Annonce
Erhverv

Krise kræver kreativitet: Bager lancerer bagselv-kasser

P.A. Andersen & Sønner har brugt krisen til at udvikle bagselv-bokse. Nu kan private kunder via bagselvbox.net bestille frossen bagerbrød, som de kan bage i egen ovn, når fragtmanden har leveret kassen. Privatfoto
P.A. Andersen & Sønner oplever stort fald i omsætningen. Nu sender Vejle-virksomheden frossen brød ud til private kunder, så de selv kan bage produkterne færdig.

Vejle: I krisetider må man være kreativ for at begå sig.

Ikke mindst i den hårdt pressede detailbranche, hvor Vejle har fået en virtuel handelsgade og mange begynder at levere varer ud til de kunder, som holder sig hjemme under coronaens rasen.

Hos den vejlensiske bagerkæde P.A. Andersen & Sønner mærker man i den grad også coronakrisen. Kæden holder fortsat sine butikker åbne, men bagermester Kristian Andersen melder om en samlet tilbagegang i omsætningen på mellem 40 og 50 procent.

Her har man dog tænkt ud af boksen og sat et nyt projekt i ovnen, så virksomheden nu sender bagselv-bokse ud til private kunder fra produktionen på Frostvej i Vejle Nord

- I en af butikkerne er omsætningen faldet med 90 procent, så det er mildest talt forfærdeligt. Men vores bagermester Dan Mejsner har i lang tid haft en idé om at sende bagselv-bokse ud, og nu hvor vi mangler omsætningen, har vi sat projektet i søen, fortæller Kristian Andersen.

Annonce

Vi kan langt fra tjene det tabte ind med bagselv-boksene, men det er et plaster på såret. Vi har fået så meget blod på tanden, er det er noget, vi skal fortsætte med, når coronakrisen er ovre.

Kristian Andersen, bagermester

Frostvarer i egen ovn

PA Brød benytter samme princip, som de bruger til bagervirksomhedens egne butikker. Al dej til brød, boller, pølsehorn og andet brød slås op i bageriet på Frostvej, og så sættes produkterne straks på frys, så kunderne selv skal bage produkterne færdige i egen ovn.

Bagselvbox.net kan kunderne enten bestille en ugeboks, en weekendboks eller en børneboks. De første rummer typisk et rugbrød, et franskbrød, boller og lignende, mens der i børneboksen er plads til snegle, boller, pølsehorn og romkugler. Børnene skal blot pensle boller og pølsehorn, inden de kommer i ovnen, mens de kan rulle deres egne romkugler i krymmel.

PA Brød kalder det hjemmebag med minimal oprydning og uden mel ud over hele bordet, mens man slipper for indkøbsturen i denne coronatid.

- Vi satte projektet i søen i forrige uge, og sidste uge sendte vi 350 bokse ud til hele landet, mens vi i dag pakker 200 bokse. Vi allierede os med en blogger, Josefine Valentin, og siden hun lagde et opslag op om vores bagselv-bokse, er det blevet en megasucces. Vi har fået 5000 følgere på under to uger og har haft 42.000 visninger på Facebook, fortæller Kristian Andersen.

Et plaster på såret

Han ser projektet som et lyspunkt i coronamørket, som betyder, at produktionen på Frostvej kører på lavere blus end normalt, mens åbningstiderne i nogle af kædens butikker også er indskrænket.

- Vi kan langt fra tjene det tabte ind med bagselv-boksene, men det er et plaster på såret. Vi har fået så meget blod på tanden, er det er noget, vi skal fortsætte med, når coronakrisen er ovre, siger bagermesteren.

Han forudser, at den igangværende krise vil give den vejlensiske bagervirksomhed røde tal på bundlinien, når årsregnskabet for 2020 skal gøres op, men han ser ikke virksomheden som truet på eksistensen. P.A. Andersen er i dialog med flere af sine udlejere for at tale huslejenedsættelse under krisen, ligesom de har kig på de forskellige hjælpepakker, folketinget har vedtaget.

- Det kan ikke lade sig gøre uden hjælpepakker, men det er svært at gennemskue hvilke muligheder, det giver os, siger bagermesteren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce