Kolding: 23-årige Shad Ali Omar og 25-årige Athbi Abdaila Jelewi, der i oktober blev dømt for indsmugling af narko fra Holland, har fået deres dom henholdsvis stadfæstet og skærpet ved Vestre Landsret i Viborg.
Det oplyser Jens Fuglsang Edelholt, presserådgiver ved Rigsadvokaten til JydskeVestkysten.
Shad Ali Omar skal altså fortsat et år og fire måneder i fængsel, mens Athbi Abdaila Jelewis straf nu er lige så lang. Byretten idømte i første omgang Jelewi en dom på et år og tre måneders fængsel.
Der er dog gode nyheder at hente for Omar. Byretten udviste nemlig den 23-årige iraker med et indrejseforbud 12 år, men dette har Vestre Landsret nu lavet om til en advarsel om udvisning, som bliver udløst, hvis han igen begår noget strafbart.
Så heldig var Athbi Abdaila Jelewi, der er statsløs, ikke. Han blev også udvist i 12 år af Retten i Kolding i oktober, og denne afgørelse har Vestre Landsret valgt at stadfæste.
Nægtede sig skyldige
Omar og Jelewi blev sammen med tre andre mænd anholdt i juni sidste år på rasteplads Ustrup Øst ved Vojens. Her fandt politiet de fem mænd i besiddelse af 148 gram kokain, som de forsøgte at smugle fra Holland til Danmark. Ifølge anklageskriftet var det meningen, at stofferne skulle sælges til et større antal personer i Kolding.
Alle fem mænd blev dømt i sagen, selvom en 18-årig mand tog hele skylden. Den 18-årige forklarede, at han havde købt de 148 gram kokain af en hollandsk mand, uden at de andre kendte noget til det. Omar og Jelewi nægtede sig skyldige i sagen og forklarede, at de ikke anede, at den 18-årige havde stoffer på sig, som han havde købt i Amsterdam.
- Vi var to på over 18 år og tre under, så vi lavede forskellige ting. Vi var meget adskilt. To af os tog på stranden, nogle andre på coffeeshops, og så var vi alle fem ude at spise. Alt var meget spontant, sagde Omar i byretten, hvor han forklarede, at kokain ikke var blevet bragt på banen en eneste gang i løbet af turen på et par dage.
- Først da vi ankom på stationen, fortalte politiet, at jeg var blevet anholdt og sigtet for et eller andet med narko. Jeg sagde til dem, at jeg ikke havde noget med stoffer at gøre. Jeg ville ikke udtale mig mere til dem. Og nu står vi her, forklarede Jelewi i byretten.
Tidligere dømte
Deres forklaringer købte hverken byretten eller landsretten altså. De to blev straffet hårdere end de andre involverede i sagen, blandt andet fordi de er tidligere dømte.
Athbi Abdaila Jelewi er blandt andet tidligere dømt for grov vold, hvor han trampede på og sparkede sit offer, sådan at offerets øje løsnede sig fra øjenhulen, mens Shad Ali Omar også tidligere er dømt for vold.
Den 18-årige, der tog skylden, fik i byretten et år og tre måneders fængsel, hvoraf fire måneder blev gjort ubetinget. Den ubetingede del af straffen blev anset som afsonet, idet han havde siddet varetægtsfængslet fra juni til oktober. Det samme havde de øvrige dømte i sagen.
De to sidste personer i sagen fik samme slags straf som den 18-årige. Den ene fik dog en måned længere, fordi han også blev dømt for at have opbevaret 90 gram hash med henblik på videresalg i en kælder.