Annonce
Danmark

Kristian Jensens univers: Tilbage til 90’ernes konflikt

Konflikten er på ny blusset op i Nagorno-Karabakh og har kostet flere civile livet. Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Annonce

En krig mellem et demokrati og et diktatur. Mellem et af verdens ældste kristne lande og deres muslimske naboer. Mellem to små lande med hver deres store allierede i baggrunden. Mellem to lande i Europas baghave. Og oven i det en konflikt, som kan eksplodere på grund af nervøse og ustabile nabolande.

Det lyder som en sag, der burde rydde forsider og nyhedsudsendelser. Men med corona, #MeToo og præsidentvalg i USA bliver selv en krig til en lille nyhed. Alligevel bør vi have fokus på krigen mellem Armenien og Aserbajdsjan om den kristne enklave: Nagorno-Karabakh.

Først lidt historie: Armenien har haft et kristent samfund siden to af Jesu Apostle: Thaddæus og Bartholomæus siges at have missioneret i landet mellem år 40 og 60. Siden år 301 har Armenien haft kristendom som statsreligion og har fastholdt kristne kirker og kristne samfund lige siden. Anderledes har det været med landets selvstændighed og i enkelte perioder har landet oplevet storhedstid, men oftest har landet været besat og styret af andre.

Efter Osmannerrigets kollaps under 1. verdenskrig fik Armenien en kort selvstændighed, men efter det tyrkiske folkemord på den armenske befolkning førte interne oprør til en indlemmelse i det nye Sovjetunionen sammen med Georgien og Aserbajdsjan. Allerede dengang bestod Nagorno-Karabakh af kristne armenier, men under det sovjetiske styre blev overdraget til Aserbajdsjan. Under Sovjets langsomme kollaps voksede selvstændighedsfølelsen igen og i 1988 stemte lokalparlamentet om uafhængighed fra Aserbajdsjan og i starten af 90’erne brød den første krig løs.

Krigen bølgede frem og tilbage, og hhv. Tyrkiet, Rusland og Iran trak op til at blande sig, hvis kampene kom ud af kontrol. Til sidst endte et indre oprør i Aserbajdsjan til et regimeskifte og en våbenhvile, hvor Armenien bevarede arealer, som sikrede adgang til enklaven. Men våbenhvilen er aldrig blevet til en fredsaftale, og nu er konflikten brudt ud i åben krig.

Og det gode spørgsmål til mange læsere i Danmark er så: hvad rager det os ,hvad der foregår over i Kaukasus? Svaret er faktisk ret meget. Og religion og historie betyder virkelig meget i forståelsen af konflikten.

På den ene side står Armenien, som i 2018 gennemførte en fløjlsrevolution, hvor folkelige protester fjernede landets leder gennem over 10 år og gennemførte frie valg. Armenien er et tæt allieret af Rusland med en stor russisk militærbase, og Putin har mod sit normalt reaktionsmønster hilst det nye demokrati velkommen.


Imens er EU sat på et sidespor, for selv om konflikten er i vores baghave, og vi vil være mål for flygtningestrømme, hvis konflikten eskalere, så har de europæiske politikere forsømt området.


På den anden side står Aserbajdsjan med stor støtte fra Tyrkiet. Ikke blot er begge lande muslimske, men politikere fra Aserbajdsjan har endda erklæret, at det anser sig som ”et folk i to lande”. Der er en stor fællesmængde af kultur og sprog mellem Tyrkiet og Aserbajdsjan.

Derfor har Tyrkiet blandet sig i både 90’ernes og den nuværende konflikt. Politisk og diplomatisk er opbakningen tydelig, men mere direkte støtter Tyrkiet også med våben og højteknologi. Der er også meldinger om, at Tyrkiet har betalt muslimske soldater fra deres venner i den ”Syriske Nationale Hær” for at tage til Nagorno-Karabakh og kæmpe på Aserbajdsjans side.

At muslimske krigere kommer for at støtte et muslimsk land i krig med en kristen modstander kunne få nogen til at tro, at det ville bliver hilst velkommen af den anden store nabo til Armenien og Aserbajdsjan: nemlig Iran. Men det har tværtimod fået den stik modsatte virkning, og Iran truer nu med at blande sig i konflikten, hvis Tyrkiet sender flere krigere til konflikten.

Sagen er nemlig, at Iran er shia-muslimsk og allieret med Tyrkiets hovedmodstander i Syrien, nemlig præsident Assad. Den såkaldte nationale syriske hær er sunni-muslimsk lige som Tyrkiet og dermed en del af en konflikt, som kan føres tilbage til profeten Muhammeds død i år 632. Siden har de to muslimske retninger kæmpet om den rette udlægning af islam. Kampene foregår fortsat og med stigende intensitet. Derfor vil Iran ikke tillade at Tyrkiet får mere indflydelse i deres naboland gennem militærtilstedeværelse.

Kristian Jensen (V) MF Foto: Birgitte Carol heiberg

Dermed er Nagorno-Karabakh en regional politisk krudttønde, som kan trække Tyrkiet, Rusland og Iran ind i konflikten. Læg dertil at Tyrkiet er et NATO-medlemsland, som er modstander af regionens eneste demokratiske og kristne land. Det kan give mindelser om skuddet i Sarajevo i 1914, som førte til en Verdenskrig, som ingen ønskede, men heller ingen havde viljen til at stoppe.

Allerede nu er den humanitære katastrofe en realitet og flygtningestrømme af civile strømmer i begge retninger lige nu og vil også kunne strømme mod Europa. Men det kan blive endnu værre, hvis konflikten går op.

Derfor er Rusland også meget aktiv for at presse begge lande til et forhandlingsbord. Det er også delvis lykkedes med en ny våbenhvile, som dog allerede er blevet brudt. Sammen med granaterne fyger også beskyldninger om hvem der har ansvaret for brudene på våbenhvilen.

Imens er EU sat på et sidespor, for selv om konflikten er i vores baghave, og vi vil være mål for flygtningestrømme, hvis konflikten eskalere, så har de europæiske politikere forsømt området.

Jeg prioriterede heller ikke et besøg i området i min tid som udenrigsminister. Vesten har derfor ikke megen gennemslagskraft i området. EU skal derfor hurtigere og klare på banen, hvis vi ikke bare vil klynge os til håbet om, at Rusland igen rager kastanjerne ud af ilden for os igen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted For abonnenter

Hundeejer efterlod Annette blødende efter angreb fra schæfer: - Hvordan kan man få sig selv til det

Annonce