Horsens: Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) har ikke fundet anledning til at indlede en undersøgelse af sagen, hvor en ældre mand torsdag aften blev påkørt og hårdt kvæstet af en flugtbilist i området omkring Bilka i Horsens.
Det oplyser chefkonsulent hos DUP Christel Stigaard.
- Vi er blevet underrettet om, at der var en sag. Men det er ikke en sag, vi har fundet anledning til at tage op, siger chefkonsulenten.
DUP efterforsker sager, hvor politiet på den ene eller den anden måde er involveret i sager, hvor personer enten afgår ved døden eller kommer alvorligt til skade. Det kan for eksempel være sager om færdselsuheld, der sker, fordi politiet jagter en flygtende bilist.
Flere vidner har oplyst til Horsens Folkeblad, at de har set en mørk bil blive jagtet af flere politibiler i det sydlige Horsens og ud mod Stenderup og Bjerre torsdag aften enten før eller efter påkørslen.
Samtidig forklarede den 39-årige mand, der fredag blev varetægtsfængslet i sagen, i forbindelse med grundlovsforhøret, at han inden påkørslen lagde mærke til nogle civile politibiler og derfor ville væk, selvom han egentlig bare skulle ud for at handle.
Fåmælt politi
Efterforskningsleder Jens Lyng fra Sydøstjyllands Politi bekræfter, at der var civile politibiler i området omkring Bilka torsdag aften. Han ønsker dog ikke at oplyse, om betjentene i de civile biler var i området for at anholde den 39-årige, der var efterlyst.
- Det kan jeg desværre ikke sige noget om, og det er af hensyn til efterforskningen. Vi afventede, at Politiklagemyndigheden skulle tage stilling til, om de ville gå ind i sagen. Derfor var vi fåmælte i fredags. Da de besluttede, at de ikke ville undersøge sagen, overtog vi efterforskningen igen, oplyser Jens Lyng.
Han bekræfter også, at politiet efter påkørslen jagtede den 39-årige.
- Men det lykkedes ham at stikke af fra os, fortæller efterforskningslederen om manden, der sent torsdag aften blev anholdt i forbindelse med en større politiaktion mod en lejlighed i Amaliegade i Horsens.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed
Politiklagemyndigheden har til opgave at efterforske strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten samt sager om personer, der er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.
Politiklagemyndigheden har endvidere til opgave at behandle og træffe afgørelse i sager, hvor der er klaget over politipersonalets adfærd.
Offer stadig indlagt
Det var en godt 80-årig mand, der torsdag aften blev ramt af flugtbilisten, mens han var i færd med at krydse et fodgængerfelt på Ove Jensens Allé i nærheden af Bilka i Horsens.
Ved påkørslen pådrog manden sig fire ribbensbrud, blødning i venstre lunge, kraniebrud med to hjerneblødninger samt tre brud på knogler i ansigtet. Ifølge efterforskningsleder Jens Lyng er manden mandag stadig indlagt og får behandling for sine kvæstelser. Han er dog umiddelbart uden for livsfare.
Den 39-årige mand fra Horsens blev fredag varetægtsfængslet i sagen efter et grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Han erkender, at han kørte bilen, da den ramte fodgængeren, men han ville i grundlovsforhøret ikke tage stilling til sigtelsen for, at han "for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde" havde "voldt nærliggende fare for nogens liv eller førlighed". I bilen var - ud over den 39-årige - også en yngre mand. Han har ifølge Jens Lyng været anholdt, men er blevet løsladt igen.
Den 39-årige er - ud over påkørslen - sigtet for et røveri mod en guldsmed i Vejle i september.
Det forhold nægtede han, men han erkender at have stjålet to kasser med Rolex-ure til en værdi af 600.000-700.000 kroner fra guldsmeden.