Knapper nok til en halv lufthavn: Antons kinoorgel har ikke tabt pusten

Hornstrup: Det er ikke et orgel, man bare sætter sig til og spiller løs på. Det hele begynder med, at man tænder for en 7,5 hestes motor et andet sted i huset.

Så står man umiddelbart med lyden af et utæt ventilationsanlæg.

Men det ved Anton Stormlund, hvad man skal stille op med. Og dét i en grad, så den "gamle" musikskoleleder i Egtved er begyndt at give koncerter i udlandet. På kinoorgel.

- I Norddeutsche Rundfunks studie 1 i Hamborg står et af Europas største kino-/koncert-orgler, et Welte Funkorgel fra 1930, som har været brugt i radiotransmissioner gennem årene. I de sidste mange år har dette kæmpe-instrument kun været i gang to gange om året, hvor den lokale forening åbner op til koncert. I mange år er de mest fremtrædende kino-organister fra England og USA således blevet præsenteret som solister her, fortæller Anton Stormlund.

Han var derfor passende overrasket, da foreningen kontaktede ham og bad ham være solist ved forårets koncert i Hamborg.

- Først troede jeg, det var en joke. Det var mig en stor ære, et highlight i min karriere, og jeg modtog megen ros for min koncert, siger den efterhånden 73-årige mand.

Det er nok ikke det rene snak, for nu er han hyret til at spille i Holland 27.-28. juni.

Kinoorgel?

Jo, altså: Før 1928 kom film uden lyd. Så sad et orkester og spillede til filmene, mens billederne rullede over biograflærredet.

Det var selvfølgelig alt for dyrt, så en eller anden byggede et orgel, der kunne sige som et orkester, selv om kun én mand spillede. I dag er det forældet teknologi - men det er stadig imponerende mekanik fra den gang, hvor teknik var reel.

I 1940'erne og 1950'erne var kinoorgelet i Palladium Biografen i København en turistattraktion. Palladium var en luksusbiograf med kongeloge og egen børnehave. Samt et kinoorgel, der roterede sig op fra under gulvniveau, mens en hvidklædt smokingmand spillede underholdningsmusik på det.

Ofte gik folk, når musikken var færdig, for det var ikke filmen, de var kommet for at se. Det blev pillet ned i 1960, og så var der intet kinoorgel i Danmark, før Anton Stormlund i oktober 2001 hentede et i Bathgate nær Edinburgh.

Det ankom i en lastvogn til Hornstrup, og han brugte otte måneder og venners hjælp til at genopbygge det. Hele huset flød med omkring 900 dele.

Blot én detalje: Der er brugt 25 kilometer ledning for at få det hele bundet sammen igen.

Kinoorglet har siden været det eneste i Danmark og fylder Hornstrups tidligere forsamlingshus i flere etager. Det ligner førerhuset på en jumbojet, hvor ham, der spiller, næsten forsvinder i myriader af knapper.

Det store apparat har uudtømmelige reserver af lyde og effekter. Der er 108 registre med forskellige lyde over de tre etager af tangenter.

Ved siden af står et "spøgelsesflygel", hvis tangenter bevæger sig i takt med spillet på orglets tangenter. Der er tilknyttet trommesæt, rørklokkespil og xylofon på husets førstesal.

Hjertet i maskineriet, motoren, står i den tidligere garderobe. 607 orgelpiber, hvoraf de længste er fire meter lange, stiller også sine pladskrav.

Respekten for orgler gik tabt, da hjemmeorglerne blev automatiske i 1980'erne. Men Anton Stormlund holdt sin spilleteknik ved lige.

- I 1992 blev jeg bidt af kinoorglet, da jeg første gang så et i England og fik lov at spille lidt på det. Hver gang vi var på ferie, skulle vi altid tjekke kinoorgler i England. Der er 200 spilleklare i England, og jeg har spillet på de 40 af dem, fortæller Anton Stormlund.

Der var stor interesse for blandt andet kinoorgelet i de første år efter åbningen af Stormlunds samlinger, der også omfatter selvbyggede dampmaskiner, telegrafapparater og andet mekanisk guf. Blandt andet fra flere tv-hold.

Nu er der mere stille, når det gælder fremvisninger, og som tiden går, bliver mange af samlingens effekter ramt af, at tiden har forladt de gamle teknologier.