Vejle: Vejle Fjordfestival inviterer i år til VM, Vejle-mesterskaberne i tartelet. Mesterskaberne finder sted 24.august i et telt ved Fjordenhus, hvor otte kokke skal dyste om at fremstille den flotteste og mest smagfulde tartelet. Og ifølge en af arrangørerne, Rasmus Simmelkjær, går en del af overskuddet til børn med kræft.
- Aftenen er både en musikalsk og en kulinarisk oplevelse. Billetprisen er 175 kroner, og for det beløb får man mulighed for at smage fire tarteletter fra madboderne med en øl til og en aften i selskab med Jørgen de Mylius, siger Rasmus Simmelkjær, der tilføjer, at idéen bag Vejle-mesterskaberne i tartelet er ønsket om at skabe en fest, hvor der er plads til mangfoldighed og én gang for alle hylde den sprøde, lækre tartelet, der også går under navnet "jyske cupcakes".
Han arrangerer mesterskaberne med Vejle Fjordfestival og Restaurant Remouladen.
Fransk tærte
Billetten sat til salg
Vejle-mesterskaberne er i år som nævnt en del af Vejle Fjordfestival.
Dørene åbnes klokken 17. Fra klokken 17.30 til klokken 20 serveres der tarteletter. Herefter skal vinderen findes; der uddeles både en publikumspris og en såkaldt jury- og innovationspris.
Prisen overrakkes af Per Mandrup, leder af Culinary Institute by Vejle Erhverv. Per Mandrup har flere års erfaring med kulinarisk innovation, blandt andet fra Teknologisk Institut.
Herefter går Jørgen de Mylius på scenen til en omgang Eldorado.
De 400 billetter er netop sat til salg via facebooksiden VM i Tartelet.