Skærbæk: Der brændes årligt tonsvis af træflis af i de nye fliskedler på Skærbækværket, og det sker med god samvittighed fra både Ørsted, TVIS og Danske Fjernvarmeselskaber. Klimaeksperter har på det seneste har fokus på biomassen, og der er politiske kræfter i gang for at lægge afgifter på træflis.
- Det bliver næppe noget, der rammer eksisterende kraftværker. Skærbækværkets ombygning har været en kæmpe investering, som er foretaget ud fra nogle økonomiske forudsætninger, som man ikke kan lave om på med tilbagevirkende kræft, vurderer Jacob Bjerregaard, næstformand i TVIS, som har indgået en 20-årig aftale om at aftage varme fra kedlerne i Skærbæk.
Jacob Bjerregaard mener også, at biomassen i dag er det bedst mulige alternativ til det fossile brændsel, som varmen tidligere blev produceret af. Først kul og siden gas. Gaskedlen er stadig aktiv på Skærbækværket som supplement til fliskedlerne, som imidlertid er hovedbrændslet på værket.
- Desuden supplerer vi i TVIS med overskudsvarme i så høj grad som muligt, siger Jacob Bjerregaard.
Biomassen, der sejles ind til Skærbækværket, er certificeret og stammer fra resttræ. Der fældes ikke skove for alene at forsyne Ørsteds kedler med flis.
- Det er ikke en nyhed, at der både er god og dårlig biomasse. Derfor har vi i Ørsted et omfattende system til at sikre, at vi udelukkende anvender klimavenlig biomasse. Faktisk er vi tilhængere af, at der skal være lovgivning, som sikrer, at kun klimavenlig biomasse anvendes til energi i Danmark, lyder meldingen Johannes Bøggild, ansvarlig for at varetage Ørsteds politiske interesser.
Grøn omstilling til flis
Værket vil forbruge op til 450.000 ton træflis pr år - under fuld belastning 110 ton flis pr. time.
Det er Danmarks største åbne flislager med plads til 80.000 kubikmeter træflis.
Lageret er 145 meter langt og 30 meter højt og kan indeholde træflis til ni dages spidslastproduktion.
Det bedst mulige alternativ
Biomassen betragtes som den bedst mulige overgangsteknologi og alternativ til olie og gas.
- Derfor investerer fjernvarmeselskaberne i vid udstrækning også i andre vedvarende løsninger som geotermi, overskudsvarme, solvarme, varmepumper og meget andet. Kommer der andre grønne alternativer, som er bedre og billigere for forbrugerne, vil de med tiden afløse biomassen, konstaterer vicedirektør for Dansk Fjernvarme Kim Behnke i et debatindlæg om biomassen.
Brancheorganisationen vurderer ikke, at man helt kan slippe biomassen som energikilde.
- Det kommer vi næppe nogensinde til på grund af forsyningssikkerheden. Vi er nødt til at have noget, der kan levere el og varme, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser.