Annonce
Kultur

Krav fra kommunen til symfoniorkester: Spil, spil, spil

Man skal høre efter hinanden. Det gør dirigent Anne Cathrine Kielland Lund og solist Gustav Piekut forud for Vejle Symfoniorkesters koncert 17. november. 20.10.2020. Foto: Leif Baun
Vejle Symfoniorkester gør klar til koncert med publikum og fuld kommunal opbakning. - Vi er næsten pålagt at gennemføre, lyder det fra orkestret.
Annonce

Vejle: Vejle Symfoniorkester gør sig klar til efterårskoncert. Efter planen skal den afvikles i Vejle Musikteater tirsdag 17. november klokken 20.

Sådan er udsigten i skrivende stund, med forbehold for virusudviklingen. Symfoniorkestret har den kommunale opbakning i orden til arrangementet, der plejer at have flere hundrede tilhørere.

- Vi er nærmest blevet pålagt at gennemføre. Vi har haft en dialog med kommunen, som ønsker at vi skal spille. Det er vi meget glade for, siger Camilla Dvinge, der er formand for bestyrelsen bag Vejle Symfoniorkester.

- Ja, det var med et lettelsens suk, vi fik det at vide, tilføjer dirigent Anne Cathrine Kielland Lund. Hun oplyser tirsdag, at koncerten bliver gennemført - dog i en lidt kortere udgave uden pausen.

Billetsalget er i gang, og man kan stadig nå at købe sig med. Der må være 500 i salen minus orkester og andet personale.

Annonce

Bondegård mangles

Det er væsentligt færre, end der plejer at være plads til. Og orkesteret kan sælge 6-700 billetter under normale forhold. Kunne man så ikke være lidt nymodens og livestreame begivenheden?

- Vi har overvejet det, men det koster en bondegård, og sådan én har vi ikke. Det kræver en sponsor, konstaterer de fra orkestret.

Vejle Amts Folkeblad er med ved orkestrets første øveaften med efterårets solist. Meget tyder på, at publikum vil få honning i ørerne den aften. Denne gang er pianisten Gustav Piekut solist. Og han skal selvfølgelig spille Beethoven her i 250-året for sidstnævntes fødsel.


Vi har en god stemning. Det er et socialt sultent orkester. Vi gør noget fælles, og det dækker et socialt savn at få lov at lave musik sammen.

Camilla Dvinge, bestyrelsesformand


- Er det nødvendigt at fejre ham? Hans musik er jo konstant til stede. Men, ja, hvis vi kan få ham ud til endnu flere, hvorfor så ikke, spørgesvarer Gustav Piekut.

- Vi prøver at finde en rød tråd. Dette bliver vort bidrag til Beethoven, og samtidig bringer aftenen eksempler på dansk og tysk musik i anledning af det dansk-tyske venskabsår, forklarer Anne Cathrine Kielland Lund.

Dansk, tysk - og Beethoven

Aftenens program med ovenstående overskrift ved Vejle Symfoniorkesters koncert 17. november klokken 20 byder på en række af den klassiske musiks komponisters højdepunkter. Konferencier er kultur- og sundhedsdirektør Sofie Plenge, Vejle Kommune.

  • Carl Nielsen: Forspil til anden akt af operaen ”Saul og David” fra 1901-02.
  • Beethoven: 5. klaverkoncert – Kejserkoncerten fra 1809.
  • Kuhlau: Ouverturen til ”Elverhøj” fra 1828.
  • Carl Nielsen: Sats nr. 1, 2 og 7 af Aladdin Suite, komponeret 1918-19.
  • August Emil Enna: Ouverturen til operaen fra 1897 ”Den lille pige med Svovlstikkerne.
  • Mendelsohn: Bryllupsmarch fra ”En skærsommernatsdrøm”, komponeret 1842.

Gustav Piekut, der har sit efternavn fra polske aner, er 25 år. Han er født i Aalborg og vokset op i Kolding. Han har spillet på klaver, siden han var seks år. Han blev fanget af det, og det var ikke, fordi forældrene var musikere. For det er de ikke. Det skete glidende, og han blev ved med at spille.

Annonce

Pianoet er det vigtigste

- Jeg opdagede lige pludselig, at det var det vigtigste i mit liv. Og jeg fik en ny lærer, fordi den gamle kunne se, at jeg havde brug for at lære mere.

Da den unge Gustav var færdig med 9. klasse, øvede han rigtig meget og tog derefter som 15-årig i Berlin for at lære mere. Og var der i tre år.

Luftig lyd. Coronaen lagde Vejle Symfoniorkester ned i foråret. Nu spiller de under forsigtige omstændigheder med egne noder, delte pauserum og den obligatoriske ekstra afstand mellem pladserne. Foto: Leif Baun

- Jeg var glad for Berlin. Jeg havde aldrig boet selv før, men det var en spændende by, jeg blev smidt ned i. Niveauet er højere end så mange andre steder, og der kommer studerende fra hele verden. Det er noget konfronterende, men jeg er glad for opholdet og lærte mange ting, som man har brug for. Det er en kulturby og en musikby, og et godt sted at vokse op, siger Gustav Piekut.

Annonce

Kan øve i flere døgn

Han øver meget, og det er en noget ensom opgave. Og han kan faktisk øve i flere døgn, hvis det tager ham.

- Men jeg prøver at sætte grænser for, hvor meget jeg øver, så jeg ikke kun gør dét. Så læser jeg en bog, går på museum eller drikker en øl med vennerne.

- Du har talent, er viljestærk og ensporet - positivt ment, siger dirigenten.

Dirigent Anne Cathrine Kielland Lund og solist Gustav Piekut har flere gange tidligere optrådt sammen med nogle af den klassiske musiks værker. Foto: Leif Baun

Apropos øve, så har symfoniorkesteret været i gang siden august. Lige dengang, da virussen stak sit grimme fjæs frem, lukkede orkestret ned. Nogle musikere tog ligefrem orlov. Men nu er man i gang igen. Meget forsigtigt. Med spritning, ingen delte noder, faste pladser i øvelokalet med ekstra afstand, og pauser i delte lokaler.

– Vi har en god stemning. Det er et socialt sultent orkester. Vi gør noget fælles, og det dækker et socialt savn at få lov at lave musik sammen, siger Camilla Dvinge.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give For abonnenter

Coronarestriktioner på jobcentret undrer Anne Mette: - De beskytter medarbejderne, men ikke borgerne

Jelling

Museum fejrer jul på Jelling'sk

Annonce