Annonce
Billund

Kommunaldirektør om Borgergade 17: - Vi kan som kommune ikke købe og leje ud

Billund Kommune har begrænsede muligheder for at styre, hvordan midtbyen udvikler sig. Arkivfoto: Martin Ravn
Billund Kommune har begrænsede muligheder for at bruge skatteydernes penge på at købe en bygning i midtbyen.

Grindsted: Byfornyelsesgruppen "Bedre byrum" drømmer om, at Billund Kommune finder penge til at købe Borgergade 17 i Grindsted, så gruppen herefter kan komme videre med at sætte bygningen i stand.

Alt peger dog på, at det er andre end kommunen, der skal tage et dybt greb i pengepungen. En kommune har nemlig begrænsede muligheder for at købe bygninger op.

- Hvis en kommune for eksempel har brug for en parkeringsplads, skal bygge et rådhus eller har et andet kommunalt formål, kan man godt købe en bygning og rive den ned for at give plads til det nye, men der skal været et legalt, kommunalt formål. Vi kan som kommune ikke købe og leje ud til en forretning, forklarer kommunaldirektør Ole Bladt-Hansen.

Hans bedste bud til gruppen bag "Bedre byrum" er derfor, at de selv køber bygningen og herefter søger kommunen - og fonde - om byfornyelsesmidler.

- Det er hårdt arbejde og knofedt at søge fonde, men det kan lade sig gøre. Kroen i Filskov er et godt eksempel på, at lokale er gået sammen om at investere og sætte i stand og derefter har lejet ud til en forpagter, siger han med henvisning til, at en række investorer i 2013 købte kroen, satte den i stand og lejede den ud til Bent og Louise Sandfeld.

Annonce

Tre værktøjer

En kommune har tre værktøjer i forhold til at få renoveret en by: Det er planlægning, almennyttigt byggeri og byfornyelse.

Planlægningsværktøjet kan for eksempel stille krav til, hvordan bygninger skal udformes, renoveres eller restaureres. Kommunen kan altså vedtage lokalplaner med bestemmelser om dette.

Som kommune kan man skyde ti procent af byggesummen i almennyttige boliger, som så drives af en boligforening - sådan som det er sket på privatskolegrunden i Grindsted.

Endelig kan kommune bidrage med byfornyelsesmidler.

Men som udgangspunkt består midtbyen af liberale erhverv, og det er derfor op til grundejerne at beslutte, hvad der skal foregå i bygningerne og hvilken stand, de fremstår i.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce