Annonce
Alarm 112

Klip-klip-klip: 40 bilister blev taget med mobiltelefonen i hånden

Arkivfoto: Michael Bager

Vejle: Onsdag fra klokken 8 til 15.30 gennemførte Patruljecenter Midt en færdselskontrol, der omfattede Dæmningen, Kirkegade, rundkørslen ved havnen, Enghavevej, Boulevarden, Koldingvej og Skovgade.

I alt blev der registreret 47 trafikforseelser, mens betjentene var på gaden.

Der blev givet 38 klip i kørekortet og bøde til bilister i personbiler og varebiler for at benytte sig af håndholdte mobiltelefoner. Det samme skete for to lastbilchauffører.

En cyklist kørte også og talte i mobiltelefon. Det gav dog ikke et klip i kørekortet, men en bøde, fortæller vicepolitiinspektør Mikkel Ross, Sydøstjyllands Politi.

- Det er ikke særlig godt, at folk ikke har fundet ud af, at de ikke skal bruge mobiltelefoner, mens de kører. Det er skyld i mange færdselsuheld, påpeger vicepolitiinspektøren.

Han glæder sig dog over, at ingen af de stoppede bilister var påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer. Der var heller ingen, som kørte bil uden førerret.

Til gengæld var der tre bilister uden sele, to biler, der havde fejl og mangler, foruden én person på knallert, der begik en manøvreforseelse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce