Annonce
Danmark

Kim lever af at sortere og sælge brugt Lego: - Min kone blev træt af, at jeg sorterede Lego i stuen

- Jeg kan godt lide tanken om at genbruge legoklodsen – den kan bruges fra generation til generation. Vi har jo ikke skabt et nyt produkt, men en ny mulighed for et gammelt produkt, siger Kim Pedersen om virksomheden. Foto: Mille Thomsen
Det startede som en hobby, men i dag lever Kim Haulrich Pedersen af at sortere og sælge brugte legoklodser. Hvert år sorterer han og hans far halvandet ton legoklodser ved håndkraft.

- Fra kaos til kontrol kalder jeg det, siger Kim Haulrich Pedersen, og sætter en raslende plasticsæk på gulvet med et bump. Sækken er fyldt til randen med en pærevælling af forskellige legoklodser, der ville give ethvert ordensmenneske alvorlige tics.

Men klodserne er, hvad 42-årige Kim Pedersen har levet af i de sidste tre år.

Hvert år opkøber han omkring halvandet ton legoklodser, som han sammen med sin pensionerede far, Poul Pedersen, sorterer, lagerfører og til sidst sælger på webshoppen "Brugteklodser.dk".

For et år siden tog Kim Pedersen et stort spring og flyttede virksomheden fra sit hjem i Bellinge til et erhvervslokale med mere plads.

- Jeg havde virksomheden på 15 kvadratmeter derhjemme, men min kone var lidt træt af, at jeg brugte stuen til at sortere legoklodser, siger han med et skævt smil.

Annonce

Sådan kommer Kim fra kaos til kontrol

Kim Pedersen opkøber brugt Lego. Han aftaler en pris afhængig af stand og årgang - maksimalt 100 kroner per kilo.

Legoet modtages typisk i en stor sæk med et virvar af forskellige klodser, som bliver opmagasineret.

Hvert halve år, hælder Kim Pedersen et halvt ton legoklodser i en sorteringsmaskine, han har fået lavet ved den lokale maskinmester.

Her bliver klodserne grovsorteret i de forskellige størrelser, og bagefter bliver de sorteret minutiøst ved håndkraft, lagerført og sat til salg på hjemmesiden.

Prisen fastsættes og reguleres efter udbud og efterspørgselsprincippet.

På webshoppen kan man så bestille lige nøjagtigt, hvad man mangler.

Om det er hvide grundklodser, vinduer med rød ramme, eller en minearbejder med hjelm.

Manglende klodser

- Som barn havde jeg rigtig meget Lego. Det var det bedste. Men jeg fik bare aldrig nok. Jeg havde slet ikke alle de sæt, jeg gerne ville have, husker Kim Pedersen.

Interessen for Lego blev lagt lidt på hylden, da voksenlivet trængte sig på - lige indtil for 15 år siden.

- Der begyndte jeg at købe brugte sæt Lego med byggevejledning på en aktionsside. Men der manglede altid nogle få klodser, selvom der stod i annoncen at sættet var komplet. Derfor begyndte jeg at købe hele sække med blandet Lego og rode dem igennem for at finde de manglende klodser. Men det var ikke engang sikkert, at de var i sækken. Det irriterede mig grænseløst, fortæller han.

Det var her tanken om at sælge Lego i løsdele opstod og Kim Pedersen besluttede sig for at teste ideen og begyndte på ren hobbybasis at sælge brugte klodser.

- Det gik bare som varmt brød, konstaterer han.

Ikke kun for børn

I 2010 fik virksomheden et CVR-nummer. Siden er forretningen vokset, og for tre år siden gik det fra at være en hobby til at være hans fuldtidsarbejde.

På det tidspunkt begyndte Kim Pedersens far også at hjælpe til.

- Helt tilbage fra hobbystart sagde jeg til Kim, at det ikke gik. Men efter et halvt år kunne jeg godt se, at jeg ikke havde ret, siger Poul Pedersen.

To gange om ugen hjælper han Kim på lageret i Bellinge med at pakke bestillinger - og det er ikke kun til børn.

- Når en kvinde bestiller Lego, er det ofte mødre, der køber til deres børn. Men hvis det er en mand, der bestiller, så er det oftest til ham selv, griner Poul Pedersen.

Selv samler Poul Pedersen på Lego fra 50'erne:

- Men når man har gået og rodet med Lego her en hel dag, så går man ikke lige hjem og roder med samlingen derhjemme, siger han.

Også Kim Pedersen er en stor samler.

- Jeg gemmer én af alle de forskellige klodser, Lego har lavet gennem tiden, fortæller han.

Kim Pedersen har et hav af forskellige klodser, figurer og meget andet på lager. En del af det kan man slet ikke købe hos Lego længere. Foto Mille Thomsen

Unge i praktik

Omsætningen i virksomheden er vokset stille og roligt hvert eneste år, og selvom det ikke bliver til en direktørløn, kan Kim Pedersen sagtens leve af det.

Da virksomheden for et år siden flyttede i større lokaler var det da heller ikke kun for at udvide lageret. Med de større omgivelser er Kim Pedersen nemlig også klar til med tiden at få flere ansatte ind.

Han får hver dag henvendelser fra folk, der gerne vil sælge ham deres gamle Lego, og klodserne bliver solgt, ligeså snart de er blevet lagerført.

- Vi har brug for flere hænder til at sortere og lagerføre, men så længe virksomheden er under opbygning, er det svært at finde økonomi til at ansætte en medarbejder, siger han.

Lige nu arbejder Kim Pedersen derfor med at lave en samarbejdsaftale med en skole for udfordrede unge i Odense, så de unge kan komme i praktik i hans virksomhed.

- Jeg tror, der vil være et super godt match mellem vores virksomhed og de her unge, siger han.

- Vi opkøbte engang 300 kilo Lego fra en samler. Vi hentede det i min Folkevognsbus, og vi måtte simpelthen holde det sidste inde, mens vi smækkede døren, fortæller Poul Pedersen. Foto: Mille Thomsen
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce