Vejle: De seneste dages frost har fået isen til at lukke sig over vandet i Vejle Havn, og dermed er der igen blevet brug for slæbebåden Jeppe Jensen II som isbryder.
Slæbebåden, der er opkaldt efter grundlæggeren af Vejle Havn, brød senest is i 2018.
- Den sejler rundt en halv time hver dag for lige at bryde isen. Isen er sine steder otte-ni centimeter tyk, og det giver problemer for skibene, når de skal lægge til kaj. Skibene kan sagtens komme igennem isen, men når der ligger for store flager inde ved kajen, giver det problemer, fortæller havnedirektør Knud Vang Nielsen.
Han forventer, at Jeppe Jensen II skal fortsætte med at bryde isen i inderhavnen et stykke tid endnu.
- Det ser ud, som om kulden fortsætter, så den skal formentlig også ud i næste uge, fortæller Knud Vang Nielsen.
Han tilføjer, at Jeppe Jensen II sidst var i is-aktion i 2018, hvor den brød is i "tre-fire" dage.
Jeppe Jensen II var også på isbryder-opgave i 2016.