Annonce
Debat

Kvindernes internationale kampdag 8. marts: Hvad blev der af den seksuelle frigørelse i Danmark?

Ligestilling er ikke en kamp mellem kønnene, mellem heteroer og seksuelle minoriteter, mellem forskellige etniciteter, eller mellem sociale klasser. Det er en opgave, vi skal løfte, løse og værne om sammen, skriver dagens kronikør. Arkivfoto: Kevin Shakir/Ritzau Scanpix

Da jeg gik i gymnasiet, var det en udbredt del af kulturen, at unge kvinder blev betragtet som billige, hvis de havde scoret mange til festerne. Hvis drengene gjorde det samme, blev de kun mere populære.

Skønt det på kampdagen er vigtigt at kippe med ligelønsflaget og andre vigtige ligestillingsdagsordner, vil jeg alligevel benytte denne 8. marts til at flage for den seksuelle frigørelse og ligestilling. Og i den forbindelse er der mange forhold at tage fat på. For helt ærligt, her i 2021 kan man så egentlig elske dem, man vil, uden diskrimination? Kan aseksuelle være til uden at føle sig forkerte? Og er unge kvinder egentlig frie til at udleve deres seksualitet?

Lene Stavngaard. Pressefoto

Selv om jeg har arbejdet med køn og seksualitet i snart 20 år, så må jeg konstatere, at der er sket rystende lidt på dette område. I forbindelse med vores Uge Sex-kampagne for nogle uger siden, som under titlen "Lige Køn Leger Bedst" satte fokus på den manglende ligestilling i Danmark, indsamlede vi historier fra unge. Her var det tydeligt, at der blandt unge fortsat hersker et markant forskelligt syn på seksualitet afhængigt af køn. Som en ung kvinde på 18 år siger:

”Hvordan man er over for fyre og meget sådan noget med antal sexpartnere, der bliver man dømt rigtig meget stadigvæk. Man skal ikke have så mange sexpartnere, og man skal ikke være så nem, hvis man er pige. Jeg synes meget, det er drenge, der snakker om, at piger er billige, hvis de har været sammen med så og så mange. Jeg har aldrig oplevet, at drenge er blevet dømt for det ... det er bare latterligt, for det gør jo ikke nogen forskel på, hvor meget jeg er værd, hvor mange jeg har været sammen med. Jeg føler, at nogle af mine veninder har holdt sig tilbage, har passet på, fordi det er en skamfuld ting på en eller anden måde”.

En rapport fra Vive fra 2018 viser, at selv om 18-årige piger og drenge generelt er lige seksuelt aktive, oplever de, at piger og drenge omtales og vurderes forskelligt. For eksempel bliver seksuelt aktive piger med skiftende partnere mødt med fordømmelse, mens drenge gøres seje. Drenge oplever et pres for at debutere seksuelt og at få seksuelle erfaringer, mens pigerne skal passe på med at gøre sig for mange erfaringer, hvis de vil bevare deres gode rygte. Den negative bedømmelse af unge kvinder, der er seksuelt aktive, kommer fra både unge kvinder og mænd.

Undersøgelsen her er desværre ikke fra 50’erne, men har kun et par år på bagen. Den seksuelle revolution skabte mulighederne, men fjernede ikke fordømmelsen og skammen.


Her i 2021 kan man så egentlig elske dem, man vil, uden diskrimination? Kan aseksuelle være til uden at føle sig forkerte? Og er unge kvinder egentlig frie til at udleve deres seksualitet?


Projekt Sexus fra 2019, der som den første af sin slags undersøgelse nogensinde kortlagde danskernes sexliv, viser en markant forskel i mænds og kvinders vurdering af sexlivet. Næsten ni ud af 10 mænd mener, at et godt sexliv er vigtigt, mens det kun er lidt over syv ud af 10 kvinder. En tredjedel af mændene har det seneste år haft lyst til sex mindst én gang dagligt. Det samme gælder mindre end ni procent af kvinderne.

Køn og seksualitet er vekselvirkning mellem biologi, psykologi og kultur. Men kunne denne markante forskel også hænge sammen med, at unge kvinder lærer at gemme seksualiteten af vejen, fordi det har negative sociale konsekvenser at udleve den?

Gennem sproget skaber vi normer for køn og - potentielt begrænsende - forventninger til køn og seksualitet. Forskellige syn på unge mænds og kvinders seksualitet spiller en rolle i forhold til deres plads i det sociale hierarki, deres omdømme og popularitet.

Unge kvinder oplever at blive slutshamet, altså at blive kaldt nedsættende begreber, som eksempelvis "billig". Fordomme og diskrimination af LGBT+ personer hænger tæt sammen med forventninger til køn og seksualitet. Og hvad med de unge mænd? Hvor mange af dem går ikke rundt med en følelse af, at de skal score en masse kvinder, altid have lyst og være klar til sex, for at være gode nok?

60’ernes og 70’ernes revolution frisatte ikke varigt seksualiteten, og det værste ved debatten om køn, krop og seksualitet er næsten dens evne til at bevæge sig i cirkulære erkendelses-bølger. Om vi så taler om myten om mødommen, anerkendelsen af at alle ikke har lyst til sex, udryddelse af fordømmelse og skam hos kvinder der har lyst, eller accept af andre, der ikke udlever deres seksualitet som dig selv, så vender diskussionerne tilbage gang på gang, som var de spritnye. Vigtige dagsordener, som selvfølgelig er værd at sætte fokus på, men hvor jeg savner forankring af viden og kulturændringer. Det kræver, at vi tager seksualiteten alvorligt.

Desværre er der ikke meget, som har ændret sig fra, at jeg gik i gymnasiet og til nu. Seksuelle rettigheder prioriteres ikke, hverken i forhold til en systematisk seksualundervisning til børn og unge eller til anerkendelsen af seksualitet som en vigtig trivselsfaktor. Ligestilling er ikke en kamp mellem kønnene, mellem heteroer og seksuelle minoriteter, mellem forskellige etniciteter, eller mellem sociale klasser. Det er en opgave, vi skal løfte, løse og værne om sammen.

I Danmark taler vi ofte højt og længe om vores frihed og frisind, så hvornår holder vi op med at udskamme unge kvinder for at have en seksualitet?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Frodig kulturfantasi midt i et corona-år

Annonce