Annonce
Børkop

Landmand vil skabe smil i høsttiden med blomster

Det er tredje gang at landmand Hans Christian Clemmensen og hans kone, Susanne Clemmensen, har sået blomster langs deres marker. Foto: Aske Visser Ottosen
Ved høsttid ender mange bilister til stor utilfredshed bag et landbrugskøretøj på landevejene. Derfor vil landmandspar ved Rands skabe flere smil ved brug af blomster.

Rands: - Man bliver glad, når man ser sådan en stribe her.

Susanne Clemmensen smiler bredt, og lader blikket glide henover godt og vel 70 meters blomsterbræmme.

Hende og ægtefællen, landmanden Hans Christian Clemmensen, plantede i foråret blomsterfrø i udkanten af flere af deres marker, og nu står de i fuld flor - til både egen og forbipasserendes glæde.

Annonce
Jeg læste på Facebook, at der var en mand, der havde glemt sin kones fødselsdag. Så havde han været ude i marken og plukke sådan en buket blomster.

Susanne Clemmensen

Bier og biodiversitet

Det er tredje gang at landmanden bruger noget af sin jord på at så blomster langs sine marker og årsagen til det? Fordi han gerne vil frembringe smil hos de forbipasserende.

- Det er for at få noget positivitet og give nogle smil på læben. Folk synes måske, det er dejligt at se på og kan så for eksempel plukke en buket til sin mor eller sin kone, siger Susanne Clemmensen og tilføjer:

- Og så er det også godt for bierne.

For lige netop biodiversiteten er også en af årsagerne til, at parret vælger at have blomsterbræmmer langs flereaf deres marker, som foruden denne i Rands, også tæller marker i Gårslev, Industrivej i Børkop og ved Gauerslund Kirke.

Selvom man stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt enkelte blomsterstriber hjælper biodiversiteten, så er Susanne Clemmensen sikker i sin sag, og hun bakkes op ad en masse summende bier, der på trods af tirsdagens regnvejr livligt suser ind og ud mellem de farverige blomster.

- Blomsterne gør rigtig meget, og der er simpelthen så meget liv. Man kan jo se, at bierne sætter sig, forklarer hun, mens hun tager hovedet helt tæt på en af blomsterne, hvor en bi har sat sig.

Fra sur til glad mine

Det er to måneder siden, at parret såede frøene til deres faunastriber, og her to måneder efter står de nu i fuldt flor med både kornblomster, valmuer og solsikker.

Inspirationen til at påbegynde blomsterprojektet, fik parret af en lokal landmand, der - som mange andre af sine kollegaer og med hjælp fra Landbrugsforeningen - havde sået blomster i udkanten af sin mark. Det satte tanker i gang hos Susanne og Hans Christian Clemmensen, der dog valgte at gøre det på egen hånd.

- Vi har sået og købt blandingerne selv, så derfor er det heller ikke de helt samme blomster. Og så var idéen netop også, at det måske kan få folk til at tænke positivt, forklarer hun.

Og positivitet kan der ifølge Susanne Clemmensen særligt være brug for som landmand i sommerhalvåret.

- Det sker jo tit her i høsttiden, at vi kører med mange maskiner på vejen. Vi ved da godt, at det kan irritere, at der kommer en stor mejetærsker kørende, som man skal holde tilbage for. Men det er jo vores højsæson, siger Susanne Clemmensen, der håber, at blomsterne giver lidt glæde til folk.

- I stedet for at få de sure miner, kunne vi måske få en glad mine, siger hun.

Det er okay at stoppe op og plukke en buket, når man kører forbi. I faunastriberne findes der både solsikker, kornblomster og valmuer. Foto: Aske Visser Ottosen

En hurtig buket

Hvis man skulle være i tvivl, så er det helt lovligt at stige ud af sin bil langs markerne og plukke en buket. Og det er der da også mange, der allerede har gjort i de få uger, hvor blomsterne har været i fuld flor.

- Vi kørte og høstede på vores mark ved Industrivej. Der var rigtig mange, der holdt ind og plukkede en buket, fortæller Susanne Clemmensen med stor glæde.

Hun har da også allerede fået positiv respons på de farvefyldte blomsterbræmmer, som står placeret mellem vejbanerne og markerne flere steder i området.

- Jeg læste på Facebook, at der var en mand, der havde glemt sin kones fødselsdag. Så havde han været ude i marken og plukke sådan en buket blomster. Og det bliver jeg jo glad for at høre, griner hun.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce