Annonce
Kultur

Landet blev tømt for folk: Massebegravelser ved luksuskirken vest for Vejle

Nørup Kirke indre er et imponerende barokrum, som sognepræsten i 1700-tallet mente, ikke havde sin lige i en dansk landsbykirke. Den får fyldig omtale i en ny bog fra Danmarks Kirker om fire kirker på Vejle Vesteregn. Arkivfoto: Benny F. Nielsen
Kirker kom og gik. Det samme gjorde sognebørnene i Lindeballe, Nørup og Randbøl, der lå i hjertet af Jyllands trafik. Bogserien "Danmarks Kirker", der krabber sig gennem landet, er nået til Vejle Vesteregn.

Vejle Vesteregn: 1400 mennesker blev begravet i Nørup Sogn i løbet af bare ét år midt i 1600-tallet.

Det er ubetinget den sætning, der gør størst indtryk i den nyeste bog om Vejle-områdets kirker i den nu 88 år lange bogserie ”Danmarks Kirker”.

Oprindelig har man informationen fra ejer af Engelsholm Preben Brahe. Han skrev i 1692 til kongen for at få skatterabat. Og der fortæller han, at han var væk fra slottet i de bevægede krigsår omkring 1660.

Annonce

Da han kom tilbage efter tre år, var de fleste af hans ejendomme tomme, fordi der var begravet 1400 mennesker fra Nørup Kirke i løbet af et års tid. Desuden var hans marker overgroet af lyng i fraværsperioden.

Derfor manglede han indtægt fra lejerne og høstudbytte fra markerne, og trods årtiers indsats var han ikke rigtig kommet ovenpå økonomisk.

Men kan det virkelig passe? Der var jo ikke i nærheden af så mange indbyggere i Nørup Sogn den gang. Men hvad nu, hvis nabosognets folk blev talt med?

Polske soldater

Vi ved fra datidens sognepræst, at Randbøl Sogn var tømt for folk, så der ikke blev holdt gudstjeneste i tre år i Randbøl Kirke. Man kunne måske også lægge de mange polske soldater til, der var på egnen.

I 1700-tallet oplyser kilder, at mange af de døde var polske soldater, og at de blev begravet i store grave i den nordlige side af kirkegården.

Problemet er bare, at de polske soldater jo ikke sad som lejere. Smurte Brahe for tykt på for at få skatterabatten? En smule troværdighed vinder han dog med bemærkningen om de lyngdækkede marker. Engelsholms jorder ligger i en del af Danmark, der har været mere eller mindre lyngklædt.

Selv om så markerne har været dyrket en tid, så ligger der stadig en stor ”frøbank” i jorden fra lyngtiden. Derfor kan tre års ”frihed” for markerne godt betyde, at en del lyng vil spire frem.

Den nye kirkebog fortæller om fire kirker, hvoraf de tre findes endnu i deres fulde pragt, mens den fjerde kun byder på et par løse granitkvadre på den fredede kirkeplads.

Danmarks Kirker: Vejle Amt, hæfte 24, kirkerne i Lindeballe, Nørup og Randbøl. 120 sider, rigt illustreret. Vejl. pris: 175 kroner.

1 Kartoffelkule afslørede skeletter

Der er ikke meget tilbage af ødekirken i Åst. Men den fredede plads er fortsat synlig med enkelte granitkvadre, og så sent som i 1970'erne er der fundet skeletdele. Foto: Arnold Mikkelsen fra bogen

Åst eller Amlund Kirke lå ved Åstgård. Den er nævnt omkring 1380 og i 1436 kaldes den forladt - på latin bruges ordet "desolata". Der er fundet mønter på stedet fra Valdemar Sejrs kongetid (1202-1241).

Lokalhistorikeren Niels Martin Schaiffel-Nielsen har skrevet om blandt andet denne kirke. Han fortæller, at dens ruin blev brugt som ”byggemarked”, så nogle af stenene sidder i Lindeballe Kirke og i et par andre gårde.

På stedet er fundet rester af skeletter, når den tidligere kirkegård har været brugt som kartoffelkule.

2 Gammel kirke med nyt tårn

Normalt ved man ikke, hvor gamle kirketårnene præcist er. Men når det gælder Lindeballe Kirke, ved man, at tårnet er bygget i 1924. Foto fra bogen

Kirken i Lindeballe vidner om århundredernes uforanderlighed. Den har raget op fra sin vidtskuende bakke, længere end nogen kan erindre. Nej, stop… sådan er det måske ikke helt endnu.

Rent matematisk er det fortsat muligt, at en eller anden kan huske den store forandring, der skete ved kirkebygningen, da den i 1924 fik tilføjet et tårn, som arkitekt C. Hess Petersen fra Vejle tegnede.

Det blev bygget med brug af blandt andet sten omkring tårnets vestvindue fra den teglovn, der ligger vest for kirken. Den er fra middelalderen, og dens nederste to meter er bevaret. En tærskelsten blev hentet fra kirkeruinen i Åst, der ellers var fredet.

Lindeballe Kirke er udvidet mod nord før 1916 og i 1917 mod øst, så det er en kirke, der er ændret meget ved. Faktisk har der været så store reparationer, at forskerne mener, kirken ligefrem kan have været nedlagt i en periode, fordi den ikke kunne bruges. I bogen foreslås, at den periode er en gang mellem 1380 og 1524.

I 1663 manglede der 300 sten i kirkegulvet, som fjenderne under svenskekrigen havde brudt op. Det er bemærkelsesværdigt, at alterstagerne skønnes at være fra omkring 1600. De må enten have været skjult med held under uroen i 1600-tallet, eller også er de kommet et andet sted fra. På den tid var der blytag på kirkeskibets sydside, tegl på nordsiden, mens våbenhuset havde stråtag.

Døbefonten fik afslebet sin maling i 1882, et kulturelt overgreb beordret af datidens kulturministerium.

3 Den topgejlede kirke i Nørup

Nørup Kirkes nære relation gennem 349 år til Engelsholm Slot understreges af deres ens løgkupler. Foto: Leif Baun

Ved Engelsholm Sø ligger på den ene side slottet og på modsatte bred kirken. Deres sammenhæng er understreget af de markante løgkupler på tårnene - fire på slottet og et på kirken - og de skyldes ejeren fra 1730’erne, Gerhardt de Lichtenberg. Kirken fulgte ejermæssigt slottet fra 1586 til 1935.

Kirkens kor og skib er fra omkring 1200, mens tårnet siges at være fra ”senmiddelalderen”. Det er et noget elastisk udtryk. En hurtig googling giver afgrænsninger som 1340-1536 eller 1300-1450/1500. Så tårnets alder får vi reelt ikke noget at vide om her.

I 1733 fik tårnet sit løgspir. På tårnets nordvæg ses i højde med skibets tagryg et rudermønster, der kan være spor af, at tårnet måske har været lavere før den tid.

Kirken har en krypt med skeletter (i kister), men det helt særlige ved denne kirke er dens indre, som Gerhard Hansen de Lichtenberg og hans hustru Bodil Hofgaard fyldte (læs: overlæssede) med et inventar i barokstil. ”Deres våbener og initialer pranger overalt,” skriver forskerne i bogen.

Arbejdet er udført mellem 1732 og 1737 og har i dag ekstra værdi ved den helhed, det viser. Altertavle med tilhørende præste- og degnestole, et dåbsarrangement med fontehus omkring døbefonten og en korskranke med store vogtende ærkeengle er nogle af elementerne.

”Prædikestolen prydes til overflod af dyder, en herskabsstol med malerier fra Jesu Barndom og et orgelpulpitur med sjældne malerier af saligprisningerne,” nævner forskerne. Så det gode slotsejerpar har topgejlet deres kirke i Nørup. Pengene havde de fra hans købmandsaktiviteter i Horsens.

Hvis målet var at gøre indtryk, og det var det jo nok, så lykkedes det. I 1750 blev inventaret rost for ”smukt malede sindbilleder” og for at være ”net gjort med billedhuggerarbejde og smukt malet og forgyldt.”

Kirkens præst, L.C. Bucholtz skrev, at Nørup Kirke ”næppe fandt sin lige i landsbykirkerne her til lands”, og det skal nok passe. Omtalen af kirken får med flotte farvefotos lov at brede sig over hele 72 sider, næsten det dobbelte af nabokirkerne.

