Annonce
Erhverv

Kinesisk restaurant er klar til genåbning og glæder sig over særligt én regel: 'Det er megapositivt'

Yiqin Yang, der driver Restaurant Yang i Østergade, ser frem til igen at få siddende gæster i restauranten. Foto: Thomas Nedergaard Rasmussen
Udsigten til en hurtigere genåbning end ventet og et arealkrav, der tillader op til 50 gæster ad gangen, vækker begejstring i Østergade i Give hos Restaurant Yang.

Give: Der er stor glæde at spore hos Restaurant Yang i Østergade, efter et flertal af partierne på Christiansborg har landet en aftale om genåbning af landets værtshuse, barer og restauranter.

På forhånd var Tommy Albrechtsen og Yiqin Yang klar til at byde gæsterne indenfor 5. maj, men med den nye politiske aftale, kan restauranten tage imod de første spisende gæster i næste uge.

- Vi regner med at være klar allerede onsdag, siger Tommy Albrechtsen.

Annonce

Han og Yiqin Yang er især tilfredse med, at det såkaldte arealkrav efter alt at dømme bliver på to kvadratmeter per gæst. Tidligere var der lagt op til, at der for hver gæst skulle være syv en halv kvadratmeter. Ændringen betyder, at der nu formentlig må sidde op til 50 personer i restauranten, og dermed bliver der bedre basis for at lave buffet.

- Det er mega positivt. Mange af vores gæster vil gerne bare betale et bestemt beløb og så spise det, de kan. Hvis vi kun måtte have 15-16 personer på en aften, ville det ikke hænge sammen at fylde buffeten op med salat, kinesisk mad og sushi, fortæller Tommy Albrechtsen.

Inden de endelige retningslinjer er offentliggjort, kan han og Yiqin Yang dog ikke sige, om det bliver med buffet fra første aften eller ej.


Nu glæder vi os bare virkelig meget til se vores gæster igen og lave noget god mad til dem.

Tommy Albrechtsen


Forstår ikke krav om coronapas

To af elementerne i aftalen, havde Tommy Albrechtsen dog helst været foruden. Han mener blandt andet, at kravet om bordbestilling kunne løses mere smidigt, end der er lagt op til.

- Jeg forstår godt, hvorfor reglerne er sådan, så folk ikke bare kan vælte ind, men i stedet for at folk skal til at have deres telefon frem og bestille bord på en hjemmeside, kunne man også bare sætte et skilt op, hvor der står, at man skal vente på personalet udenfor.

Desuden forstår han ikke, hvorfor det er nødvendigt, at gæsterne skal fremvise et gyldigt coronapas, når der i forvejen tages højde for smitterisiko via afstandskravene, og at takeaway-kunder i øvrigt må hente mad uden at vise coronapas. Samme holdning har brancheorganisationen for hoteller og restauranter, Horesta.

- Det er helt overflødigt, fordi vi i forvejen er underlagt restriktioner med afstand mellem gæsterne, forsamlingsforbud og så videre. Desuden peger flere sundhedseksperter på, at der ikke er sundhedsmæssigt belæg for krav om coronapas, siger Katia K. Østergaard, der er adm. direktør, på Horestas hjemmeside.

De seneste måneder har Restaurant Yang holdt gang i omsætningen ved hjælp af salg af takeaway, men det har også været en delvist symbolsk beslutning.

- Det er gået okay, men det er ikke noget, man bliver rig af. Vi har gjort det for at vise, at vi stadig gerne ville holde liv vores by, men det er klart, at når vi er en by, hvor syv-otte steder tilbyder takeaway, vil vi have en bid af kagen alle sammen, og så er Give trods alt ikke større.

- Nu glæder vi os bare virkelig meget til se vores gæster igen og lave noget god mad til dem, siger Tommy Albrechtsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Billund

Sherif Haps er egentlig bare en glad mand fra Grindsted: Nu er hans videoer blevet vist 13 millioner gange på YouTube

Debat

Jeg havde ellers glædet mig!

Erhverv For abonnenter

NPV satser på byggestart inden nytår: Posthusgrunden skal bebygges fra 'den billige ende'

Kultur

Jelling har en plan: Når du ikke må komme på festival - kommer festivalen hjem til dig

Annonce