Annonce
Danmark

Korte praktikaftaler koster faglærte unge

De ordinære praktikaftaler er på vej ud til fordel for korte aftaler på få måneder, og det skader erhvervsuddannelserne og hindrer ifølge 3F Danmark få flere af de faglærte, som vi kommer til at mangle i fremtiden. Arkivfoto: Michael Bager
40 procent af tømrerlærlingene hopper "fra tue til tue" i korte praktikophold. Arbejdsgiverne skal tage ansvar med lange praktikker, hvis de og Danmark skal nå målet om flere faglærte, lyder kritikken fra fagforbundet 3F.

Hver tredje byggevirksomhed mangler arbejdskraft, og arbejdsgiverne har svært ved at få håndværkere nok til at følge med ordrebogen. Alligevel må lærlinge i stigende grad leve med korte praktikophold, hvor de flere gange under uddannelsen skal på jagt efter en ny arbejdsgiver.

- Vi mangler kvalificeret arbejdskraft, og virksomhederne kvitterer ved at lave korte praktikaftaler, så lærlingene hopper fra tue til tue. Mange har tidligere taget lærlinge på lange kontrakter, men bliver vejledt til korte, selv om det ikke koster en herregård at skaffe sig af med en lærling, hvis ordrebøgerne svigter - men det gør de ikke lige nu, siger forbundssekretær Søren Heisel fra fagforbundet 3F.

Arbejdsgiverne underminerer ifølge forbundssekretær Søren Heisel fra 3F erhvervsuddannelserne, når de sender lærlinge på jagt efter en ny læreplads efter blot få måneder blot for at sikre sig selv fleksibilitet. Arkivfoto

Stort frafald

Antallet af de såkaldt korte praktikophold er steget voldsomt siden 2008, så 4 ud af 10 aftaler inden for byggeriet nu er korte aftaler. For en halv snes år siden var det 4 ud af 100.

De korte aftaler betyder, at flere unge falder fra uddannelsen. Ifølge en rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut er frafaldet blandt lærlinge med mindst en kort aftale 18 procent højere i forhold til lærlinge med en ordinær aftale hos en enkelt arbejdsgiver. Det strider mod målet om, at flere unge skal være faglærte.

- Det er tudetosset, og systemet skulle belønne lange aftaler. Arbejdsgiverne inden for byggeriet burde også gå sammen og garantere de unge en læreplads gennem hele uddannelsen, selv om de må skifte arbejdsgiver undervejs. Her kan vi lære af gode eksempler fra industrien, uddyber Søren Heisel.

Ifølge underdirektør Louise Pihl fra Dansk Byggeri udspringer de korte aftaler af finanskrisen, og virksomhederne har holdt fast i dem. Ifølge Dansk Byggeri fungerer de korte aftaler godt og skaber mulighed for, at virksomhederne kan tage flere lærlinge ind.

- Mange virksomheder er små. De har under 10 medarbejdere og kan ikke se fire år ud i fremtiden. Det koster 40.000 kroner at skille sig af med en lærling, og det er en del penge for en lille virksomhed. Samtidig har vi set en specialisering, så mange virksomheder ikke har arbejde til at uddanne en lærling i et helt forløb, siger Louise Pihl.

Annonce

Bonus per aftale

Ifølge Søren Heisel og 3F anbefaler både arbejdsgivere og erhvervsskoler korte aftaler, og skolerne har desuden et økonomisk incitament med korte aftaler. De modtager knap 7500 kroner fra Undervisningsministeriet per praktikaftale uanset, om den er kort eller lang, og skolerne kan sende hver ung ud to gange.

Fagforbundet så gerne, at Undervisningsministeriet betalte et mindre beløb for en kort aftale og et større for en lang, så erhvervsskolerne blev belønnet for lange aftaler. Men i dag er lærlingen ifølge Søren Heisel blot glad for at slippe for skolepraktik, mens arbejdsgiverne er tilfredse med korte, fleksible aftaler.

- Det gør erhvervsuddannelserne mindre attraktive og det almene gymnasium mere attraktivt, når en ung tømrer risikerer at blive sendt hjem efter et år - så ved jeg godt, hvad far og mor vil vejlede den unge til, siger Søren Heisel.

Arbejdsmarkedets parter og regeringen med daværende beskæftigelsesminister Jørgen Neergaard Larsen indgik i 2016 trepartsaftalen med et mål at øge antallet af praktikpladser med op til 10.000 for at skaffe nogle af de 70.000 faglærte, Danmark vil mangle i 2025.

- Men det går den forkerte vej i forhold til aftalen, og man må sikre de unge en læreplads, hvis man vil have flere unge ind i fagene, argumenterer Søren Heisel.

Korte praktikophold giver samlet set flere lærepladser, vurderer underdirektør Louise Pihl fra Dansk Byggeri. De er også en fordel for mindre virksomheder, som ellers risikerer at betale 40.000 kroner for at sige farvel til en lærling. Arkivfoto
Annonce

Skolepraktik er garanti

Dansk Byggeri er med på at belønne erhvervsskolerne for lange praktikaftaler. Men underdirektør Louise Pihl afviser, at de korte aftaler skubber de unge mod gymnasiet, når de unge har en garanti for at kunne gøre uddannelsen færdig med skolepraktik.

- Jeg tror ikke, at der er en en-til-en forklaring. Der er mange tendenser i samfundet, som gør, at de unge vælger gymnasiet, vurderer Louise Pihl.

Annonce
Annonce
Egtved

Lodsejere frygter Hærvejsmotorvejen: Men fundet af et fredet firben kan måske være en redning

Danmark For abonnenter

Statens planer om nye veje og jernbaner fanger tusindvis af borgere i usikkerhed: Helle har ventet på en afklaring i otte år

Annonce