4 Kirken, der skulle rives ned

Randbøl Kirkes tårn er kort og bredt. Det får det til at se stærkt ud. Det er også nødvendigt, når det skal stå imod trykket fra vestvinden, der brager ind fra heden. Foto: Leif Baun

Randbøl Kirke rækker sit tårn op som en knytnæve i landskabet på kanten af heden. Men det er ingen selvfølge. For det første er tårnet mindst to århundreder yngre end resten af kirken. For det andet ligger der en beslutning fra Kirkeministeriet 29. juli 1901 om, at kirken skulle rives ned.

Der var alvor bag den beslutning, for på finansloven for 1901-1902 blev der afsat 10.000 kroner, der var et tilskud ”til Randbøl Kirkes flytning til Hofmansfeld”. Baggrunden var jernbanenettets udvidelse, nye bebyggelser og Indre Missions fremmarch.

Kirken lå i den ene ende af sognet, fordi sognet var vokset mod vest med Almstok, Rygbjerg og Bindeballe. Det betød, at kirken både var for lille og fejlplaceret. Dertil kom, at kirken led under mange års mangel på omsorg, der havde bragt den i ”dårlig forfatning”.

Man kunne vente, at Nationalmuseet ville få et vulkanudbrud over ødelæggelse af en cirka 700 år gammel bygning. Men næh, det gjorde man ikke, for kirken havde bevaret så lidt af sit oprindelige ydre, at der ikke var arkæologiske eller historiske grunde til at modsætte sig dens nedbrydelse.

Dødsdommen over Randbøl Kirke var en bommert, som myndighederne snart fik kolde fødder over. Problemet var så - uden at tabe ansigt - at komme ned fra det træ, man var klatret op i. Heldigvis blev der fundet nogle kalkmalerier, som pludselig gjorde kirken bevaringsværdig.

16. december 1902 skrev sognepræst Søren Andersen et vredt brev til Kirkeministeriet og Nationalmuseet, hvor han protesterede imod, at nedrivning af kirken var opgivet. For ham var kalkmalerierne ikke så værdifulde, at de kunne opveje nødvendigheden af, at kirken fik en mere passende beliggenhed.

Han fik støtte af sin foresatte, provst V. Henning, der skrev 2. marts 1903 til biskop Koch i Rive, at kalkmalerierne næppe ville bidrage synderligt til at gære det ”uhyggelige kirkerum mere stemningsfuldt eller opbyggeligt”. Han mente, at hensynet til malerierne ikke måtte hindre opførelsen af en ny og større kirke.

Allerede i 1899 havde arkitekt Claudius August Wiinholt leveret tegninger og overslag til en kirke af korsform med et højt pyramidespir og plads til 270 kirkegængere.

Hvordan det hele endte, kan man jo heldigvis se ved et besøg på kirkegården i Randbøl, der huser en velholdt kirke, der nu som altid har en facadestærk placering ved den store landevej mellem Viborg og Europa - eller i hvert fald Ribe.

Som i Jelling ligger Randbøl Kirke tæt på en oldtidshøj, som der er adskillige af i nabolaget. Fra starten var koret 75 centimeter længere end nu, hvilket ses af en granitkvader, der står tilbage fra den fjernede bygningsdel. Selv nu ser koret langt ud i forhold til kirkeskibet, hvor menigheden sidder ved gudstjenesterne.

Især tårnet blev repareret i 1679, hvor 11 mænd, heriblandt præsten, betalte for indkøb af kalk så langt væk som i Ribe og Daubjerg. Det skete ifølge en bevaret regnskabsbog fra dengang ”af kristen kærlighed til Gud og deres sognekirke”.

Inde i kirken er Gerhard Hansen de Lichtenberg og fru Bodil på spil med en altertavle. Resten matcher dog ikke Nørup Kirkes overdådighed. Til gengæld fremhæver forskerne de meget velbevarede vægpaneler, der fylder tilsammen 56 arkadefag, som nu er 400 år gamle.

Som altid med bogserien Danmarks Kirker: Flotte nye fotos, meget oplysende gamle fotos, store mængder viden, ikke så meget at grine ad. Og så er der begyndt at komme stavefejl.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport For abonnenter

Kommentar: Der er ingen vej udenom - Uefa eller Hjulmand taler usandt

Alarm 112 For abonnenter

Retssag om pædofili: 44-årig erkender blufærdighedskrænkelse og børneporno, men nægter voldtægt

Alarm 112

Nej, den flinke mand var ikke fra politiet: Nyt forsøg på at narre penge fra folk

Annonce