x
Annonce
Hedensted

Kvindelig elektriker i over 25 år: Det er ikke hver dag, jeg møder én som mig

Jeannie Lauritsen kunne fornylig fejre sit 25 års jubilæum hos Ølholm El, hvor hun primært arbejde med nybyggeri. Hun er en sjældenhed i faget, der er domineret af mænd. Foto: Søren Gylling
Jeannie Lauritsen har i 25 år arbejdet som elektriker hos Ølholm El. Hun blev udlært på et skibsværft og er én af ganske få kvindelige elektrikere i landet.

Ølholm/Snaptun: - Man skal måske være lidt mere fremme i skoene som kvinde i et mandefag, men hvis man ikke er mundlam, så betyder det ingenting. Jeg laver akkurat det samme som mine kolleger.

48-årige Jeannie Lauritsen fortæller begejstret om sit arbejde som elektriker hos Ølholm El. Hun har netop fejret sit 25 års jubilæum hos den lokale elektriker, hvor hun i stort set alle årene har lavet el-arbejde i nybyggeri for Preben Jørgensen Huse.

- Det passer rigtig godt til mig, her er ingen krybekælder eller støvede loftsrum, man skal rende rundt på. Man ved, hvad man går ind til og har som oftest løsningen, inden man går i gang, fortæller Jeannie Lauritsen.

Hun beskriver sig selv som lidt af en pilfinger, der allerede som barn fulgte i hælene på sin far, når han skulle lave praktisk arbejde i barndomshjemmet i Skagen, og med et talent inden for de matematiske fag var det naturligt at blive elektriker. Lærepladsen blev på et skibsværft i Frederikshavn.

- Der var jeg også ene kvinde, konstaterer Jeannie Lauritsen, der blev udlært i 1992.

Annonce

Jeannie Lauritsen

48 år gammel

Født og opvokset i Skagen

Flyttede i 1996 til Snaptun med sin mand Carsten Vangsøe Lauritsen, der er VVS og blikkenslager.

Parret har tre børn på hhv. 22, 18 og 13 år.

Har siden januar 1994 været ansat hos Ølholm El, der er en del af Teknikgruppen.

Sagde op efter tre dage

I 1994 besluttede hun sig for sammen med sin mand, der er VVS'er og stammer fra Glud, at flytte til Østjylland.

- Der var ikke meget arbejde i værftsbranchen mere, så hvis vi skulle blive i Nordjylland, var de eneste muligheder for mig at arbejde på fiskefabrik eller i restaurationsbranchen. I Østjylland kørte hjulene, så derfor flyttede vi herned, fortæller Jeannie Lauritsen.

I første omgang fik hun arbejde med at lave en ny produktionslinje på slagteriet i Horsens og efterfølgende var det en nybygget hal for Lego i Billund, hun hjalp til med, inden hun blev anbefalet at søge arbejde hos Ølholm El.

- Det var noget af et chok for mig at komme ud til sådan en elektriker på landet. Jeg havde jo altid gået på store fabrikker og i store teams, og nu blev jeg lige pludselig sendt ud alene til fru Jensen og andre små kunder i Tørring og omegn. Da jeg så efter tre dage bakkede firmabilen ind i en anden firmabil, gik jeg ind til chefen og sagde op, for jeg synes slet ikke jeg kunne finde ud af noget, fortæller Jeannie Lauritsen.

Ingen forskel - næsten

Den daværende indehaver af Ølholm El fik dog overtalt Jeannie til at blive. Hun fik lov til primært at arbejde med nybyggeri, og buler i firmabilerne har hendes kolleger lavet mindst lige så mange af gennem årene.

- Jeg har nogle fantastiske kolleger og kan godt lide den store frihed, der er i arbejdet, lyder det fra Jeannie Lauritsen.

Som yngre oplevede hun af og til, at kunderne henvendte sig til lærlingen i stedet for hende, og i forhold til de andre håndværkere på pladsen skulle hun enten stå ekstra på tæerne for at bevise sit værd, eller også gik de i den anden grøft, og hun blev serviceret som en dronning. Da hun første gang skulle på barsel og ringede til fagforeningen, fik hun, inden hun havde gjort opmærksom på sit køn, at vide, at hun kunne få 14 dage lige som andre.

I dag oplever Jeannie Lauritsen meget sjældent at blive behandlet anderledes pga. sit køn.

- Det er dog ikke længe siden, jeg oplevede, at en emhætte-producent, jeg havde talt med flere gange i telefonen, bad om at komme til at tale med montøren i stedet for. Det skulle han nok ikke have gjort. Så det popper op ind imellem, men jeg tager det med et smil og griner af det, når jeg kommer hjem, fortæller Jeannie Lauritsen.

Jeannie Lauritzen har for første gang fået en kvindelig kollega, da Ølholm El pt. har en kvindelig lærling. - Det er rart at opleve, at der findes én kvinde, der er lige så åndet som mig, lyder det med et smil fra Jeannie Lauritsen. Foto: Søren Gylling
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce