Annonce
Trekantområdet

Konsulentfirma skal analysere børnepasning og skoler i Kolding for at finde effektivseringer

Hele børnepasnings- og skoleområdet i Kolding Kommune bliver i de kommende måneder gået efter med en tættekam af et eksternt konsulentfirma. Firmaet skal forsøge at finde måder at effektivisere, optimere og spare. Arkivfoto: Maria Tuxen Hedegaard
Et eksternt konsulentfirma skal i de kommende måneder analysere børne- og skoleområdet i Kolding nøje med henblik på at foreslå effektiviseringer og besparelser.

Kolding: Umiddelbart efter at de ansatte på børnepasnings- og skoleområdet i Kolding om to ugers tid præsenteres for, hvor de næste års massive millionbesparelser skal findes på deres område, går et eksternt analysefirma i gang med at gennemanalysere hele området for at komme med forslag til, hvor man kan effektivisere, spare og optimere.

Tidligere har seniorområdet, social- og sundhedsområdet og arbejdsmarkedsområdet i kommunen været gennem lignende eksterne analyser, der er mundet ud i forslag til en række besparelser, og nu er turen kommet til børnepasningen og skolerne.

Ifølge planen skal analysen ligge klar i begyndelsen af 2020, og ønsket er, at den blandt andet skal præsentere otte-ti konkrete forslag til, hvordan man kan effektivisere på området.

Analysen skal også omfatte en sammenligning med andre kommuner, når det gælder udgiftsniveau og opnåede resultater i de udvalgte kommuner.

Annonce

Analysen

  • Arbejdet med analysen gennemføres i november og december, og ifølge planen skal der foregå afrapportering i januar-februar 2020.
  • En række medarbejdere og ledere på børnepasnings- og skoleområdet bliver inddraget i arbejdet med analysen og kan give deres besyv.
  • Der er tidligere lavet lignende eksterne analyser af seniorområdet, socialområdet og arbejdsmarkedsområdet i Kolding Kommune.

Input udefra

Målet med analysen er klart: Et katalog med forslag til effektiviseringer, optimeringer og besparelser, som politikerne kan vælge at bruge.

Dog understreges det i kommissoriet for analysen, at anbefalingerne fra konsulentfirmaet skal sikre, at der "fortsat kan leveres et højt fagligt niveau, og at trivslen i daginstitutioner og på skoler bevares."

Børne-, uddannelses- og arbejdsmarkedsdirektør Michael Petterson forklarer, at det kan være en god idé at få ideer og input fra andre kommuner og få rettet spotlyset, om man har prioriteret penge og kræfter rigtigt.

- Analysen er tænkt til at give indspark om, hvordan vi kan løse nogle af de udfordringer, der kommer, siger direktøren.

Han peger på, at en række medarbejdere og ledere på børnepasnings- og skoleområdet i forbindelse med analysen får mulighed for at komme med deres besyv og med indspark til, hvor man kan foretage ændringer, der kan give for eksempel effektiviseringer.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

På vej forbi 2000 sølvmønter: Uhrhøjskatten har taget andenpladsen

Annonce