Annonce
Billund

Kommunalvalget bliver uden Lokallisten: - Konservative har plads til Lars H

Lars Hansen, til højre, blev valgt til Billund Byråd for Venstre i 2013. Han fik 189 personlige stemmer. Fire år senere var hans stemmetal steget til 278. I sommeren 2019 blev han ekskluderet af Venstre og var indtil mandag løsgænger med planer om at starte Lokallisten. Nu er han konservativ.  Arkivfoto: René Lind Gammelmark
Lars Hansen er blevet konservativ og starter derfor ikke nogen lokalliste. Han mener, at der er højt nok til loftet i Det konservative folkeparti.

Grindsted: Lokallisten kommer ikke til at figurere på valglisterne, når der til november næste år skal vælges nyt byråd i Billund Kommune. Løsgænger Lars Hansen fortalte mandag aften, at han har meldt sig ind i Det Konservative folkeparti, og dermed er det slut med hans planer om at stille op på Lokallisten.

- Jeg laver i hvert fald ikke nogen lokalliste, for min tid er ikke til det, og corona er også en forhindring, fordi det er svært at mødes. Der har været interesserede, men ikke nok, siger Lars Hansen.

- Tidligere på året i forbindelse med Lokallisten meldte du ud, at byrådet mangler "et sted for os, der gerne vil drive politik uden at være fuldstændig låst ovenfra". Nu har du meldt dig ind i et parti igen. Hvordan hænger det sammen?

- Det Konservative Folkeparti har ikke nogen hård styring ovenfra. Her er højt til loftet. Her er der plads til Lars H, siger Lars Hansen med henvisning til, at den plads ikke fandtes i Venstre, som ekskluderede ham i sommeren 2019.

Annonce

Beholder ØK-plads

Lars Hansen fik allerede i sin tid som Venstremedlem plads i økonomiudvalget, og den plads beholdt han, efter Venstre havde smidt ham ud. Han forventer derfor at beholde sin plads også nu efter skiftet til Det Konservative Folkeparti. Han beholder også sin plads i byrådsalen, da det er sidemanden, Allan Munk Nielsen (K), han nu har slået sig sammen med.

Står det til borgmester Ib Kristensen (V), bliver der ikke rokeret rundt på pladserne i de forskellige udvalg.

- Jeg har ikke tænkt mig at begynde på det her et år før valget. Det havde været noget andet, hvis vi var i starten af en valgperiode, siger han.

Skal der laves om, skal der tages udgangspunkt i den konstitueringsaftale, som Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti indgik efter valget i 2017. Ib Kristensen tror ikke, det vil ske.


Her er højt til loftet. Her er der plads til Lars H.

Lars Hansen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce