Annonce
Danmark

Kim er sin egen chef: - Her er det kun mig, der presser mig selv

- Mit mål er at arbejde roligt og stabilt uden for store armbevægelser. Hvis der pludselig er ti medarbejdere, kan jeg ikke følge med længere, siger Kim Pedersen (th). Lige nu får han kun hjælp fra sin far Poul Pedersen (tv). Foto: Mille Thomsen
Efter mange år som ansat hos TDC sprang Kim Haulrich Pedersen for tre år siden ud som selvstændig - en tilværelse han stortrives i.

- Folk kan ikke forstå, at jeg lever af det, siger Kim Haulrich Pedersen med et smil.

Hver dag møder han ind på arbejde i sin egen virksomhed "Brugteklodser.dk" i Bellinge, hvor han opkøber, sorterer og sælger brugte legoklodser.

I flere år kørte han forretningen på sidelinjen. Først ved siden af et fuldtidsjob ved TDC og senere ved siden af et studie i multimediedesign, han tog som supplement til sin uddannelse i HD Marketing Management.

Men for tre år siden sprang han for alvor ud i livet som selvstændig, og virksomheden blev hans fuldtidsjob, der sammen med konens indtjening skulle forsørge dem og deres toårige søn.

Og selvom mange synes, at hans fuldtidsjob med at sortere legoklodser er temmelig skørt, så trives han rigtig godt som selvstændig.

- Der er et enormt pres, når man er ude på arbejdsmarkedet og har en ledelse, der konstant presser på med opgaver, mål og tal. Her er det kun mig, der presser mig selv, siger Kim Pedersen og tilføjer:

- Jeg stortrives. Det er en helt anden måde at leve sit arbejdsliv på.

Annonce
Kim Pedersen har mange roller i sin egen virksomhed. Han står både for opkøb, sortering, lagerføring, salg og marketing, regnskab og kundeservice. Foto: Mille Thomsen

Mindre stress

- Men ulempen ved at være selvstændig er også, at der ikke er noget pres oppefra. Så jeg skal selv sikre, at det, jeg laver, er det rigtige hver eneste dag, siger han.

Heldigvis har Kim Pedersen en solid arbejdsmoral og en misundelsesværdig ordenssans. Der bliver lavet beregninger og statistikker på alt, og der er ikke noget, der kommer som en overraskelse.

- Hver mandag morgen tager jeg chefhatten på og laver en plan for, hvad jeg skal lave hver dag i den kommende uge, forklarer han.

Når planen er lavet, skifter han hatten ud med indkøbs-, sorterings- eller marketingskasketten og går i gang med det daglige arbejde.

- Jeg styrer det med hård hånd, konstaterer han.

Og selvom Kim Pedersen nogle gange ser legoklodser på indersiden af øjenlågene, når han lægger sig om aftenen, så er dommen fra familien klar:

- Du er ikke lige så stresset i dag, som dengang du var på arbejdsmarkedet, siger hans far Poul Pedersen, der hjælper til i virksomheden.

- Der er en verden til forskel. Det er det, vi andre kan mærke.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Udbredt dille blandt unge er let at få fingre i: Dåser med snuslignende tyggetobak sælges overalt

Annonce