Annonce
Udland

Knap halvdelen af Trump-vælgere vil støtte ham i nyt parti

Den tidligere præsident Donald Trump er stadig en særdeles populær skikkelse blandt sine vælgere. (Arkivfoto.). Foto: Gerald Herbert/Ritzau Scanpix
Trump-vælgere fra 2020 har stadig stor loyalitet over for præsidenten, viser ny undersøgelse.
Annonce

Hvis den tidligere amerikanske præsident Donald Trump danner et nyt parti, kan han formentlig regne med stor opbakning.

Således vil 46 procent eller knap halvdelen af alle Trump-vælgere vende ryggen til Republikanerne og følge med ham over i et nyt parti.

Det viser en undersøgelse foretaget af Suffolk University og mediet USA Today. Det skriver USA Today.

Dermed er der fortsat stor loyalitet blandt vælgerne over for Trump på trods af stormen mod Kongressen 6. januar og den efterfølgende rigsretssag mod Trump, som endte med, at han blev frifundet.

En af de adspurgte i undersøgelsen, 27-årige Brandon Keidl, forklarer sine svar således:

- Vi føler, at Republikanerne ikke kæmper nok for os, og vi ser alle, at Donald Trump kæmper så meget, som han kan, for os hver eneste dag, siger Keidl, der ejer en mindre virksomhed i Milwaukee, til avisen.

- På den anden side er der establishment-republikanerne (dem, som tilhører det etablerede system, red.), som bare er enige med establishment-demokraterne om alt, og de kæmper aldrig imod.

Rigsretssagen tydeliggjorde en strid om Trumps rolle i Det Republikanske Parti.

Syv republikanske senatsmedlemmer stemte for at kende ham skyldig, og efter sagen har Trump blandt andet været på kollisionskurs med Senatets mindretalsleder, Mitch McConnell, der er USA's øverste valgte republikaner.

McConnell udtalte efter sagen - på trods af at have stemt for Trumps frifindelse - at han anser Trump for at være "praktisk og moralsk ansvarlig" for kongresurolighederne, der opstod, efter at Trump havde holdt en tale til sine tilhængere.

Senere har Trump kaldt McConnell en "gammel levebrødspolitiker", som burde droppes af vælgerne.

Og det lader flere altså til at være klar til.

I USA Today-undersøgelsen siger omkring halvdelen, at de er "loyale over for Trump", selv hvis det resulterer i mindre støtte blandt establishment-republikanerne.

Kun 19 procent siger, at partiet burde blive mindre loyalt over for Trump og i stedet følge establishment-kursen.

Undersøgelsen er foretaget fra mandag til fredag. I alt 1000 Trump-vælgere fra valget i 2020 er blevet spurgt. Den har en usikkerhed på 3,1 procentpoint.

/ritzau/

Link til USA Today-artikel
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Corona-alarm i Vejle: Nu stemmer styrelse dørklokker i de mest belastede områder

Annonce