Annonce
Vejle

Klager over forvoksede kolonihaver får kommunen til at reagere

Allan Hviid Pedersen alias Jordbærhat er talsmand for kolonihaveforenignen Borchsminde og medlem af Vejle Byråd for SF. Han afventer med spænding et udspil fra sine byrådskolleger i teknisk udvalg. Arkivfoto: Mads Hansen

Teknisk udvalg skal diskutere, om der skal reguleres bedre på området efter flere klager.

Vejle: Kolonihavehuse, der mere minder mere om parcelhuse og store sommerhuse end klassiske små havehuse, skyder med ujævne mellemrum op i Vejles kolonihaveområder.

Som udgangspunkt er en kolonihave ifølge kolonihaveloven en have på op til 400 kvadratmeter. Vejle Kommune har samtidigt sat en max-størrelse på bebyggelsen, nemlig 30 kvadratmeter. Et havehus, der er tænkt som en mulighed for at overnatte i sommerhalvåret.

Men enhver, der går en tur i eksempelvis kolonihaveområdet vest for Boulevarden, kan se, at ikke alle kolonihaveejere deler kommunens opfattelse. Her er huse knopskudt til langt flere kvadratmeter, mens andre er anlagt langt større fra første færd.

Tirsdag vil embedsmændene i teknisk forvaltning gerne høre, hvad politikerne i teknisk udvalg tænker om sagen. Ifølge forvaltningen har man nemlig modtaget flere klager fra naboer til store kolonihavehuse. Samtidigt er der kommet forespørgsler fra flere kolonihave-bestyrelser, der gerne vil have lov at indrette større haver.

Annonce

På mange måder er vi 30 år foran kommunens vision om en Rosborg-bydel med små og store boliger og stærke og mindre ressourcestærke borgere.

Allan Hviid Pedersen (SF), talsmand for Borchsminde

Formand ønsker dialog

- Nu tager vi en snak om det. Jeg forestiller mig bestemt ikke, at vi skal fare frem med bål og brand, siger formanden for teknisk udvalg, Christoffer Melson (V).

Det med brand er netop en af hans bekymringer. Det er langt fra altid, at bygningsreglementet er taget i ed, når der bygges. Derfor mener udvalgsformanden, at det også er i kolonihaveforeningernes egen interesse, at der kommer mere fokus på byggeriet:

- Jeg har været på besøg, og kan jo konstatere, at der ligger huse, der mere minder om helårshuse. Det er ikke tanken og kan vel heller ikke være i foreningernes interesse. Men samtidig ved jeg, at området varetager en social funktion. Derfor mener jeg, at vi skal få en dialog i gang, siger Christoffer Melson.

Venter på udspil

En af de haveforeninger, der rummer huse, der kan bruges året rundt, er Borchsminde bag Boulevarden. Her har selvbyggere opført ganske store huse gennem årene, og det gælder også talsmand Allan Hviid Pedersens hus, der er betydeligt større end 30 kvadratmeter.

Allan Hviid - med tilnavnet Jordbærhat - har ikke længere fast adresse i huset på Merianvej. Siden han 1. januar fik plads i Vejle Byråd for SF, har han flyttet adresse til en lejlighed i nærheden. Men huset ejer han stadig og det er ham, der udtaler sig, når det gælder Borchsminde:

- Lige nu venter vi på et udspil fra udvalget. Der er ikke lagt op til beslutninger i forbindelse med mødet tirsdag. Derfor må vi se, hvad de kommer med, siger Allan Hviid Pedersen.

Social funktion

Det var SF-politikeren, der viste rundt, da Christoffer Melson og hans formandskollega fra natur- og miljøudvalget, Karl Erik Lund (DF), var på besøg i sommer:

- Og jeg tror da, at de tog hjem med en fornemmelse af, at der er styr på for eksempel brandsikkerheden. Kloakeringen er også i orden her i vores haveforening, siger Allan Hviid Pedersen.

Men hvordan har du det med, at der er huse, hvor folk bor året rundt?

- Jeg synes, man skal huske, at vi opfylder en vigtig social funktion. Her bor mennesker, der ikke ville overleve halvanden måned i en lejlighed, siger talsmanden.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce