Annonce
Give

Kvinde købte arkivskab fra sygehus - fandt over 400 patientjournaler indeni

Privat auktionskøber har købt dette arkivskab med 400-500 patientjournaler fra det nedlagte sygehus i Give. Privatfoto

I forbindelse med Campens online-auktion med salg af møbler og effekter fra det nu nedlagte Give Sygehus har en Give-borger købt et arkivskab. Det viste sig at indeholde 400-500 patientjournaler. En anden køber fik også udleveret fortrolige papirer, bekræfter sygehusdirektør Dorthe Crüger.

Give: Uroen om det lukkede Give Sygehus fortsætter. Give Avis og Vejle Amts Folkeblad kunne i går afsløre, at op mod 500 fortrolige patientjournaler er blevet solgt til en privat borger i Give i forbindelse med salget af inventar fra sygehuset.

- Vi købte et stort arkivskab af jern til min datter. Hun ville bruge det til barskab. Da vi afhentede det på sygehuset studsede jeg godt nok over, at det var meget tungt. Jeg sagde til min datter, at der garanteret lå patientjournaler i skabet. Der var dog ingen nøgle med i købet, så vi måtte vente, til vi kom hjem med at finde ud af, hvorfor det var så tungt, fortalte en kvinde, der indtil videre ønsker at være anonym, således til Give Avis.

Sygehus Lillebælt, der omfattede Give Sygehus, bekræfter, at mindst én køber mere har fået udleveret patienters fortrolige oplysninger. Og sygehusdirektør Dorthe Crüger er langt fra stolt over sagen.

- Jeg er utrolig ked af det. Ja, men for pokker da. Kan vi ikke en gang finde ud af at fjerne patientjournaler fra det inventar, vi sælger på auktion? Det er så flovt, siger Dorthe Crüger til Vejle Amts Folkeblad.

Annonce

Det var helt vildt. Jeg blev både vred og forarget. Man har da tillid til, at det offentlige sørger for, at personfølsomme oplysninger af denne her slags ikke kan falde i andre mennesker hænder. Ikke mindst i en tid, hvor vi med den den nye persondataforordning skal være vildt opmærksomme med den her slags.

Forarget Give-borger

Fandt både mandens og naboens journal

Kvinden fra Give, der først stod frem med historien, fortæller om forløbet, at overraskelsen var stor, da hun og datteren inde i skabet fandt i omegnen af 400-500 patientjournaler fra årene 1994-1995.

- Det var helt vildt. Jeg blev både vred og forarget. Man har da tillid til, at det offentlige sørger for, at personfølsomme oplysninger af denne her slags ikke kan falde i andre mennesker hænder. Det er simpelthen rystende, at man kan omgås så mange patientjournaler med så stor lemfældighed, lyder det fra borgeren.

- Vi har ikke læst samtlige journaler igennem, men vi fandt da min mands journal, en nabos og det er med personnumre og masser af personfølsomme oplysninger. Der er både nulevende og afdøde mellem papirerne, så når det her bliver offentliggjort rundt omkring, håber jeg godt nok, der er nogen, der sidder og får røde ører, konstaterer borgeren.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Smæk for skillingerne: Bokselandskamp i Vejle

Annonce