Annonce
Trekantområdet

Klimadilemma: 6000 ansatte dropper Spanien, mens 11 byrødder flyver til London

Borgmester Johannes Lundsfryd (S) mener, at det nogle gange er nødvendigt at flyve udenlands for at blive klogere på løsninger, man kan bruge lokalt i Middelfart. Foto: Colourbox/Peter Leth-Larsen.
Middelfart Kommune skal til at granske klimaaftrykket, når man rejser udenlands og bygger nye daginstitutioner - og hvordan man kompenserer for belastningen lokalt.

Assens/Middelfart: Det koster på CO2-regnskabet at blive klogere.

8. marts drager 11 politikere fra Middelfart Kommune på fælles studietur henover tre dage til London for at hente ny viden. Her skal byrødderne blive inspireret i forhold til at indfri kommunens storstilede vision "Fra Middelfartbarn til Verdensborger".

Mens kommunens flere tusinde ansatte i regi af Assens-Middelfart Feriefond har droppet en ferielejlighed i Sydspanien af hensyn til klimaet, så holder politikerne fast i, at man ind i mellem fortsat skal flyve til udlandet for at blive klogere.

Lars Vigsø (S), formand for Børn-, Kultur- og Fritidsudvalget, oplyser, at man flyver fra Kastrup Lufthavn, da man har besluttet at flyve med et selskab, man var sikker på, havde en overenskomst for de ansatte.

- Det skal være så sobert som muligt, og vi skal kunne stå inde for det, siger han.

Assens rejser ikke udenlands

Borgmester Johannes Lundsfryd (S) erkender, at den slags klimaspørgsmål er fyldt med dilemmaer.

Han fortæller, at kommunen netop er startet på en screening af de politiske dagsordener, hvor man som nogle af de første i landet udpeger sager, der skal underkastes et kritisk blik, når det gælder klimaaftrykket.

Man vil også undersøge, hvordan man i givet fald kan kompensere med eksempelvis lokal skovrejsning. Borgmesteren er dog ikke klar til at bede sine byrådskolleger om at droppe flyvemaskinen.

- Vi har i vores aftale om politisk lederskab aftalt, at en af måderne at blive klogere på er at undersøge, hvad man gør andre steder, så vi kan blive inspireret til at finde nye løsninger, siger Johannes Lundsfryd.

Han nævner flere eksempler på, hvordan man allerede i dag laver tiltag, der er til gavn for klimaet, men at man i et moderne velfærdssamfund ikke kan komme udenom at bygge nye daginstitutioner og andet, der belaster klimaet.

Borgmesteren i Assens, Søren Steen Andersen (V), fortæller, at den vestfynske kommune umiddelbart ikke belaster klimaet på studieture, da det er flere år siden, at man på den måde har rejst udenlands.

Når turen går til politiske topmøder i eksempelvis Aalborg, så ligger klimaet i baghovedet.

- Vi appellerer til samkørsel, eller at man tager toget, nævner Assens-borgmesteren, der understreger, at det skal være indenfor rammerne af en travl politisk kalender.

Borgmesteren hilser det velkommen, at medarbejderne i feriefonden har droppet ferieligheden i Spanien af hensyn til klimaet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce