Annonce
Erhverv

Kirk-familien skovler milliarder ind

Søren Thorup Sørensen, administrerende direktør i Kirkbi A/S, har god grund til at glæde sig over 2019-resultatet, der viser et overskud på svimlende 16,8 milliarder kroner efter skat. Foto: Sara Gangsted/Scanpix
Kirkbi A/S, som er Kirk Kristiansen-familiens pengetank, kom ud af 2019 med et overskud på hele 16,8 milliarder kroner efter skat.

Kirkbi: 2019 var et særdeles godt år for familien Kirk Kristiansen fra Billund. Familiens pengetank, aktieselskabet Kirkbi A/S, har netop offentliggjort sit årsregnskab for 2019, og det viser et svimlende overskud på 16,8 milliarder kroner efter skat. Det er massiv fremgang i forhold til 2018, da overskuddet ”blot” lød på 8,7 milliarder kroner.

- Vi glæder os over resultatet, vel vidende at virkeligheden i dag - tre måneder inde i 2020 - ser ganske anderledes ud på grund af den nedlukning, der er afledt af Covid-19, siger Søren Thorup Sørensen, der er administrerende direktør i Kirkbi A/S, ifølge en pressemeddelelse.

Annonce

Kirkbi A/S

Kirkbi A/S er et aktieselskab, hvor aktierne er ejet af Kjeld Kirk Kristiansen samt hans tre børn; Thomas Kirk Kristiansen, Sofie Kirk Kristiansen og Agnete Kirk Thinggaard.

Selskabet ejer 75 procent af Lego samt 50 procent af Merlin Entertainments Group, der blandt andet ejer Legoland, London Eye og Madame Tussauds.

Kirkbi A/S ejer desuden andele af virksomheder som ISS, Nilfisk og Falck.

Legoland er købt tilbage

Som sin største aktivitet ejer Kirkbi 75 procent af aktierne i Lego-koncernen. Derfor er selskabets resultat i meget høj grad afhængigt af, hvordan det går for Lego, og da legetøjsvirksomheden fra Billund oplevede fremgang i både omsætning og overskud i 2019, er det noget, der kan læses direkte i regnskabet for Kirkbi A/S.

Som en af årets store og væsentlige begivenheder peger Kirkbi A/S på, at der i november blev skrevet under på en aftale, der sikrede Kirkbi øget ejerandel i det britiske selskab Merlin Entertainments, som blandt andet ejer Legolands forlystelsesparker samt andre turistattraktioner som London Eye og Madame Tussauds.

Kirkbi ejer nu 50 procent af aktierne i Merlin Entertainments, og dermed er ejerskabet af Legoland nu delvist tilbage hos familien Kirk Kristiansen.

Ekstraordinær situation

Forventningerne til 2020 er på grund af den situation, verden befinder sig i, noget mere usikre.

- Det er en meget ekstraordinær situation, verden befinder sig i på grund af det globale udbrud af Covid-19. Kirkbis fokus i denne situation er på vores medarbejdere og samfundets sundhed og sikkerhed samt at være en god og ansvarlig ejer, der støtter de virksomheder, som vi er ejere af. Derfor er der fokus på at træffe ansvarlige og rationelle beslutninger i denne usikre tid, lyder det fra Søren Thorup Sørensen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Ny vej er afgørende for Kvickly

Annonce