Annonce
Børkop

Kors foran højskole: - Det var jo en skræmmende måde at torturere på

Jonas Højlund Nielsen og Hanne Larsen foran korset på birketræet. Foto: Jørgen Flindt
Går man forbi Børkop Højskole, kan man se, at et gammelt birketræ er blevet til et kors. Det er eleverne, der på den måde viser, hvor dramatisk et kors egentligt er.

Børkop: Korset. Et symbol, der ses mange steder. I kirken, som smykker og så videre. Men at se et kors i virkeligheden er en anden størrelse. Mere skræmmende.

Det oplever eleverne på Børkop Højskole, hvor et hjørne af haven bag højskolen prydes af et kors. Et kors, man kan se ude fra vejen. Et kors i naturlig størrelse, så vidt man ved, for der er ikke noget fastlagte mål på et kors.

- Vi fik til opgave at arbejde med korset på en dramatisk måde, og det må siges, at sådan et kors virker meget mere dramatisk, når man står og ser på det. Det har været en skræmmende måde at torturere på, og man kan sagtens sætte sig ind i, at det må have været forfærdeligt at være dømt til korset, siger Hanne Larsen og Jonas Højlund Nielsen, der er elever på Børkop Højskole.

31 af skolens elever har derfor valgt at omdanne et birketræ, der ellers skulle fældes, til et kors. Ikke forstået på den måde, at der er lavet planker ud af træet. Nej, der er sat et bræt på tværs på af stammen, og det giver god mening, for på Jesu tid var kors ofte lavet på den måde.

- Man har jo brugt de muligheder, der var, og det nemmeste har været at lave et kors på den her måde. De brugte de materialer, der i forvejen var der. Det har vi også prøvet, og når man står her og kigger på det, virker det meget stærkt, forklarer Jonas Højlund Nielsen.

Annonce

Børkop Højskole

Børkop Højskole er fra 1889, hvor højskolen blev startet efter forstanderen Nikolaj Kristiansen havde skrevet flere opråb i Indre Missions Tidende.

Han ønskede en højskole til Indre Missions ungdom, og stedet blev landsbyen Børkop.

I starten var de unge mænd der om vinteren, mens de unge kvinder gik der om sommeren.

Skolen har på dette hold 37 elever, som kommer fra hele landet.

Et stærkt indblik

Børkop Højskole er en indre missionsk højskole, så undervisningen kredser om tro og kristendom. Men det er nyt for eleverne at fornemme, hvad sådan et kors egentlig var for en størrelse.

- Det har været en måde at afskrække folk. Hvis I ikke opfører jer, som vi ønsker, I skal opføre jer, kan det ende sådan her. Man har fået søm banket gennem hænder og fødder, og det må have været en voldsomt smertefuld måde at dø på, siger de.

Men det har derfor også givet eleverne et indblik i, hvilken lidelse Jesus må have oplevet. Den lidelse, der betyder så meget i kristendommen.

- Med korset her vil vi vise Jesus lidelse og vise, at vi tror på, at Jesus døde for os og tog vores synder, siger Hanne Larsen.

Korset kan ses ved hjørnet af Ågade og Enggade. Ved korset hænger også en tjørnekrans samt et skilt med ordet Inri (Jesu af Nazarat - jødernes konge, red.). Man kan se det frem til langfredag, hvor eleverne tager korset ned.

Sjovt vil det bestemt ikke være at blive korsfæstet. Det ses tydeligt, når man står foran et kors. Foto: Jørgen Flindt
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

21-årig kvinde stoppet for spritkørsel

Annonce