Annonce
Børkop

Kommunal opbakning giver landsby mulighed for at byde på koncert med kongelige tenorer

De tre kongelige tenorer kommer til Brejning 13. december. PR-foto
Vejle Kommune giver underskudgaranti til Kunstskabet, der dermed kan byde på julekoncert med tre kongelige tenorer. Og en sopran.

Brejning: Nok er 13. december et pænt stykke ude i fremtiden, men alligevel glæder Vibeke Hegelund, der er formand for Kunstskabet, sig til den dag.

For der afholder Kunstskabet en julekoncert i Brejning, og der bliver tale om en af de helt store af slagsen, for det er sopran Dorthe Elsebeth Larsen samt De Tre Kongelige Tenorer, Sune Hjerrild, Peter Steen Andersen og John Venning fra Det Kongelige Teater, som Kunstskabet har hyret til at komme til Brejning.

- Vi har haft de Tre Kongelige Tenorer forbi før, og jeg kan derfor rolig love, at det bliver en forrygende oplevelse. Normalt er opera ikke noget, der sælger mange billetter i vores område, men de her tre mænd, der kan gøre det. De er helt utrolige underholdende, og de byder både på julemelodier og opera. Og hvem ved, måske en af publikummerne bliver trukket op til en dans. Det går i hvert fald ikke stille af sig. Det bliver en underholdende aften, siger Vibeke Hegelund.

Det går i hvert fald ikke stille af sig. Det bliver en underholdende aften

Vibeke Hegelund, formand for Kunstskabet

Kommunen bakker op

De tre tenorer og sopranen er dog ikke helt billige at få til Brejning, og da der kun er plads til 180 i kirken, kunne billetprisen blive ret høj. Men Vejle Kommune har valgt at stille en garanti for, at et underskud kan blive dækket ind.

Selv hvis der bliver udsolgt, vil der være et underskud på 16.000 kroner, men kulturudvalget har valgt at støtte arrangementet med netop det beløb.

- Vi er superglade for, at kommunen støtter os. Vi sætter normalt tæring efter næring, men det kan ikke lade sig gøre her. Vi synes dog, at det er vigtigt, at vi også kan få sådan en oplevelse i vores område, og at det skal være i Brejning Kirke, som er helt unik til den slags koncerter. Der er ikke plads til så mange, så det udfordrer selvfølgelig. Så det er dejligt, at kommunen bakker os op, siger hun.

Snart billetter til salg

Vibeke Hegelund forventer, at der bliver udsolgt, og at det kommer til at gå stærkt.

- Men man kan ikke købe billetter endnu, understreger hun.

Det kan man dog snart. For snart kommer Kunstskabets program på gaden, og dermed vil billetterne til julekoncerten også blive sat til salg. Alle, både medlemmer og ikke-medlemmer, kan købe billetter.

Annonce
Forsiden netop nu
112

Campinghytten var fuld af tyvekoster: Retten udviste de to gerningsmænd

Mest læste

Annonce