes kæreste, Jens, gør opmærksom på, at han på sygehuset var omgivet af sin nærmeste familie, indtil få minutter før respiratoren blev slukket, og at Jens derfor ikke døde alene. Red

Sorg: I Ketty Hjøllunds hus i Grindsted hænger to buketter tørrede røde roser. Den ene har hængt der i seks år, mens den anden kun er omkring en måned gammel. Begge buketter fortæller historien om en stor kærlighed. En livskærlighed, som Ketty Hjøllund kalder det. En kærlighed, som hun regnede med, skulle vare resten af livet, men som to gange er blevet taget fra hende alt for tidligt.

Den ene buket er fra manden Thorkild, som Ketty Hjøllund var gift med i 40 år, inden han døde af sygdommen ALS, som er en sygdom der rammer de motoriske nerveceller i hjerne, hjernestamme og rygmarv. Den anden buket fik hun af kæresten Jens kort før, han døde - voldsomt syg af coronavirus - for et par uger siden.

På seks år har Ketty Hjøllund mistet to mænd, hun elskede højt.

- Jeg har spurgt mig selv mange gange: ”Hvorfor? Hvorfor mig igen? Hvad har jeg dog gjort?”, fortæller Ketty Hjøllund med en snert af opgiven og gråd i stemmen, før hun fortsætter:

- Det giver ingen mening. Folk siger, at man skal finde meningen i det meningsløse, men det kan jeg ikke. Jeg prøvede efter Thorkilds død for seks år siden at finde en mening, men det er stadig ikke lykkedes mig. Og nu er det sket igen. Hvorfor? siger hun.

Ketty havde ikke regnet med, at Jens ville dø af corona. Da han blev syg, var hun ikke bange. Hun tænkte, at det bare var en influenza på fire-fem dage, og så ville han være rask igen. Jens var en frisk, rørig og stærk mand i 60’erne, som netop var kommet hjem fra en aktiv skiferie, hvor han havde stået på den sorte løjpe. Han skulle nok klare den, tænkte Ketty.

Men de efterfølgende uger gik det voldsomt ned ad bakke, og for omkring to uger siden fik Ketty Hjøllund det opkald, hun havde frygtet siden de voldsomme symptomer ved coronavirussen havde taget til. I den anden ende af telefonen fortalte en læge på Skejby Sygehus, at de ville slukke for Jens’ respirator. Der var ikke mere at gøre.

- Så satte jeg Mark Knopfler med ’If this is goodbye’ på. Og så hylede jeg. Det var vores sang. Min og Jens’, siger hun.

Et par timer efter, at Ketty Hjøllund fik det første opkald fra lægen på Skejby sygehus, ringede telefonen igen. Denne gang kunne lægen fortælle hende, at Jens var afgået ved døden, og at det var forløbet stille og roligt.

Med ét blev Ketty Hjøllund sendt seks år tilbage i tiden, da hun sagde farvel til sin elskede mand, Thorkild. Denne gang var dog anderledes, for hun havde ikke haft muligheden for fysisk at være der og sige farvel til Jens, som hun havde ved Thorkild.

- Det var hårdt ikke at kunne være der og holde Jens i hånden. Da Thorkild døde, holdt jeg ham i hånden til det sidste. Det er uendelig hårdt, at jeg ikke kunne være der og sige farvel, fortæller Ketty Hjøllund, og stemmen knækker over.

Da Jens døde, havde Ketty Hjøllund ikke set ham i flere uger. Før han blev syg, var han på skitur i Isgl i Østrig, og det er med stor sandsynlighed der, han blev smittet.

Fordi andre i det selskab, som Jens rejste med, havde udvist symptomer på coronavirus, havde Ketty og Jens besluttet, at hun ikke skulle komme op på Jens' ejendom, når han landede i Danmark igen. Risikoen var for stor. Parret holdt dog fortsat kontakt over telefonen.

Et par dage efter hjemrejsen begyndte Jens at få feber.

- Han var hønesyg, og faldt om flere gange. Flere gange kunne jeg ikke komme i kontakt med ham, fortæller Ketty Hjøllund.

