Annonce
Børkop

'Kom, bette piger': På den måde startede et liv med pleje

Gudrun Toftkær har brugt mange år af sit liv på at pleje andre. Nu er det hendes tur til at modtage den. Foto: Mads Dalegaard
Gudrun Toftkjær er 91 år. Hun har hele sit voksne liv passet og plejet andre i Brejning. Nu er det Brejning, der passer og plejer hende. En snak med en kvinde, der ankom på en mørk og regnfuld aften, men som fandt lyset i byen ved fjorden.
Annonce

Brejning: Det var en mørk og regnfuld aften i november, de ankom til Brejning. Ved stationen var der næsten intet liv, og de to unge piger, der havde fulgtes i toget, kiggede på hinanden og hankede op i deres kufferter.

Året var 1947, og den ene af de to unge piger, Gudrun, faldt i snak med den eneste person, de mødte. Postbuddet.

Han forbarmede sig og sagde "Kom, bette piger", og så tog han deres kufferter med i bilen, mens de selv måtte gå i mørket og regnen gennem skoven op til de store bygninger.

Her skulle de være sygeplejersker på De Kellerske Institutioner. En æra var startet for dem begge, men i denne artikel fokuserer vi på Gudruns historie. Om de 64 år hun havde med at pleje andre, og om selv at være i den situation, at hun nu skal modtage pleje.

Gudrun, dengang hun arbejdede på de Kellerske Anstalter. Hun er nummer to fra venstre. Foto: Mads Dalegaard

Hun er 91 år, bor på plejecentret Atriumhaven, og hun og Brejning har hørt sammen siden den mørke, regnfulde aften tilbage i i efterkrigsårene.

- Jeg er oprindeligt fra landet oppe omkring Hadsund. Jeg er fra et godt hjem. Penge kunne vi på ingen måde rutte med, men vi klarede det. Jeg husker det som en god barndom, siger Gudrun Toftkjær.

Annonce

Blev sygeplejerske

Som ung drog hun til Tårnby ved København, hvor hun fik arbejde på et sygehjem. Hun ville være sygeplejerske, og selvom pengene var små, lykkedes det hende at komme på sygeplejeforskole i Brejning.

Men på sigt skulle sygeplejen i Brejning ikke blive hendes kald. Det blev en spændende periode, men hun fandt aldrig roen og glæden på sygehuset.

- Jeg trivedes ikke, og året efter jeg var ankommet, sagde jeg til oversygeplejersken, at jeg ville blive der til jul, men så heller ikke længere. Men så gik det jo, som det jo gør, når man er ung. Jeg mødte en ung mand, nemlig Knud, der var underforvalter på den gård, som hørte til institutionerne. Og han var en flot, flot ung mand, siger hun og smiler lattermildt.

Og så gik det, som det jo ofte gør, når sød musik opstår. Knud og Gudrun valsede i samme takt, og i 1950 blev den første af deres to piger født.

- Det var jo en tid, hvor kvinden gik hjemme, og det gjorde jeg også. Vi fik købt en grund i Brejning og fik bygget et lille hus, og så blev Brejning jo for alvor min hjemby, siger hun.

Annonce

Blev hjemmeplejer

I mange år var hun først og fremmest husmoderen, men pleje-genet kunne ikke holdes nede. Hun ville gerne ud på arbejdsmarkedet, men ikke som sygeplejerske. Der opstod en mulighed, da pigerne blev ældre.

- Overlægen vidste jo godt, hvem jeg var, og en dag spurgte han mig, om jeg ville hjælpe til. Det ville jeg rigtig gerne. Jeg skulle følge med nogle af de åndssvage - ja, det kaldte vi dem jo dengang - der af forskellige grunde skulle andre steder hen. En skulle for eksempel til København, og jeg var også i Norge, hvor jeg skulle følge med en åndssvag til en læge deroppe. Det var meget spændende, og Knud måtte passe pigerne imens. Det gik helt fint, siger hun.

Sygeplejen gled mere og mere i baggrunden, og det kom aldrig tilbage. Men der kom mere og mere arbejde for institutionen, og da de udviklingshæmmede (de blev ikke længere kaldt åndssvage men på det tidspunkt evnesvage, red) ikke længere skulle bo på institutioner men i egen bolig, opstod behovet for hjemmeplejere.

- Det var lige noget for mig, men jeg have ikke en uddannelse i det, så den måtte jeg tage først. Det har været i starten af 1970'erne, og selvom jeg ikke var helt ung længere, gik det meget nemt. Jeg havde min sygeplejeuddannelse med i rygsækken, så det hjalp mig. Jeg måtte også tage et kørekort. Det var jo helt nødvendigt for at kunne komme rundt, forklarer hun.

Og det blev starten på mange år som hjemmeplejer. Men ikke kun det. Hun skulle også blive rejseleder for de udviklingshæmmede.

- Jeg oplevede jo, hvordan de havde det i sommerferierne, hvor de faste rutiner blev brudt op. Der skete ikke noget, og det var en hård periode for mange, når de ikke kunne arbejde i værkstederne. Så jeg tænkte, at så skulle vi da på tur. I starten var det korte ture, men senere var vi i blandt andet Østrig. Når jeg tænker tilbage, begriber jeg ikke, at jeg turde sådan kaste mig ud i al den rejsen, men da vi var i det, gik det jo meget godt, siger hun.

Annonce

Nu er det hendes tur

Hun forsatte som hjemmepleje og med rejserne til hun som 64-årig gik på pension.

- Det var første gang i mit liv, jeg ikke skulle gøre noget for andre, men kunne tænke mere på mig selv. Og det satte tanker i gang, og jeg fandt ud af, at jeg ikke ville have gjort det anderledes. Der har været knubs undervejs, men det oplever alle jo nok, men ved at gøre noget for andre, får man så meget tilbage. Det vil jeg ikke have været foruden, siger hun.

Nu er hun 91 år. Kroppen ryster. Det har den gjort i nogle år. Hun har boet på Atriumhaven i syv år. Hun er meget træt af alt det med corona. Det giver savn og en mere trist hverdag. Men det går.

En høne finder trofast vejen hen til Gudruns dør. De to får sig en lille snak hver dag. Foto: Mads Dalegaard

Til gengæld er hun ikke på nogen måde træt af at bo på et plejecenter.

- Jeg faldt og brækkede lårbenet, og siden har jeg haft brug for hjælp. Så jeg bor her på Atriumhaven, og det er jeg meget glad for. Man hører nogle gange folk sige, "Uh, jeg håber ikke, jeg ender på et plejehjem", men sådan skal de nu ikke tænke. Det er et godt hjem, og de ansatte passer og plejer en, siger hun og holder en lille pause.

- Jeg har passet folk i Brejning hele mit liv, så det er nu også meget fint, at nu kan Brejning passe på mig, siger hun og slår et grin op.

Det er løbet meget vand gennem åen siden, hun en mørk og regnfuld aften ankom til Brejning. Men den lette adgang til smil, den er der ikke ændret på.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Hvordan bliver julen 2020?

Annonce