Annonce
Give

Lad champagnepropperne springe: Danmarksmestrene inviterer til stor guldfest

Give Tennis Klub inviterer i anledning af DM-guldet til stor guldfest på Diagonalkroen fredag den 20. september. Mon ikke man også her vil få mulighed for at smage sejrens sødme i form af lidt champagne. Foto: Dansk Tennis Forbund
Mirakelmagerne fra Give Tennis Klub vandt DM-guld i landets ypperste række, Elitedivisionen, og denne bedrift kan man som borger nu fejre og markere fredag den 20. september på Diagonalkroen på behørig vis sammen med guldklubbens spillere og ledere.

GIVE: Der er nok stadig mange både i den danske tennisverden og generelt i landet, der ikke for alvor fatter det, der skete på HIKs flotte tennisanlæg i weekenden lørdag/søndag den 24.25. august.

De jyske opkomlinge, tennisrebellerne fra Give, pakkede hele den københavnske tenniselite godt og grundigt sammen efter en hæsblæsende dramatisk semifinale mod KB og en om muligt endnu mere vanvittig finale mod Lyngby for til sidst at stå med store brede grin og samtlige jyske tennisarme strakt til himlen i glædesrus holdende den store pokal som bevis på, at Give Tennis Klub fuldførte mission impossible om at bringe guldet hjem til Gryden i Give.

Nu er guldet i hus - pokalen fik man dog ikke med hjem til Jylland, idet den er for kostbar til, at man (læs: Dansk Tennis Forbund) tør lade den stå i et lille klubhus ude på bøhlandet. Københavnerlegenden om at alle jyder snyder i skat, kører med trailer og ikke betaler moms er åbenbart svær at aflive.

Annonce

Guldfest for alle på kroen

At pokalen dermed er strandet i København skal dog ikke afholde GTK fra at fejre DM-guldet på behørig vis. Undertegnede havde måske nok forventet, at der ville blive inviteret på officiel hyldest med dertil hørende skåltaler og rådhuspandekager inde i den kommunale førerbunke i Vejle.

Men her fejrer man upåagtet den store respekt for GTKs flotte præstation ifølge Dan Arnløv, der er sportens og kulturens 'minister' i Vejle Kommune, kun verdensmestre og europamestre, så på med kasketten igen GTK - nu ved I, hvad der skal til for at blive tildelt kommunal hæder!

Tilbage i den lokale virkelighed i Give vil GTK i tæt samarbejde med Diagonalkroen Overnatning og Lindberg Dining derfor afholde en vaskeægte guldfest på Diagonalkroen fredag den 20. september fra klokken 16.00 til klokken 18.00 med Claus Elgaard til at binde eventen sammen som konferencier .

- Guldfesten er for alle, der har lyst til at være med til at fejre danmarksmesterskabet sammen med Give Tennisklubs spillere og ledelse. Der vil være noget godt at spise og drikke, taler, musik og masser af god stemning. Og helt i vores ånd er det hele naturligvis gratis, fortæller tennisklubbens mangeårige for- og ankermand, Jan Ek.

Payback til fans og sponsorer

Formanden understreger, at arrangementet også skal ses som klubbens tak til såvel sponsorer som den store trofaste skare af tilskuere, der har bakket op om klubben gennem de seneste år i tykt og tyndt - og i hedebølge og skybrud.

- Vi ville aldrig have vundet guld uden denne altafgørende støtte fra sponsorer og tilskuere. Nu er det tid til at fejre triumfen sammen med dem, og vi glæder os. Vi har naturligvis inviteret folk fra kommunen til guldfest, og vi har fået bekræftet, at der vil dukke et par byrådspolitikere op. Så kan vi vi vise dem, hvordan man holder guldfest i Give og traktere på lækre pandekager fra Diagonalkroens kompetente køkken, lyder det fra Jan Ek med guldglimt i øjet.

Der vil ifølge Jan Ek også dukke en række spillere fra guldholdet op.

- Samtlige spillere vil sætte himmel og hav i bevægelse for at få mulighed for at være til stede under guldfesten, også de tyske spillere. De har en stram kalender nogle af dem, ja egentlig allesammen, men denne her fest er så enestående for spillerne, at de kommer til at indgå mange komprimisser på flere fronter, så de kan være med, siger Jan Ek.

Der er ingen tilmelding til guldfesten, man møder bare op til en uden tvivl hyggelig eftermiddag med god mad og drikke sammen med de nykårede DM-vindere i tennis.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce