Annonce
Vejle

Kovending: Villaer tilbage på attraktiv Bredballe-grund

Sådan kan de kommende rækkehuse komme til at tage sig ud på den kuperede grund. Illustration: Reka Gruppen
Udvalg ændrede mening efter indsigelse fra udvikler af Olaf Haahrs tidligere parklignende grund bag tredje tunnel
Annonce

Bredballe: Der bliver alligevel mulighed for at opføre villaer på den 16.000 kvadratmeter store grund, der indtil for få år siden var olie-kongen Olaf Haahrs have.

Dermed tager lokalplansagen om grunden endnu en drejning efter et ultimatum fra bygherren - Reka Gruppen. Uden den mulighed ønsker bygherren ikke at lokalplanen blev ført ud i livet.

Det er snart to måneder siden, et flertal i teknisk udvalg besluttede, at grunden kun måtte bruges til rækkehuse - 25 stk. helt præcist. Dermed forsvandt muligheden for i stedet at udstykke 14 villagrunde - en mulighed, der har været en del af lokalplanen i det efterhånden to år lange forløb.

Tilbage i april 2018 fortalte Vejle Amts Folkeblad første gang om planerne for den konkursramte rigmands grund ved Seligmannsvej i det østlige Bredballe. Dengang lød planerne fra vestjyske Reka-Gruppen på 31 rækkehuse. Da et forslag til lokalplan blev sendt i høring i oktober sidste år, var muligheden for 14 parcelhusgrunde tilføjet.

Tre forslag fra bygherre

Reka Gruppen, der står bag projektet i Haahrs tidligere have har opstillet tre prioriterede muligheder for at gennemføre rækkehusplanen nemlig i kortfattet form:
  • Prioritet 1: 28 boliger i tre rækker - en plan der fjerner tre boliger fra den oprindelige plan. Det betyder større samlede friarealer. Vejadgangen fra Tirsbjergvej fjernes.
  • Prioritet 2: 24 boliger i to rækker - afstanden til jernbanen bliver højst mulig og der er mulighed for attraktive friarealer i bunden af den kuperede grund. Vejadgangen fra Tirsbjervej fjernes.
  • Prioritet 3: 24 boliger efter samme princip som i forslag 2 men med indkørsel fra Tirsbjergvej.

Dertil kommer så muligheden for i stedet at udstykke den 16.000 kvadratmeter store grund i 14 villagrunde.

Annonce

Store ændringer i plan

Men den mulighed forsvandt på teknisk udvalgs møde 14. januar. Her var lokalplanen tilbage på udvalgets bord efter en høringsperiode, der havde budt på otte indsigelser. Efter en række afstemninger gik fire af udvalgets syv medlemmer ind for et forslag fra udvalgets to socialdemokrater og ene SF'er. Dermed lå det fast, at der måtte opføres 25 boliger i form af rækkehuse på grunden. Muligheden for villagrunde var ikke nævnt.

Ændringen af den oprindelige lokalplan var så stor, at det var nødvendigt at sende planen til høring hos bygherren. Den høring affødte et seks sider langt svar fra Reka Gruppen vedhæftet diverse kortbilag og illustrationer.

I svaret undrer direktør Jesper Kristensen sig over udviklingen. Han peger på, at der undervejs har været et tæt samarbejde med kommunens tekniske forvaltning - et samarbejde, der ifølge direktøren har betydet en løbende tilpasning af projektet. Og som Jesper Kristensen skriver:

- Vi var forberedte på, at der efter høringsperioden kunne komme små ændringer og tilpasninger. Men vi blev meget overraskede over et så stort indgreb.

Samtidigt gør Jesper Kristensen opmærksom på, at byrådet for fem måneder siden sendte det oprindelige lokalplanforslag i høring med kun en enkelt nejstemme.

Annonce

Bygherre: Økonomisk uinteressant

I henvendelsen til teknisk udvalg gør Reka Gruppen det klart, at det vil være økonomisk uinteressant at udstykke grunden i forhold til den plan, flertallet i teknisk udvalg kom frem til i januar.

Med et indgreb, der fjerner cirka 20 procent af boligerne og samtidigt opretholder den fulde udgift til etablering af den fremtidige redningsvej, er der ikke økonomi til at gennemføre projektet, skriver bygherren, med henvisning til en vej, der skal etableres langs jernbanen og skabe bedre adgang for redningskøretøjer til området bag 3. tunnel.

Som alternativ peger Reka Gruppen på tre forskellige muligheder, hvis der skal bygges rækkehuse, og et flertal i udvalget sagde tirsdag ja til alternativ to. Det betyder, at der kan opføres 24 boliger på den højeste del af grunden med indkørsel fra Seligmannsvej - samtidigt med, at muligheden for villaudstykning fastholdes.

Nu kunne lokalplanen så gå videre til endelig godkendelse i byrådet. Men så "nemt" er det ikke. Ved at flytte vejadgangen til udelukkende Seligmannsvej i stedet for også at sende trafik via Tirsbjergvej er det nødvendigt med endnu en partshøring hos de naboer, der må se frem til mere trafik forbi deres grund.

Det er dette projektforslag, der er et spinkelt flertal for i teknisk udvalg. Da der kun er vejadgang fra Seligmannsvej skal projektet endnu engang i nabohøring. Illustration: Reka Gruppen
Annonce

Plan skal i ny høring

- Derfor sender vi nu planen i høring i 14 dage, inden den skal tilbage til udvalget, siger udvalgsformand Gerda Haastrup Jørgensen (V), der sammen med sin partifælle Per Olesen, den konservative næstformand Kim Hesel og Dansk Folkepartis Svend Erik Nielsen stemte for løsning 2.

Udvalgets tre resterende medlemmer, SFs Morten Kristensen og de to socialdemokrater Martin Sikær og Alex Vejby Nielsen havde hellere set, at vejadgangen blev fra Tirsbjergvej. Som sidstnævnte forklarer:

- Forvaltningen har peget på, at vejen ind i området bliver for stejl til blandt andet skraldebiler. Det havde vi undgået, hvis vi havde holdt fast i Tirsbjergvej som i forslag 3 fra bygherren.

I afslutningen af henvendelsen lister Reka Gruppen op, hvilke vestjyske erhvervsfolk, der står bag projektet, blandt andet indehaveren af Blue Water Shipping, Kurt Skov, Claus Sørensen Gruppe, der står bag Viking og Vestfrost plus Vagabond-ejerne, Tygesen familien.

- Det er jeg helt ligeglad med. Jeg vil gerne have bygget på grunden, men vi skal tage hensyn til alle, siger Alex Vejby Nielsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give

Gæsterne strømmer ind til halv pris

Debat

Lad os gå sammen om at redde Lillebælt

Annonce