Annonce
Jelling

Kirkestier er ujævne: Store sten skal tilbage i niveau

Det er vigtigt for de tusindvis af turister at være koncentrerede, når de bevæger sig frem og tilbage på stien mellem Jelling Kirke og Kongernes Jelling. Foto: Anders Kynde
På Jelling Kirkegård skal to stier bestående af store bordursten lægges om, da der flere steder er en niveauforskel på to til tre centimeter.

Jelling: Er du gangbesværet og gerne vil opleve Jellingstenene og Jelling Kirke, er der godt nyt.

Siden foråret har menighedsrådet i Jelling Sogn arbejdet på et projekt, der skal få stierne tilbage i vater på kirkegården. Lige nu er forholdene nemlig ikke optimale for kirkegængerne og de over 200.000 turister, der besøger området hvert år.

Helt konkret drejer det sig om veststien og sydstien, som går til henholdsvis Kongernes Jelling og Sydhøjen. Her er der markante niveauforskelle mellem de store bordursten, som danner stierne.

- Bordurstenene har arbejdet og lavet meget stor højdeforskel. Når jeg siger meget stor, så snakker vi om to til tre centimeter. Men det er også meget, hvis man har en rollator. Det er også nemt at snuble. Så derfor har vi talt med provstiet og bedt om ekstraordinære midler, så vi kan få nivelleret de store bordursten, siger Jens Maibom, formand for menighedsrådet i Jelling.

Pas på, du ikke snubler. På kirkegården i Jelling er to stier, der fører til Jellingstenene, så ujævne, at menighedsrådet nu vil have dem tilbage i niveau. Foto: Anders Kynde

Sti fra 1975

Ifølge Jens Maibom er stierne lagt omkring 1975.

- På stien ved dobbeltporten - på den anden side af kirken - ligger stenene meget lige, men lige nøjagtigt dér, hvor den kvarte million mennesker går, er der ujævnt. Og det er vi nødt til at gøre noget ved for at gøre det lettere fremkommeligt – særligt for gangbesværede, siger han.

Er det, fordi der har gået så mange mennesker lige der, at stierne er blevet ujævne?

- Jeg er ikke ekspert, men jeg tror ikke, det er derfor. Jeg tror, det er stenene, der har arbejdet sig ned. Det er nogle store sten med flere centimers dybde, siger han.

Begynder i efteråret

Omlægningen af bordurstenene bliver ikke det eneste, der skal ordnes.

- Noget andet, vi kigger på, er de græsrabatter, som samtidig er vokset i højde. Nogle steder har vi fået en højdeforskel på 10 centimer mellem rabatten og stenene, og her vil vi gerne have det på niveau, forklarer formanden.

Han håber at få sat gang i omlægningen i efteråret.

- Det er et problem, som folk har snakket om længe. Vi tog det op i menighedsrådet i foråret, men som alt andet på Jelling Kirkegård, skal tingene gøres i den rigtige rækkefølge. Nu er vi ved at få sendt et udbudsmateriale ud, hvorefter der går tre til fire uger, før vi får noget tilbage, som vi kan kigge på. Vores mål er at få det lavet i efteråret, for det er problematisk, som forholdene er nu, fortæller Jens Maibom.

Han kender endnu ikke det præcise budget for omlægningen, da det først er ved at blive sendt i udbud.

Det er planen, at bordursten og græsrabatter skal være på samme niveau. Foto: Anders Kynde
Annonce
Forsiden netop nu
112

Campinghytten var fuld af tyvekoster: Retten udviste de to gerningsmænd

Annonce