Annonce
Hedensted

Konfirmationer forstyrrer valg: Kommunen bekymret for stemmespild

Flere af afstemningsstederne, hvor borgerne plejer at møde op, er blevet flyttet denne gang. Det skyldes, at mange af forsamlingshusene er optaget af konfirmationer. Arkivfoto: Morten Pape
Bjerre-borgerne må til Stenderup, og i syv andre byer i Hedensted Kommune er valgstedet også flyttet, når der skal stemmes til EP-valget på søndag. Forsamlingshusene er nemlig booket til andre arrangementer.

Bjerre: Folketing og landsting. Tronfølgeloven og tiltrædelse i EF. Amtsråd, sogneråd og byråd. Der har været holdt afstemninger i Bjerre, lige siden grundloven blev vedtaget i 1849. Men når der skal stemmes til Europaparlementsvalget på søndag, så sker det ikke i Bjerre Borgerhus, men på Stenderup Skole.

Det opdagede 84-årige Gerda Jakobsen ved et tilfælde, da hun for en gangs skyld nærlæste annoncen om afstemningssteder i ugeavisen.

- Jeg var meget forbløffet. Jeg har boet i Bjerre siden 1960, og jeg har altid stemt lokalt. Den eneste grund til, at jeg opdagede, at vi i stedet skal til Stenderup, var, at jeg denne gang er nødt til at brevstemme, da jeg har to børnebørn, som skal konfirmeres på EP-valgdagen, siger Gerda Jakobsen.

Hun er bekymret for, om Bjerre er ved at blive glemt, og at det er årsagen til, at afstemningsstedet er flyttet til nabobyen. Men det er ingenlunde tilfældet, forsikrer Hedensted Kommunes valg-general Anette Ulvbjerg.

Nye afstemningssteder

Otte steder er afstemningsstedet i Hedensted Kommune denne gang flyttet. Det gælder både for EP-valget 26. maj og folketingsvalget 5. juni. Undtaget i Bjerre, hvor det kun er flyttet ifbm. EP-valget.

  • Glud: fra forsamlingshuset til skolen, musiklokalet.
  • Lindved: fra sognegården til skolen.
  • Løsning: fra Bondes Spisegård til skolen, boldhallen.
  • Korning: fra kroen til skolen, gymnastiksalen.
  • Ølholm: fra forsamlingshuset til skolen, gymnastiksalen.
  • Ølsted: fra sognegården til skolen, boldhallen.
  • Rårup: fra sognegården til hallen.
  • Bjerre: fra borgerhuset til Stenderup Skole. Flyttes tilbage til borgerhuset ved folketingsvalget.

Konfirmationer kom først

- Vi ville gerne have holdt afstemningen i Bjerre Borgerhus, som vi plejer, men der skulle være konfirmation. Det samme var tilfældet på Bjerre Kro. Børnehaven er for lille, og derfor var vi nødt til at flytte arrangementet til Stenderup, forklarer Anette Ulvbjerg.

Hun har været ansvarlig for det praktiske i forbindelse med afholdelse af valg i Hedensted Kommune - og, før sammenlægningen, Juelsminde Kommune - siden 1986, men mindes ikke, at det tidligere har været nødvendigt at flytte et afstemningssted til en anden by. Men dette EP-valg er tilsyneladende helt specielt.

- Der har været optaget rigtig mange steder, og mange gange er det konfirmationer, der kommer i vejen. De er typisk booket flere år i forvejen, så det er svært at hamle op med. Det har været nødvendigt at flytte otte ud af 24 afstemningssteder, men det er kun i Bjerre, at vi må rykke til en helt anden by, siger Anette Ulvbjerg.

Bekymret for stemmespild

Det kommer til at fremgå af borgernes valgkort, hvor de skal stemme, men Anette Ulvbjerg kan alligevel godt være bekymret for, om flytningen i Bjerre vil resultere i et stemmespild.

- Hvis man er vant til at stemme i Bjerre og har gjort det altid, så læser man måske ikke valgkortet. Derfor kan jeg godt være bekymret for, at vi mister nogle vælgere på den konto, siger hun.

Anette Ulvbjerg understreger, at kommunen har en flextaxa, der er gratis for borgere, der skal fragtes til og fra et afstemningssted - men den skal bestilles.

Kommunens folk er opmærksomme på at skilte tydeligt på alle de lokationer, hvor valget er flyttet. Det er foruden Bjerre, Lindved, Glud, Korning, Løsning, Rårup, Ølholm og Ølsted.

De sidstnævnte syv steder gælder flytningen for både EP-valg og folketingsvalg, mens det i Bjerre bliver flyttet tilbage til byens borgerhus ved folketingsvalget.

Det glæder Gerda Jakobsen.

- På kommunen foreslog de, at jeg brevstemte til begge valg, når jeg alligevel skulle i gang med det, men det vil jeg ikke. Jeg kan godt lide at møde personligt op og stemme på valgdagen, det er en fejring af demokratiet, og det vil jeg gerne være en del af, siger Gerda Jakobsen.

Gerda Jakobsen har stemt i Bjerre, siden hun flyttede til byen i 1960, og hun var forbløffet, da hun så, at afstemningen til EP-valget denne gang foregår i Stenderup. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Annonce
Forsiden netop nu
VB

VB vandt igen - og den bedste var på midten

Annonce