Annonce
Vejle

Kommunen gør klar til runde to: Nu skal de næste i Vejles vaccine-kø stikkes

De første vacciner blev givet på Plejecenter Kastaniehaven i Give. De sidste beboere blev stukket i fredags på Hovergården på Uhrhøj, hvor billedet her er taget. Foto: Mette Mørk
Beboerne på Vejle Kommunes plejehjem kom til først. Nu er turen kommet til de over 65-årige, der modtager hjælp i hjemmet.
Annonce

Vejle: Fredag fik den sidste plejehjemsbeboer i Vejle Kommune vaccinen mod coronavirus. Nu er turen så kommet til de næste i køen.

Det drejer sig om 870 borgere, der er over 65 år og modtager personlig pleje og praktisk hjælp i hjemmet. De er alle blevet kontaktet for at høre, om de ønsker stikket. Det gør langt de fleste - omkring 800. Det skriver Vejle Kommune i en pressemeddelelse.

Borgerne er også blevet spurgt, om de har brug for hjælp til transport, som kommunen ligesom andre kommuner er forpligtet til at tilbyde. Cirka 200 har takket ja.

De borgere har efterfølgende fået brev om, at de ikke skal gøre mere, men blot afvente nærmere information fra hjemmeplejen og kommunens kørselskontor, som sørger for at bestille vaccinationstid og transport til vaccinationsstedet.

Annonce

I kendte omgivelser

Denne gruppe skal ikke vaccineres på Vejles kommende vaccinecenter, der efter planen åbner på Dofovej 2B på fredag.

Da der er tale om nogle af kommunens mest sårbare borgere, har Vejle Kommune i samarbejde med regionen i stedet valgt, at de skal vaccineres på udvalgte plejecentre. I første omgang på Sofiegården og Gulkrog i henholdsvis Vestbyen og centrum.


Vi er glade for, at vi får mulighed for at prøve denne løsning af, så de mest sårbare kan blive vaccineret i kendte omgivelser.

Helle Brinch, seniorchef


200 skal have stikket på torsdag og har fået direkte besked.

- Vi er glade for, at vi får mulighed for at prøve denne løsning af, så de mest sårbare kan blive vaccineret i kendte omgivelser, udtaler seniorchef Helle Brinch.

Hun glæder sig over, at Vejle Kommune nu er klar til næste skridt for at udbrede vaccinen mod coronavirus.

De øvrige omkring 600 borgere, som selv eller med pårørendes hjælp sørger for transport til og fra vaccinationsstedet, skal selv bestille tid på www.vacciner.dk - og de skal som flertallet vaccineres i vaccinationscentret i byens nordlige industrikvarter lige rundt om hjørnet fra testcentret på Tysklandsvej.

De kan dog først bestille en tid, når de har modtaget et brev fra Sundhedsstyrelsen, enten e-Boks eller som fysisk brev, hvis man er fritaget for e-Boks.

Annonce

Ring ikke til lægen

Selve coronavaccinen består af to vaccinationer, som skal gives med tre-seks ugers mellemrum, men man bestiller tid til begge med det samme. Der skal bruges NemID til tidsbestilling.

Borgere, der ikke har et NemID, kan bestille tid ved at ringe til Region Syddanmark på telefonnummer 99 44 07 17 alle dage, også i weekenden og på helligdage, klokken 9-15.

Pfizer eller Moderna

  • De første - alle plejehjemsbeboerne i Vejle Kommune - fik vaccinen fra Pfizer/BioNTech.
  • Nogle af de næste vil med en vis sandsynlighed få vaccine fra virksomheden Moderna, som for nylig er blevet godkendt.
  • Flere tusind doser af Modernas vaccine blev efter godkendelsen sendt til Danmark, hvoraf samtlige vacciner er endt i Region Syddanmark og fordelt ud til kommunerne.

Sundhedsstyrelsen understreger, at alle får besked, når det er deres tur til at få tilbudt en vaccine. Den opfordrer derfor til, at man lader være med at ringe til lægen eller til sygehuset for at få en tid. Alle får besked i e-Boks eller per brev, hvis man er fritaget for digital post.

Ved spørgsmål om corona-vaccination kan Vejle Kommunes corona-hotline desuden kontaktes på telefon 21 31 76 83 på hverdage klokken 10-14 eller ved at sende en mail til corona@vejle.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Tre personer anholdt for afbrænding af statsministerdukke: En mistænkt er stadig på fri fod

Annonce