Annonce
Danmark

Klumme: Kære skole, vi ses på den anden side

Der er nok at holde styr på hjemme. Foto: Christine Landry

Jeg har haft så dårlig samvittighed. Lige siden corona rullede ind og vendte vrangen ud på vores hverdag. Lige siden folkeskolen flyttede ind og satte sig solidt ved vores køkkenbord. Lige siden den lange besked med pensum for coronatiden tikkede ind på Aula. Og jeg ved, jeg ikke er alene om den dårlige samvittighed.

Den første uge af hjemmeskolelivet lavede jeg en planche med, hvad der skulle laves hvilke dage for at nå alle de lektier, der tikkede ind på Aula. De første dage var det hele nyt og spændende. Vi legede skole, og min syvårige lavede lektierne i en rasende fart på et brændstof af fantasi og nysgerrighed.

Men så blev det weekend. Og da mandagen var godt i gang, var det, som om det gik op for os alle, at skolelegen ikke længere var en leg, men en ny hverdag, der godt kunne gå hen og blive lang.

Egentlig var der ingen grund til at stresse. Vi kunne jo bare lave lektierne, når vi ville. Måske starte med lidt leg og så gå i gang senere. Men min pligtopfyldende side mente, at det var bedst med struktur, kæft, trit og retning. Vi skulle op og i gang. For det er ligesom med madpakken. Vi har jo lært, at leverpostejen skal spises før pålægschokolademaden, ikke?

Så jeg oksede på med den syvåriges lektier. ”Marius, lad være med at skrive så sjusket,” vrissede jeg. Mens jeg overvejede, hvor utrolig meget koldsved man kan producere over matematik, der er beregnet til børn i 1. klasse. Alt imens den storsnakkende treårige sang omkvædet af Elsa-sangen i falset om og om igen, mens hun kom til at vælte en skål perler på gulvet og i øvrigt også gerne ville have smurt en mad.

Og jeg kunne godt mærke, hvordan jeg blev mere og mere stram at høre på.

Men så var det videre til dansklektierne. Og engelsk. Og alt det frivillige, som han jo også hellere måtte lave, for tænk lige, hvis kineserne skulle komme og overhale ham. Og så var der også mit eget arbejde ikke at forglemme.

Og så kom dommen. ”Mor, du er ikke en særlig god lærer. Jeg savner mine egne lærere”. Og jeg kunne faktisk ikke bebrejde ham.

Den dårlige samvittighed marcherede hånd i hånd med utilstrækkeligheden. Som mor, som lærer, som ansat, som kok, som husholderske.

Og jeg har kun ét barn i skolealderen, tænkte jeg. Jeg forestillede mig levende, hvad forældre med to, tre eller flere børn sad og svedte over.

Så med udsigterne til, at Mors Hjemmeservice med stor sandsynlighed skal operere herhjemme i adskillige uger endnu, vidste jeg forleden, at noget måtte gøres.

Inden jeg gik i seng, læste jeg et opslag på Facebook af en meget klog skoleleder fra Esbjerg. I grove træk satte han spørgsmålstegn ved, om det vi lærer gennem 10 år i folkeskolen, er så vigtigt, at vi krampagtigt skal søge at fortsætte så uforandret som muligt. Eller om vi måske skulle fylde tiden med det, vi til daglig mangler. Ro, langsomhed og samtaler.

Mon vi mister noget, hvis vi ikke når at lave side 73 og 74 i matematikbogen, tænkte jeg. Mens den dårlige samvittighed prikkede stiltiende til mig. Men jeg bestemte mig alligevel for at smide det hele over bord og satse på det, som opsluger børnene for tiden.

Så vi startede dagen med skolebordet fuld af glimmer og karton. Børnene lavede opfindelser med limpistoler, og hvad der lige var i papskraldespanden. Vi hørte uoverskueligt mange MGP-sange på repeat. En plukkede påskeliljer, mens en anden lavede et armbånd. Vi gik en tur for at se, om fårene havde fået lam.

Vi lavede risengrød, snakkede om universets sorte huller og spiste en is. Vi larmede, vi var stille, og vi snakkede om, hvorfor man drømmer. Vi lyttede til hinandens værste mareridt, vi så på heste, og vi spiste varm mad til frokost.

Men vigtigst af alt, så grinte vi langt mere sammen, end da vi svedte over matematikken og de andre lektier.

Og helt ærligt, hvorfor skulle vi ikke nyde frikvarteret fra hverdagens skoleliv, som pludselig ligger foran os. Droppe den dårlige samvittighed og lektierne på Aula? Og tro på, at snakken omkring frokostbordet, fri leg og fordybelsen i hinanden giver børnene meget mere end alle regnestykkerne i bøgerne tilsammen?

Jeg har i hvert fald tænkt mig at satse hele butikken på nærvær, inden hverdagen, som vi kender den, igen ruller videre.

Christine Landry. Foto: Michael Bager
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Hjernehold holder sammen

Danmark

Lyt her: Erling Fjeldsted kaster op to gange hver nat - du må ikke begå samme fejl som mig

Annonce