Annonce
Sport

Landstræner Lippi stopper i Kina efter dyrt VM-nederlag

Str/Ritzau Scanpix
Et 1-2-nederlag til Syrien blev Marcello Lippis sidste kamp som træner for Kinas fodboldlandshold.

Han skulle have været manden, der førte Kinas fodboldlandshold til VM for anden gang, men Marcello Lippi holdt kun et halvt år som landstræner i verdens folkerigeste land.

Den italienske trænerveteran har sagt sit job op i kølvandet på torsdagens 1-2-nederlag på udebane til Syrien i kvalifikationen til VM 2022.

- Min løn er meget høj, og jeg tager hele skylden. Jeg stopper som landstræner, siger Lippi, der ifølge nyhedsbureauet AFP fremstod vred og irriteret på pressemødet efter kampen.

Kampen mod Syrien var Kinas fjerde i kvalifikationsgruppen, og kineserne har i alt samlet syv point.

- Vi kunne slå svagere modstandere som Maldiverne og Guam, men da vi stod over for stærkere hold som Filippinerne og Syrien, var vi ikke i stand til at spille fodbold, som vi gerne ville, konstaterer Lippi.

Det Kinesiske Fodboldforbund (CFA) bekræfter, at den italienske stjernetræner har smidt tøjlerne.

- Vi er kede af, at de utilfredsstillende resultater skuffer alle kinesiske fans.

- CFA vil analysere situationen grundigt, genopbygge holdet og gøre vores bedste i de kommende VM-kvalifikationskampe, lyder det i en erklæring fra forbundet.

Marcello Lippi var manden, der i 2006 gjorde Italien til verdensmester, og han kan også se tilbage på en succesfuld klubkarriere med fem italienske mesterskaber med Juventus.

I oktober 2016 blev han første gang udnævnt som kinesisk landstræner og sad på posten frem til januar 2019.

Men da afløseren, landsmanden Fabio Cannavaro, trådte tilbage efter blot to kampe, blev Lippi genindsat i stillingen, men det blev altså en kort fornøjelse.

Nederlaget til Syrien betyder, at syrerne er stukket af i toppen af gruppen, hvor kun gruppevinderen er sikker på at avancere til tredje og sidste kvalifikationsrunde.

Syrien har maksimumpoint, 12, og har dermed fem points forspring til Kina på andenpladsen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce