Annonce
Vejle

Læs Kaare Johansens analyse - dagen før dagen: Politikernes skæbne ligger i vores hænder, og når vi vejer for og imod i stemmeboksen, er alting altid borgmesterens skyld

Rune Bønnelykke (i midten) ser ud til at bringe Nye Borgerlige ind i Vejle Byråd. Han og hans parti har svoret at støtte borgmester Jens Ejner Christensen (V) (til venstre). - Billedet er fra VAF's store vælgermøde søndag aften. Foto: Mette Mørk

Når det går godt, er det borgmesterens skyld. Når det går skidt, er det også borgmesterens skyld.

Ovenstående er selvfølgelig en sandhed med store modifikationer.

Ikke desto mindre er det her, vi sandsynligvis skal finde forklaringen på, at et flertal af kommunens vælgere - ifølge Vejle Amts Folkeblads seneste meningsmåling - ser ud til at pege på et byråd, der kan sikre genvalg til Venstre-borgmester Jens Ejner Christensen.

Annonce

Avisens meningsmåling har givet anledning til hovedbrud hos politikerne. Fra flere sider er der dyb undren over sidste uges tal fra Jysk Analyse. Målingen viser markant fremgang til Venstre og det modsatte for udfordrerne fra Socialdemokratiet.

Enkelte konspirationsteoretikere mener på Facebook, at målingen er købt, betalt og målrettet af den borgerlige avis.

Det er vel at mærke samme avis, der i forhold til en lignende måling i januar konkluderede, at "borgmesteren måske skulle hjem i stalden". Dengang viste tallene fremgang til Socialdemokratiet og et minus til Venstre i forhold til valget i 2017.

I den del af det politiske miljø, der har bedre jordforbindelse, stiller kritikerne mere kvalificerede spørgsmålstegn ved udfaldet af den seneste måling. Kan det virkelig passe, at et parti og en borgmester kan få fremgang uden at mene noget? spørger de.

Her peger borgmesterens modstandere på, at kommunens førstemand ikke er kommet med markante bud på Vejles fremtid i valgkampen. I stedet har han og partiet fulgt det slogan, der nu i to valgkampe har stået på forsiden af Venstres valgbrochurer - "Vejle sikkert videre".

Avisens egen analyse har peget på det samme. V'et i Venstre står ikke ligefrem for visionær. Men Venstres strateger har uden tvivl taget udgangspunkt i tesen fra indledningen. Borgmesteren bliver belønnet, når det går godt. 

Martin Sikær og Socialdemokratiet kan formentlig sikre sig 10 mandater i det nye byråd, lyder det i analysen. Foto: Mette Mørk

Derfor handler det om at overbevise vælgerne om, at de ved, hvad de har - ikke hvad de får. Og spørger man borgmesteren, som avisen naturligvis har gjort, peger han på konkrete tiltag som opførsel af nye daginstitutioner, idrætshaller og det store plejecenterprojekt i Gauerslund ved Børkop.

Det er det forsvar, bejlerne til magten har forsøgt at skyde hul i. Og helt let er det ikke. Når gennemsnits-vælgerne står op om morgenen, tænker de fleste formentlig, at det jo går fint t i Vejle Kommune.

De kan konstatere, at rigtig mange borgere fra andre kommuner gerne vil være en del af fællesskabet. Når de kigger på deres skattebillet, kan de se, at de slipper med landets tredje-laveste kommuneskat. Og selvom de måske bander over at holde i kø på gader og stræder, har de tid til at dvæle ved synet af byggerier, der skyder op.

Affaldsspandene - undskyld, ressource-spandene - bliver tømt, der er vand i vandhanen, og lyset tænder, når vi trykker på kontakten.

Så ud fra en række overordnede kriterier kan ingen snakke sig fra, at hverdagen fungerer i Vejle Kommune - eller kan de?

Oppositionen gør alt for at sætte projektøren på de punkter, der er mindre synlige for de fleste vælgere. Borgere, der mest har fokus på kommunalpolitik et par dage, før de skal sætte kryds.  De vælgere skal gøres opmærksom på de problemer, som kritikerne ser skjule sig under den blanke overflade. 

Udvandingen af tilbud til kommunens svageste, svigt i forhold til den politiske aftale om at levere Danmarks bedste folkeskole og ikke mindst  problemerne på handicap og ældreområdet.

Gennem valgperioden har Vejle Amts Folkeblad haft naturligt fokus på de serviceområder, hvor det halter.

Alene inden for de det seneste år har avisen berettet om  et hjemmeplejedistrikt, hvor halvdelen af de faste medarbejdere sagde farvel - vel at mærke en flugt, der var gået totalt under politikernes radar. En ansat, der råbte op, oplevede tilmed i første omgang at blive nægtet genansættelse på grund af sin offentlige kritik.

"Kaare Kommunal" kloger sig på valget

  • Hvem vinder, hvem taber, hvem står med magten efter byrådsvalget i Vejle Kommune 16. november?
  • Denne valgkamp er den niende, Vejle Amts Folkeblads politiske reporter, Kaare Johansen, har fornøjelsen af at berette om. 32 år med byrådspolitik er det blevet til. Så det er ikke uden grund, han på avisen er kendt som "Kaare Kommunal".
  • I denne sidste analyse før valget trækker Kaare Johansen de store linjer op.

Avisen gav for nylig ordet til 79-årige Nancy Marie Vivelsted, der fra sit plejehjem kunne fortælle om et utal af vikarer og den utryghed, det skabte. Som eksempel måtte Nancy Marie råbe op, da en ansat ikke vidste, at hendes sidemand var meget svagtseende og derfor ikke kunne spise selv.

Helt overordnet har kritikken lydt på, at lederne i al for høj grad måles på, om de overholder deres budget - og at Vejle styres som en kommune i krise på trods af en kassebeholdning i nærheden af 1,6 milliarder kroner.

Netop ældreområdet er i fokus, når vælgerne skal sætte deres kryds. Det viste avisens seneste meningsmåling. Spørgsmålet er så, om vi i stemmeboksen vurderer, at problemerne  er borgmesterens skyld.

Borgmesteren risikerer også at skulle betale en pris for en af de sager, der har fyldt meget - ikke mindst i avisens spalter. Udviklingen af den centrale posthus- og godsbanegrund midt i Vejle har delt vejlenserne og  byrådet. Borgmesteren er nærmest blevet landskendt som manden, der vil pakke den gamle godsbanebygning ned i kasser og senere finde ud af, hvor den skal genopbygges. 

I årevis har striden gået på, om udviklingsselskabet NPV og direktør Jens Schaumann har fået for frie tøjler, og om den trafikløsning, der lukker Sønderbrogade og sender en ny vej bag om grunden til Fredericiavej, er den rigtige.

Hvordan de seneste års beslutninger påvirker valgresultatet, viser sig tirsdag. Men i de seneste  måneder har denne signatur søndag efter søndag forsøgt at tage valgpulsen på de opstillede partier.

Den første spådom var, at hvis Kristendemokraterne kommer i byrådet, bliver VB danske mestre. Trods en ihærdig indsats ikke mindst af spidskandidat Michael Markussen ser avisens meningsmåling ud til at støtte den tese. Kristendemokraterne kommer ikke i byrådet, og intet tyder på, at VB bliver danske mestre.

Heller ikke Alternativet ser ud til at få den nødvendige vælgeropbakning. Som analysen konkluderede, har den lokale partiafdeling ikke just været præget af det ønske om politisk samtale i god tone, der i sin tid var udgangspunktet for stiftelsen af partiet. Og nyhedens interesse for det alternative parti ser ud til at have lagt sig.

Enhedslisten med den tidligere kommunist Lone Johansen i spidsen ser ud til at skulle kæmpe hårdt i valgkampens sidste dage for et comeback til byrådet efter fire år ude i den politiske kulde. I meningsmålingen var der ikke umiddelbart tilstrækkelig tilslutning fra vælgerne.

