Annonce
Fredericia

Kirke holdt drop-in dåb: Tvillinger var blandt de første

Fredag kunne man for første gang "droppe ind" og blive døbt i Fredericia. Tvillingerne Aron og Thor var blandt de første, der blev døbt på den måde. Foto: Klaus Madsen
For første gang i Fredericia blev der afholdt drop-in dåb. Det skete i Trinitatis Kirke, og 11 benyttede sig af muligheden.

Fredericia: Fredag 24. maj var en usædvanlig dag i Trinitatis Kirke.

For første gang blev der holdt drop-in dåb, hvor både børn og voksne kunne komme uanmeldt og blive døbt, uden at det var en del af en gudstjeneste. Det foregik mellem klokken 15 og 20, og i alt 11 mennesker benyttede sig af muligheden.

Blandt dem var tvillingerne Thor og Aron på syv år. Hele familien fra Klattrup var med til begivenheden, og forældrene, Margrét Ósk Steindórsdóttir og Jimmi Olander, var glade for den fleksible mulighed.

- Vi ville gerne have gjort det, da de var mindre, men kunne ikke finde tiden til det. Så kom muligheden her, hvor vi kunne få hele familien med, sagde en glad Margrét Ósk Steindórsdóttir.

Hun er fra Island, hvor der er flere fleksible muligheder for kirkelige ritualer, end der traditionelt har været i den danske kirke.

- Det er godt, at kirken åbner op for det her. For grunden til, at mange danskere trækker sig fra folkekirken er nok, at det ikke er så fleksibelt. Så vi var glade for den her mulighed, sagde Jimmi Olander.

Thor og Aron havde varmet op til dåben med en lille spurt rundt om kirken. Bagefter havde de store smil på læberne, da de blev fotograferet foran kirken.

Annonce

Drop-in dåb

Drop-in dåb er et fænomen, som indtil videre mest er brugt i København og Aarhus, og det har bredt sig til flere dele af landet. Blandt andet Fredericia, hvor man fredag 24. maj kunne prøve for første gang i tidsrummet mellem klokken 15 og 20.

Alle, der blev døbt, skulle fremvise gyldig legitimation. Dåbsattesten blev ordnet på dagen. Børn under 18 år skulle have forældre og værge med.

De fire præster, som stod for dåbsritualerne, glædede sig også. Det var Kirsten Højstrup Nielsen, Hannerup, Elin Skoven, Christianskirken, Peter Nikolaj Frøkjær-Jensen, Erritsø og Susanne Charlotte Knudstorp fra Lyng Kirke.

- Vi vidste jo ikke, hvor mange, der ville komme, sagde Elin Skoven i en pause mellem ritualerne. Hun så flere kvaliteter i den nye form.

- Det er en meget meningsfuld og bevægende oplevelse. Det er noget specielt, når dåben ikke er en del af en gudstjeneste. Selve dåbsritualet får krop på en anden måde, end det ellers ville gøre. Det står mere frem i sin enkelthed og styrke, sagde Elin Skoven.

Kirken ønsker ikke, at ydre omstændigheder skal stå i vejen for en dåb.

- Nogle er kommet i dag, fordi de ikke har lyst til at blive døbt ved en almindelig gudstjeneste. Det forekommer dem for overvældende at blive døbt i en fyldt kirke, sagde Elin Skoven.

Næste mulighed for drop-in dåb er lørdag 21. september i Sct. Michaelis Kirke fra klokken 11 til 15.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce