Annonce
Erhverv

Kunder og gamle kendinge fejrede brugsens 100-år: - Det er vigtigt, den er her

Lørdag middag var der kø til butikkens særlige sminkebod, hvor Liam Oliver Sminge Olsen på seks år fik farve som Lloyd fra Lego-universet “Ninjago”. Foto: Morten Pape
Nysgerrige kunder, venner og gamle ansatte besøgte Dagli’Brugsen Glud-Nørby, da butikken fejrede, at en milepæl er nået.

Glud: Lørdag middag var parkeringspladsen til Dagli’Brugsen i Glud fyldt.

Uden for, under taget til en mobil ølstue, gik snakken, mens der inden for blev vugget til musikken fra fryseafdelingens Orange Scene, hvor et band spillede.

Den lokale dagligvarebutiks 100 års jubilæum blev fejret, og der var god grund til at gøre et stort nummer ud af det, forstod man på fremmødte stamkunder.

- Jeg synes, 100 år er flot. Men vi har også en uddeler, der kæmper for det og driver en flot butik, sagde Ulla Lund fra Brund.

Hun og manden kommer i butikken ugentligt og vil nødigt undvære den. Alternativet er længere ture til Horsens og større butikker, de ikke kender på samme måde.

- Det er vigtigt, at den er her, sagde Ulla Lund.

Annonce

Både min søster og jeg har arbejdet her. For os og vores venner var det sådan lidt et samlingssted. Jeg kørte på knallert igennem skoven for at komme på arbejde, og jeg lærte mange lokale at kende her. Man fik snakket med folk. Det var lidt en del af ens identitet, at man arbejdede her.

Maja Fugl

Hvor unge får arbejde

Også som arbejdsplads og mødested spiller Gluds enlige dagligvarebutik en stor rolle.

En tidligere ungarbejder Maja Fugl, der nu er 39 år og bor i Tebstrup i Skanderborg Kommune, var lørdag tilbage i butikken for at fejre jubilæet.

- Både min søster og jeg har arbejdet her. For os og vores venner var det sådan lidt et samlingssted. Jeg kørte på knallert igennem skoven for at komme på arbejde, og jeg lærte mange lokale at kende her. Man fik snakket med folk. Det var lidt en del af ens identitet, at man arbejdede her, sagde hun.

For tilflyttere er Dagli’Brugsen en vigtig del af pakken. Det fortalte Mads Rasmussen, der sammen med sin kæreste er flyttet fra Horsens til Glud og lørdag var en hurtig tur igennem butikken.

- Den var en del af vores beslutning. Jeg har brugt den nærmest hver dag. Den ligger tæt på, har god service og næsten altid det, jeg skal bruge, sagde han.

Nyt projekt undervejs

Mellem hylderne, kunderne og de snakkende gæster ragede en omvandrende sixpence op. Den sad på hovedet af butikkens uddeler siden 1997, Benny Michl.

Han havde i dagens anledning også iført sig en uddelerjakke udlånt af Industrimuseet og passede perfekt ind i det historiske hjørne, der var indrettet i butikken.

Her kunne man bladre i gamle kontrabøger. Ad en trappe til første sal kunne man følge en tidslinje tilbage til begyndelsen i 1919, da der var to brugsforeninger og to butikker i henholdsvis Glud og Nørby.

Hvad fremtiden angår, så kunne uddeler og bestyrelse fortælle, at næste projekt bliver en udbygning til en delikatesseafdeling.

For selvom man er blevet 100 år, så skal man vokse og følge tiden.

Jubilæet blev fejret hele dagen og sluttede med forsamlingshusfest arrangeret af Skjolds Venner.

Nedslag i de 100 år

  • 1919: Nørby Brugsforening stiftes. Senere samme år stiftes Glud Brugsforening. Begge foreninger åbner butik.
  • 1991: En udbygget brugs i Glud åbnes. Det sker efter, at fusionen mellem de to foreninger og butikker er faldet på plads.
  • 1997: Nuværende uddeler Benny Michl kommer til.
  • 2002: Dagli’Brugsen Glud-Nørby kåres som Årtiets Dagli’Brugs af FDB.
  • 2009: En formiddag i marts bryder en brand ud i brugsens ombyggede butik få dage inden åbningen. Brugsen brænder ned til grunden. Branden blev antændt af en asfaltarbejder uforsætligt.
  • 2009: Mindre end tre dage efter branden åbner brugsforeningen en nødbrugs i en fabriksbygning.
  • 2010: Brugsen åbner en splinterny butik, som stadig danner rammen i dag.
100 år med Dagli'Brugsen Glud-Nørby

Startskuddet

Nørby Brugsforening holder stiftende generalforsamling. Senere samme år gør Glud Brugsforening det samme. Begge foreninger åbner butik.

1919

Sammenlægningen

En udbygget brugs i Glud åbnes. Året forinden var det blevet besluttet, at de to foreninger og butikker skulle fusionere. Glud Brugsforening var ejet af FDB, men Nørby Brugsforening købte den, så selvstændigheden blev bevaret.

1991

Ny uddeler

Den nuværende uddeler Benny Michl kommer til og foretager de følgende år en række forskellige ændringer og tilføjelser.

1997

Udmærkelse

Dagli’Brugsen Glud-Nørby kåres som Årtiets Dagli’Brugs af FDB.

2002

Branden

En formiddag i marts bryder en kæmpebrand ud i brugsens ombyggede butik få dage inden genåbningen. Brugsen brænder ned til grunden. Branden blev ved et uheld antændt af en asfaltarbejder, som senere ved retten idømmes en bøde på 3.000 kr.

2009

Nødbrugsen

Mindre end tre dage efter branden åbner brugsforeningen en nødbrugs i Flexas forladte fabriksbygning tre km. fra Glud.

2009

Forløsningen

Brugsen åbner en splinterny butik. Den står stadig i dag.

2010

Det store jubilæum

Dagli'Brugsen Glud-Nørby har 100 års jubilæum og fejrer det med et væld af aktiviteter lørdag 23. november.

2019
Kok på True North Efterskole, Klaus Sørensen, diskede op med smagsprøver på måltider, der var kendetegnende for hver deres årti gennem de seneste 100 år. Foto: Morten Pape
Benny Michl var iført gammeldags uddeler-uniform, da han lørdag middag fik snakket med kunder og tidligere ansatte. Foto: Morten Pape
Ølsmagning uden for brugsen var trods det triste vejr ganske populært. Foto: Morten Pape
Gamle kontrabøger og billeder var fremme i et historisk hjørne i butikken. Foto: Morten Pape
På første sal var Peter the Barber klar med kniv og skum. Dagli'Brugsen havde også fået fat på en børnebogsforfatter, der er god til ballondyr, et band og meget andet. Dyt-banko var bl.a. på programmet.Foto: Morten Pape
Gæster blev tilbudt miniversioner af klassiske måltider. Rundt i butikken var der også smagsprøver af vin, kaffe og saft. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Vi åbner endnu en kalenderlåge: Skolelæreren har altid drømt om at redde hele verden

112

Pludselig gik en mand på kørebanen: I kritisk tilstand efter påkørsel

Annonce