Hun føler, at det tog for lang tid, før Jens blev endelig indlagt og fik den hjælp, han havde brug for. Da han endelig blev indlagt, gik der ikke længe, før han kom i først respirator og dialyse og senere i en ecmo-maskine, hvor han lå i 20 dage.

- Det var et psykisk mareridt at gå igennem Jens’ sygdom. Et følelsesmæssigt helvede. Det ene øjeblik gik det fremad, og så pludselig gik det tilbage igen. Jeg var handlingslammet og magtesløs. Det var hårdt for sådan en som mig, som normalt handler, når der er problemer. Det kunne jeg ikke her. Det var sygdommen der bestemte. Da Thorkild var syg, vidste jeg i de to år, at han ville dø. Der var ikke noget håb. Ved Jens var der altid et lille håb om, at han ville blive bedre, men det gjorde han bare ikke, siger hun.

Sorgen er efterhånden blevet lidt for familiær for Ketty Hjøllund. Samtidig er forløbet med Thorkild og Jens meget forskellige. Da Thorkild døde, var der liv omkring Ketty i lang tid efter hans død. Hver dag besøgte familie og venner hende. Under coronakrisen ser det helt anderledes ud.

- Jeg er ufattelig meget alene. Jeg er panisk for at få corona selv. Jeg passer min gamle mor og har en datter med diabetes, så vi skal helst ikke have corona inden for døren. Men det er hårdt, at jeg skal sidde med sorgen alene. Sorg og isolation er en dårlig cocktail, understreger Ketty Hjøllund.

Hun er dog ikke i tvivl om, at folk tænker på hende. I dagene efter Jens’ død modtog hun 33 blomsterbuketter fra familie, venner og bekendte.

- På den måde er jeg pakket ind i kærlighed. Men jeg mangler mennesker omkring mig, og jeg ved også, at de savner at kunne besøge mig, siger hun.

Et andet sted hvor den sociale distance tærer på den sydjyske kvinde, er i forhold til Jens’ begravelse. På grund af coronavirussen kan der ikke være mange samlet i kirken på samme tid, og derfor er begravelsen udsat. Der er nemlig en stor gruppe mennesker, der gerne vil med til Jens’ begravelse.

- Det er så uforløst. Med begravelsen kan man få sat en streg i sandet. Det er følelsesmæssigt hårdt at skulle vente i to-tre måneder på at kunne sige det sidste farvel. Men jeg ved også, at det vil være ufatteligt hårdt for familien at skulle vælge, hvem der må komme, og hvem der ikke må komme, lyder det fra Ketty Hjøllund, som er sikker på, at hun ikke selv ville være en del af begravelsen, hvis den blev holdt nu:

- Jeg kendte kun Jens i et år, og begravelsen ville være forbeholdt den nærmeste familie. Det ville være forfærdeligt ikke at kunne komme med, fortæller hun.

Mens Ketty Hjøllund venter på, at kæresten Jens kan blive stedt til hvile, går hun med spørgsmålet: ”Hvad gør jeg for at rejse mig igen?”. Det er svært at komme videre, når alt er lukket ned, og det, hun brugte som terapi i sorgen over Thorkild, ikke længere er muligt.

Dengang valgte hun at trække i vandrestøvlerne og gå den spanske Camino. Men med en lukket verden og en nylig fodoperation, som ikke gik efter planen, er det svært at tage på vandretur igen.

- Jeg har tænkt på at cykle hærvejen, men det er også svært, når alt er lukket ned, konstaterer Ketty Hjøllund.

Mens hun venter på at kunne komme ud at vandre eller cykle, og på den måde få bearbejdet noget af den sorg, hun ligger inde med, skal hun også vænne sig til tanken om, at hun nu kun er sig selv igen, efter hun lige havde vænnet sig til tosomheden igen.

- Jeg har spurgt mig selv, om det havde været bedre, hvis jeg ikke havde mødt Jens. Men vi nåede at få et fantastisk år sammen. Jeg fortryder det ikke. Den der elsker meget, mister meget.