Annonce
Erhverv

Kontorsalg kan redde tusindvis af Thomas Cook-ansatte

Henry Nicholls/Reuters
Rejseselskabet Hays Travel har overtaget 555 britiske kontorer fra Thomas Cook og vil genansætte flere folk.

Efter den nylige konkurs hos det britiske rejseselskab Thomas Cook har en del medarbejdere stået med en risiko for at miste deres arbejde.

Men nu kan flere af medarbejderne måske alligevel beholde deres job, da Hays Travel, der er et af de største privatejede rejseselskaber i Storbritannien, har overtaget 555 britiske rejsekontorer fra Thomas Cook.

Det skriver flere medier, herunder den britiske avis The Guardian.

Ifølge The Guardian kan det redde op mod 2500 job, som ellers stod til at blive tabt på grund af konkursen hos Thomas Cook.

Hays Travel har således sagt, at det vil genansætte "en væsentlig del" af de nu tidligere medarbejdere i rejsekontorerne.

- Thomas Cook var et meget elsket brand, som ansatte talentfulde folk. Vi ser frem til at arbejde sammen med mange af dem, siger John og Irene Hays, der er direktører for Hays Travel, ifølge The Guardian.

Den britiske avis skriver, at Hays Travel planlægger at genåbne de nu gamle Thomas Cook-kontorer med "øjeblikkelig effekt, hvor det er muligt, og skabe beskæftigelse til op mod 2500 personer".

Thomas Cook gik for nylig konkurs, efter at selskabet gennem længere tid havde været i økonomiske problemer.

Det havde et akut behov for at få tilført 200 millioner pund (1,7 milliarder danske kroner), hvis det skulle fortsætte driften.

Men forhandlinger mellem ledelsen og selskabets kreditorer og private investorer endte i sidste ende uden resultat.

Derfor måtte Thomas Cook meddele, at det var gået konkurs.

Det er særligt passagerernes ændrede rejsemønstre, der har ramt Thomas Cook, som har levet af at sælge klassiske pakkerejser.

Desuden har brexit og usikkerheden, som knytter sig til Storbritanniens afsked med EU, ført til færre kunder i det britiske selskab.

Thomas Cook betragtes som verdens ældste rejseselskab. Det havde op til sin konkurs næsten 22.000 medarbejdere. Heraf 9000 i Storbritannien.

/ritzau/

Annonce
Link til artikel fra The Guardian
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

På vej forbi 2000 sølvmønter: Uhrhøjskatten har taget andenpladsen

Annonce