Billund: Parken Sport og Entertainment vil prøve at sælge bygninger over hele landet. Deriblandt er aquadomen i Billund: Altså den bygning, hvor Lalandia har til huse. Det skriver selskabet i en fondsbørsmeddelelse.
Men der er ingen grund til at frygte kommende ferier i det store vandland. I samme meddelelse står nemlig, at selskabet gerne stadig vil drive Lalandia, men som lejer i stedet for ejer. Der står også, at pengene skal bruges på at udvikle driften af Parken Stadion i København og de to Lalandia-centre i Rødby og Billund.
Hvis det altså lykkes. I fondsbørsmeddelelsen står: "Der er ikke sikkerhed for, at et helt eller delvist frasalg af ejendomsporteføljen vil blive gennemført".
Lalandia i Billund rummer skandinaviens største vandland. Det er omkring 10.000 kvadratmeter stort. I november blev det afsløret, at det skal udvides med et indendørs padelcenter.