At man kan få opbakning uden en plads i det nuværende byråd, ser Nye Borgerlige ud til at være bevis for. Hvis vælgerkorpset mener det samme, som det repræsentative udsnit Jysk Analyse spurgte i de første dage af november, kommer partiet ind med to mandater, selvom listens kandidater er forholdsvist ukendte på den politiske scene.

Byrådstaburetterne ser Nye Borgerlige ud til at stjæle fra konkurrenterne på højrefløjen, Dansk Folkeparti. De senere års interne splid på landsplan efter valgnederlaget i 2019 koster - også lokalt. Ifølge forudsigelsen bliver tre mandater reduceret til ét fra 1. januar 2022.

At en plads i byrådet ikke er nok til at sikre succes, er Liberal Borgerliste Vejle et andet eksempel på. Listen opstod, da Anja Daugaard og en række bestyrelsesmedlemmer brød med Liberal Alliance i slutningen af august. Dermed mistede Liberal Alliance sin repræsentation i byrådet.

I analysen umiddelbart efter bruddet forudså denne reporter, at det ville koste begge parter den politiske fremtid i byrådet. Men ifølge den seneste meningsmåling, ser det ud til, at Liberal Alliance muligvis fastholder mandatet i byrådet

Til gengæld har udbryderne ikke nået at sikre plads i vælgernes bevidsthed. Listen er bestemt ikke hjulpet af, at spidskandidat og byrådsmedlem Anja Daugaard i starten af sidste uge blev indlagt på sygehuset.

På den blå side af byrådet var målingen også en skuffelse for Det Konservative Folkeparti. Ifølge analyseinstituttet høster de lokale konservative kun marginalt af den succes, partiet har på landsplan. Holder målingen lykkes det "kun" partiet at holde status quo med to mandater.

Det vil svække frontfigur Dan Arnløv i rollen som "kongemager". Gennem hele valgkampen har han afvist at binde sig til en af de to hovedbejlere til borgmesterposten. Hverken borgmester Jens Ejner Christensen (V) eller udfordrer Martin Sikær (S) kan være sikker på hans opbakning på valgnatten, hvor han også bringer sig selv i spil som førstemand.

Usikkerheden kan muligvis være en forklaring på, at de konservative mister blå stemmer til konkurrenterne fra Venstre. Og det kan også være forklaringen på, at Dan Arnløv benyttede søndagens vælgermøde til at slå fast, at han ikke kommer til at pege på sin gode ven Martin Sikær. Måske kan det skabe mere tryghed hos potentielle konservative vælgere.

Mens konservative på forhånd siger nej,  kan Martin Sikær være helt sikker på støtte fra SF. Her lød spådommen i midten af sidste uge på to mandater til venstrefløjspartiet, men der skal ikke flyttes mange stemmer, før det kan blive til tre eller muligvis to og så et til Enhedslisten.

I løbet af valgkampen har det vist sig, at Martin Sikær måske kan regne med Radikale Venstre. For fire år siden stillede byrådsmedlem Torben Elsig-Pedersen sig bag den nuværende borgmester. Men med partiets nye spidskandidat Lance Luscombe i front har pilen mere peget i retning af den røde side af byrådet. Og i følge meningsmålingen vil de radikale kunne stille med to mandater.

De mandater kan den socialdemokratiske borgmesterkandidat få brug for i kampen for at sikre den nødvendige opbakning. Ifølge målingen vil han mangle syv mandater, før han kan tælle til 16 bag sit borgmesterkandidatur.

Socialdemokratiet ser ud til her i opløbet at bliver ramt af modvinden på landsplan. I avisens meningsmåling i januar stod partiet til 11 mandater, en gentagelse af resultatet fra 2017.  Den seneste måling viste ni pladser. Derfor kunne et kvalificeret gæt være 10, som også en ny meningsmåling i ugebrevet Mandag Morgen har peget på.

Præsterer Martin Sikær det, kan regnestykket hedde 10 plus to eller tre (SF + Enhedslisten) plus to (Radikale) - og hvem ved, hvad der kan ske på en valgnat, hvor ønsket om poster og indflydelse kan få politikere til at fravige valgkampens meldinger?

I Mandag Morgens måling er det Venstre, der spås tilbagegang til ni i modsætning til de 12, som Vejle Amts Folkeblads analyse pegede på. Det kan sende borgmesteren på charmeoffensiv hos både Konservative og Radikale.

På forhånd bør han kunne være sikker på opbakning fra både Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti og formentlig Liberal Alliance - og nu lover også Lonservative at skæve til hans side trods mange hårde udfald mod Venstre i løbet af byrådsperioden.

Men først skal mandaterne fordeles, og et er målinger og analyser - noget andet den afgørelse, hver enkelt af os skal træffe alene i stemmeboksen i morgen. Når krydsene er sat, og stemmerne talt op, har vi de sikre tal til regnestykket.

Facit vil vise, om valgkampen har flyttet noget. Om borgmesteren og Venstre belønnes for at lægge sig i slipstrømmen af en kommune, der ikke mindst i kraft af sin naturskønne placering midt i Danmark buldrer frem, eller om de problemer, der ligger skjult under den nydelige overflade, kalder på et nyt bystyre.

Tirsdagens kryds kan gøre alle forudsigelser til skamme, inden partiernes repræsentanter i de sene nattetimer sætter sig sammen. Sandsynligheden taler for, at vi ender med en bred konstitueringsaftale.

Men bred aftale eller ej skal et flertal af de forsamlede politikere pege på en borgmester, der fra 1. januar 2022 på bystyrets vegne kan høste ros for succeser og kritik for fiaskoer.

Godt valg til alle.


Vil borgmesteren og Venstre blive belønnet for at lægge sig i slipstrømmen af en kommune, der buldrer frem? Eller vil de problemer, der ligger skjult under den nydelige overflade, kalde på et nyt bystyre?




Annonce
Alarm 112 For abonnenter

Politiet tror, at mindst 11 brande er påsatte: Der har været ild i naturen omkring Egtved flere gange i årets første måneder end i hele 2021

Danmark

De seneste coronatal: Otte døde og 50 færre indlagte

Annonce
Annonce
Annonce
Billund

18-årig fik lumre sex-beskeder fra sin chef: - Episoden er yderst beklagelig

Egtved For abonnenter

Engang var det et helligt hus, men snart fyldes det med andre interesser: Bobby skal dog lige på jagt efter skejser først

Give

Mangeårigt byrådsmedlem var 'saftsuseme' skuffet efter sidste valg: I dag har han forliget sig med, at hans faste plads i lokalpolitik formentlig er fortid

Vejle Boldklub For abonnenter

VB henter nyt: Derfor ligner sommerens første forstærkning rent faktisk en forstærkning og ikke en lottekupon

Færre fugle, døve marsvin og flere invasive arter ved Vesterhavet: Forsker kalder planerne om 10.000 vindmøller i Nordsøen for 'verdens største marinbiologiske eksperiment'

Erhverv

Steffen går til stålet med ny butik i Vestbyen: Stjernekok kiggede forbi

Erhverv For abonnenter

Annette sælger butikken i Foldegade: 'Jeg savner simpelthen at komme til at bruge mine hænder igen. Nu skal det være'

Ekstremerne vinder i jagten på talent: Hvis du vil være noget for alle, er du ikke noget for nogen, mener Odense-direktør

Vejle

Morten D. D. boykotter DR: - I behøver ikke ringe en anden gang

For abonnenter

Meningsmager Gitte Seeberg: Vi vil ikke være til grin for vores egne penge, kære politikere - hvorfor koster benzin dobbelt så meget herhjemme som i USA?

Vejle Boldklub

Så er den første nye på plads hos VB: Henter gammel kending og styrker midtbanen

Erhverv For abonnenter

Anders fik sin drømmeuddannelse i Hedensted, men nu bliver tilbuddet lukket: Der er for få studerende

Kultur

Butikken er forvandlet: Bydel får eget kulturhus med bibliotek, spilarkade og foredragssal

Annonce