Annonce
Trekantområdet

Kommunen vil rive butikscenter ned i Kolding-ghetto: Alting er jo til salg til den rigtige pris, siger ejeren

Presan Ejendomme ejer butikscentret på Lærkevej i Skovparken/Skovvejen. Direktør Susanne Meldgaard fortæller, at centret er til salg til den rigtige pris. Hvad centret skal koste, kan og vil hun ikke fortælle på nuværende tidspunkt. Foto: Lena Juul
Presan Ejendomme med base i Herning ejer Skovparkens Butikscenter på Lærkevej. Direktør Susanne Meldgaard fortæller, at selskabet er en medspiller, der ønsker at gøre noget godt for Skovparken/Skovvejen-området.

Kolding: I udviklingsplanen for Skovparken-Skovvejen, der står på listen med landets hårde ghettoer, skal antallet af almene familieboliger skæres ned. 243 boliger skal jævnes med jorden, og i planen arbejdes der også med at rive butikscentret på Lærkevej 21 ned. Men vil ejeren overhovedet sælge?

- Alting er jo til salg til den rigtige pris, svarer Susanne Meldgaard.

Hun er direktør i Presan Ejendomme, der ligger i Herning, og ejer butikscentret sammen med sin mand, Preben Meldgaard.

Presan Ejendomme købte centret som en investering for mere end ti år siden, men hun ønsker ikke at fortælle til hvilken pris.

Hvad siger I som ejere til, at det område, som centret ligger i, er kommet på den hårde ghettoliste?

- Det har vi fulgt lidt med i. Vi har da også haft nogle udfordringer, men på nuværende tidspunkt er det roligt dernede.

Er centret fuldt udlejet?

- Der er et enkelt tomt lejemål, men det er måske lige oppe over, at det også er udlejet. Det forhandler vi om lige nu.

Giver det overskud at drive centret på Lærkevej?

- Det kører fornuftigt dernede, men det er ikke et center, vi bliver rige af, svarer Susanne Meldgaard.

Butikscentret

  • Butikscentret på Lærkevej 21 er på cirka 2500 kvadratmeter.
  • Det er opført i 1975 og udbygget i 2005.
  • Det er ejet af Presan-Ejendomme ApS, der har specialiseret sig i butiksudlejning og udlejningsejendomme, samt salg af boliger, butikker og erhvervsejendomme i Herning, Sæby, Kolding og Ringe.

Forslag faldt

For tre år siden diskuterede politikere i Kolding Kommunes socialudvalg at afsætte ti millioner kroner på budgettet med tanker på at købe butikscentret og rive det ned. Det forslag blev bremset, fordi beboere, kunder og butiksejere var i mod.

- Vi hørte godt rygterne om sagen, men det var vist bare noget snik-snak. Vi var overhovedet ikke i forhandling med Kolding Kommune om et salg i 2016.

Susanne Meldgaard fortæller, at der har været mange forslag til at ændre området.

- Vi har tit været en del af det arbejde, men projekterne er altid faldet til jorden på et tidspunkt. Vi har også holdt lidt tilbage i forhold til renovering, fordi vi aldrig ved, hvilket udspil kommunen kommer med.

Hun understreger, at hun og hendes mand som ejere af centret er en medspiller.

- Vi er selvfølgelig interesserede i at gøre noget godt for området.

Susanne Meldgaard kan og vil ikke udtale sig om, hvad centret, der er på små 2500 kvadratmeter, skal koste.

Prisen er afgørende

Medlemmerne af Kolding Kommunes udvalg for udfordrede boligområder har sammen med boligorganisationerne haft travlt med at udarbejde udviklingsplaner for boligområderne Munkebo og Skovparken/Skovvejen.

- Det har været som at løbe et maraton på halv tid, så vi er slet ikke ude at detailprojektere endnu. I udvalget fik vi færdigbehandlet udviklingsplanerne for de to ghettoområder i tirsdags, de skal også for byrådet, inden de sendes til godkendelse i ministeriet, forklarer udvalgsformand Tobias Jørgensen (V).

Han fortsætter:

- Vi vil gerne erhverve butikscentret på en eller anden måde, men vi er også nødt til at kigge på, hvad der vil være en rimelig pris. Er prisen for høj, så bliver det ikke til noget.

Hvis butikscentret bliver købt og jævnet med jorden, så arbejdes der med to scenarier i udviklingsplanen. Det ene går på at opføre erhvervsbyggeri, der hvor Boligselskabet Koldings 30 ungdomsboliger ligger. I det andet scenarie arbejdes der med et nybyggeri på butikscentrets adresse. Et byggeri med butikker i stueetagen og boliger ovenpå. Udviklingsplanen skal bringe antallet af almene familieboliger ned til maksimalt 40 procent. Og det kan ske uafhængigt af om der bygges på butikscentrets grund eller ej.

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce